Havet har adskilt os i mange år – nu skal det samle os

Onsdag 11. december 2024 blev det meldt ud fra Miljø- og Ligestillingsministeriet, at Smålandsfarvandet skal undersøges som en mulig nationalpark. Det er en fantastisk nyhed.

En nationalpark i Smålandsfarvandet kan potentielt bidrage til at sætte småøernes særlige kvaliteter på landkortet og styrke både biodiversiteten, kulturmiljøerne og de lokale erhvervsmuligheder, især inden for bæredygtig turisme. Men samtidig er det afgørende, at processen tager højde for de unikke forhold, der gør sig gældende for små øsamfund.

En nationalpark i Smålandsfarvandet giver anledning til et nyt kommunalt samarbejde mellem Slagelse, Næstved, Vordingborg, Guldborgsund og Lolland Kommuner. Ikke et samarbejde, som handler om vores rolle i Greater Copenhagen eller erhvervsudviklingen i Femern Bælt-regionen. Nej, formålet er nu at se på havet, fiskene og havbunden, på kysterne, på strandene, på engarealerne, på øerne og på havnene – store som små – der grænser op til Smålandsfarvandet. Det er for de fleste et helt nyt sæt briller, vi skal have på, og som også lægger op til nye samarbejder og muligheder. Passerbenet skal ikke sættes på land, men på vandet. Havet har adskilt os i mange år; nu skal det samle os.

En nationalpark som Smålandsfarvandet har potentiale til at blive et forbillede for, hvordan vi i Danmark kan skabe en balance mellem naturbeskyttelse og lokalsamfundenes trivsel ved kyster og på øer. Den slags vægtes højt i fx Frankrig og Skotland. Men for at det kan lykkes, er det afgørende, at vi lytter til de mennesker, der bor og arbejder i området. Borgermøder, workshops og direkte dialog skal sikre, at de lokale stemmer ikke bare bliver hørt, men også bliver en aktiv del af beslutningsgrundlaget.
Hvis Smålandsfarvandet bliver en nationalpark, håber jeg, det kan være en løftestang for at skabe bedre rammevilkår for øsamfundene på Fejø, Femø, Askø, Omø og Agersø – fra støtte til grønne færger og infrastruktur til muligheder for små bæredygtige erhverv og stabile befolkningstal. I farvandet har vi herudover en fondsejet ø udlagt til natur, nemlig Rågø, og vi har Vejrø, som er en privatejet ø. Derudover finder vi en lang række ubeboede øer og holme.

Planerne om en nationalpark giver anledning til at se nærmere på, hvordan vi kan beskytte både naturen og de sårbare øsamfund mod udfordringer som affolkning og overturisme. Smålandsfarvandet kan, så vidt jeg kan se, blive den første nationalpark, der inkluderer kommuner og havområder med småøer forbundet med færger. Vi har også Fanø i Nationalpark Vadehavet, men Fanø er en af de større ø-kommuner, hvor rådhuset ligger på øen.

At øerne i Smålandsfarvandet bliver en del af nationalparken, er et stempel, der forhåbentlig kan give forståelse for, at øsamfundene er betydningsfulde bosteder, og at de har en ret til beskyttelse og støtte på samme måde, som vi anerkender det i forhold til naturens plante- og dyreliv.
Vi må heller ikke glemme de mange havne, vi har på både småøerne, Lolland og Falster. De er vigtig infrastruktur og kan få stor betydning, når Smålandsfarvandets herligheder skal både nydes og formidles. I Lolland og Slagelse Kommuner kan både øerne og færgehavnene blive vigtige støttepunkter i natur- og kulturformidlingen, ja i hele turismeudviklingen.

Det er en god anledning til at genbesøge den færgestrategi, som Lolland Kommune vedtog i 2023. At fortsætte færgesejladsen fra Bandholm til Askø vil være en glimrende ide, da det vil være fornuftigt at etablere mange forskellige informations- og adgangspunkter, forbindelseslinjer og parkeringsarealer i en sådan nationalpark. Hvis ikke Lolland Kommune tænker strategisk her og udnytter potentialerne i både Kragenæs Havn, Bandholm Havn og de øvrige havne på nordkysten, så vil besøgene og den rekreative brug af Smålandsfarvandet fortrinsvis starte og slutte på kysterne og i havnebyerne i vores nabokommuner. Derfor er det afgørende, at Lolland Kommune griber denne chance for at markere sig som en aktiv og visionær partner i udviklingen af Smålandsfarvandet som nationalpark.

Det er Lolland og Slagelse Kommuner, som har de beboede øer og en række fine færge- og lystbådehavne. Hvis etableringen af en nationalpark – støttet af staten – ikke er et argument for at kigge på vores øer med nye briller, så ved jeg ikke, hvornår man skulle gøre det. Det er en anerkendelse af, at vores hav, øer og kyster rummer helt særlige værdier. I Lolland Kommune har det af mange forskellige grunde ikke været nemt at omsætte denne anerkendelse til udviklingsinitiativer, tænke langsigtet og give småøerne en mere tryg fremtid. Nu gør staten det muligvis. Det skal vi lytte til, glæde os over og bakke op om.

Foto: Nordspidsen af Fejø (Skovnakken) 11. maj 2024

Åbning af Nakskov Juleby 2024

Foto: Jørgen Witved

29. november 2024 havde jeg den store ære at åbne Nakskov Juleby 2024. Min tale lød således:

Kære alle jer der står bag Nakskov Juleby, og alle jer som besøger og bruger julebyen

I dag er en særlig eftermiddag, hvor vi sammen åbner julebyen her i hjertet af Nakskov. Nakskov er samlingspunkt for mennesker, der hylder varmen, fællesskabet og nærværet – og i dag åbner vi julebyen, som symboliserer alle disse vigtige værdier.

Nakskov er en by som er rig på historie og traditioner, men også fuld af fremtid og muligheder. Vores juleby er ikke bare en række boder, lys og gran. Forleden så jeg hvordan de også er ved at etablere en juleby på Kongens Nytorv i København. Men julebyen her i Nakskov er anderledes.  Det er en rigtig juleby, hvor I der står i boderne, og jer som besøger boderne, kender hinanden. Her i julebyen kan vi mærke, hvordan Nakskovs foreninger og frivillige står sammen og har gjort idéen om en juleby til virkelighed. I mange år i træk. Jeg ved ikke hvornår det startede, men jeg husker at I blev kåret som regionens Juleby i både 2009 og 2010. Sikke en bedrift.

Jeg vil gerne sige tak til alle de frivillige foreninger som får julebyen til at ske. Uden jer var der ingen juleby, så tusind tak for alt det I gør for at julebyen bliver til virkelighed år efter år.

Der er sket meget i Nakskov de seneste 10 år. Det kan vi alle sammen se. I midtbyen er der sket byfornyelse. Vi har fået flotte facader og gader. Der er noget at kigge på når man ser op. Vi har fået et flot torv med ny belægning, træer og siddepladser. Det nye Axeltorv har dannet ramme om store velbesøgte begivenheder som da fx Den Kongelige Opera besøgte Nakskov som en del af Lolland Operafestival.

Turistkontoret blev for nylig nedlagt, men er genopstået. I marts genåbnede Nakskov Turistkontor som en del af Visit Lolland Falsters infopunkter. Nu drives Nakskov Turistkontor af frivillige i Turismens Venner, som er en arbejdsgruppe der hører under Nakskov Handel og Erhverv. Det synes jeg er et glimrende eksempel på, hvordan lokalt engagement og frivillighed kan spille en afgørende rolle i at bevare vigtige funktioner i vores samfund. Når en fælles sag er vigtig nok, kan mennesker gå sammen om at finde løsninger, der skaber værdi for både lokale og besøgende. Det kan man ikke alle steder, men i Nakskov lykkedes det.

Jeg synes også jeg vil nævne det flotte nye elektriske juletog som er med til at gøre hele Nakskov til en juleby. Det er private kræfter der er gået sammen om at købe dette tog. Det gamle tog trængte til fornyelse, man mødes i en netværkskreds og taler om det, og så får man det til at ske. Og nu har vi toget, som bare sætter prikken over i’et på julebyen i Nakskov.

Folk der bor i Nakskov, nyder godt af en rolig og tryg livsstil, hvor der er adgang til både natur og kultur, og hvor man mærker en stærk følelse af fællesskab. For at illustrere dette vil jeg gerne læse op fra et Facebook-opslag fra Lolland-Falster Lovestorm. Det er skrevet af Steffan Juul og handler netop om Nakskov.

For lidt over 3 år siden boede Susan og jeg i en anden by. Et sted hvor vi var utrygge. Et sted hvor vi ikke var glade og et sted hvor man (generelt) ikke gik ud om aftenen. Vi havde svært til smil og holdt os generelt meget for os selv.
Nu er vi her. Skønne skønne Nakskov. En by med højt til loftet. Hvor man smiler til fremmede. Hvor man siger “hej”, “godmorgen”, “godaften” til folk man ikke kender. Hvor vi er glade og nyder en god aftengåtur. Hvor vi ikke kan lade være med at smile og elsker at være sociale (når hovedet er til det).
Vi skal nordpå om en månedstid. Og vi ved at vi vil blive kaldt Bonderøve og andet, men vi er ligeglade. Kald os endelig bonderøve, knoldesparkere og andet…for vi er glade hvor vi er. Vi er nyforelsket i hinanden og i Nakskov.
Skønne skønne Nakskov…ligesom alle andre byer, bare lidt smukkere 

Til sidst gerne slutte af med tre gode råd til jer nakskovitter. Citatet fra Steffan Juul bringer mig hen til det første gode råd:

1) Omtal Nakskov positivt – også selvom der stadig er meget at rette op på.

Ingen by er perfekt, men Nakskov er noget særligt. Ved at fremhæve de gode historier og muligheder, vi har her, skaber I et stærkere fællesskab og tiltrækker endnu flere, der vil være en del af vores udvikling. Husk, at ord har magt – og positive ord kan være med til at ændre holdninger og bygge en endnu bedre fremtid.  I Lolland-Falster Lovestorm-gruppen på Facebook er der masser af plads til jeres historier om Nakskov.

2) Vær stolte af jeres historie, men vær også åbne for forandring.

Nakskov har en rig og stolt fortid, der er værd at værne om. Men en by med visioner vokser, når vi også tør tænke nyt. Støt de nye idéer og de mennesker, der arbejder for at skabe udvikling. Forandring og tradition kan godt gå hånd i hånd, og sammen kan I skabe et Nakskov, der både hylder fortiden og alt det det der var engang, og samtidig byder fremtiden velkommen.

3) Bak op om det lokale – både mennesker og virksomheder.

Det er sagt mange gange før, men jeg vil opfordre jer til at bruge de lokale butikker, støtte de lokale arbejdspladser, og deltage i arrangementer og aktiviteter som foregår her. Hver gang du handler lokalt eller engagerer dig i fællesskabet, investerer du i byens fremtid. Nakskov vokser og blomstrer, når I alle bidrager til at gøre byen til et godt sted at bo, arbejde og leve.

Med disse ord vil jeg ønske jer en rigtig glædelig jul i Nakskov, og jeg erklærer hermed julebyen for åben! 🎄

 

 

Tale til Æblets Dag på Fejø – 12. oktober 2024

Kære fejøboere og kære gæster,

Jeg hedder Kirsten Sydendal. Jeg er født og opvokset på Fejø, og jeg bor her også. Egentlig sker det ikke så tit, at en fejøbo skal holde tale ved Æblets Dag. Men jeg er blevet spurgt i min egenskab af formand for Sammenslutningen af Danske Småøer. Ø-sammenslutningen som den også hedder, kan nemlig fejre jubilæum i år.

Sammenslutningen af Danske Småøer er de 27 danske småøers interesseorganisation. Vi er beboerforeningernes paraplyforening, og vi arbejder for at opretholde og skabe vilkår, så de danske småøer kan blive ved med at være levende helårssamfund.

I år er det 50 år siden, at en gruppe fremsynede øboer stiftede Sammenslutningen af Danske Småøer. Det skete på Strynø d. 24. marts 1974. En af initiativtagerne var Bjørn Karbo fra Askø, der også blev foreningens første formand. Bjørn Karbo var god til at gøre indtryk på politikerne på Christiansborg og kunne formulere sig og kommunikere. Han havde tid og brugte sine private midler på rejser og møder.

Også her fra Fejø deltog en af pionererne i arbejdet. Det var Frode Hansen, som nogle af jer med gråt hår nok kan huske. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget tid, engagement og tro på sagen, det krævede at starte denne bevægelse. Vi skylder dem en stor tak.

En af de største sejre i Ø-sammenslutningens historie kom i 1983, hvor vi fik vedtaget loven om støtte til små øsamfund. Den lov var skelsættende: færgerne fik driftsstøtte, og vi fik midler på finansloven til at drive et sekretariat for Ø-sammenslutningen.

Siden 1983 kan der nævnes en lang række milepæle som Ø-sammenslutningen har kæmpet for og er kommet i mål med, fx øget støtte til færgerne, gratis færgesejlads til øboerne, nedsættelse af godstakster og indførelse af Landevejsprincippet, egen LAG-forening for småøerne og oprettelse af Færgesekretariatet.

I de 50 år, der er gået, har vi kun været fire formænd, og det siger noget om mine forgængeres kæmpestore indsats og engagement, men også deres dygtighed og evne til både at argumentere over for landspolitikerne og holde en skare af meget forskellige medlemsøer samlet om et fælles mål.

Der er som sagt nået mange resultater for småøerne siden starten, men arbejdet for gode levevilkår på småøerne er på ingen måde overstået. Den generelle samfundsudvikling i Danmark i de 50 år, der er gået, har ikke altid gavnet småøerne, og derfor er der mange grunde til at fortsætte arbejdet med øernes sag.

Fejøforeningen – også 50 år
Jeg vil minde om, at Sammenslutningen af Danske Småøer ingenting var uden øernes beboerforeninger. På Fejø er det Fejøforeningen. Fejøforeningen blev ligeledes stiftet for 50 år siden, og det synes jeg også er vigtigt at nævne i dag.

I Fejøforeningen har man siden starten beskæftiget sig med et hav af opgaver og projekter og helt almindelig foreningsdrift som fx indbefatter udgivelsen af Fejøbladet otte gange om året. Det er et meget stort arbejde, og det er utrolig nemt at finde kritikpunkter og mangler i den forening. Og det er ikke fordi de gør det skidt, men fordi forventningerne bliver højere og højere, jo mere kompleks vores verden bliver, og jo flere opgaver der lægges på fejøboernes skuldre. Det er øretævernes holdeplads, som Gunner Mortensen engang sagde til mig. Jeg vil takke alle dem der i årenes løb har siddet i Fejøforeningens bestyrelse. De gør et kæmpe arbejde, og deres indsats er helt uvurderlig. Tak for jer!

Når man ser hvad der er sket både i Lolland Kommune og i Ravnsborg Kommune, som opstod for ca. 50 år siden, så kan man ikke komme uden om at Fejø har kæmpet og vundet en sej kamp på mange områder. Fejø har mistet meget, både magt og indbyggere, men har også evnet at redefinere sig selv og skabe nye tilbud, så øen stadig er skøn, fuld af aktiviteter og tiltrækningskraft over for fremtidens tilflyttere.

100 år siden – Achton Friis
Går vi 50 år længere tilbage – til for 100 år siden, så Fejø helt anderledes ud – og alligevel er der ting der ligner sig selv. Det er ret forunderligt.

I september 1923 – for 101 år siden – besøgte Achton Friis faktisk Fejø. Han skulle skrive et stort værk om de danske øer. Det var på denne årstid, han trillede rundt på en moderne cykel gennem øen og så på vores frugtplantager og husene langs Herredsvej. Lad mig være ærlig: Achton Friis var ikke just imponeret. Han så ingen landsbyidyl her. Nej, hans blik faldt i stedet på de store telefonpæle, som han mente ødelagde udsigten langs vejene mellem frugtplantagerne. Der var kun få bygninger der fik ham til at stoppe op.

Han cyklede fra Dybvig mod Vesterby. Han så masser af frugttræer, kilometer efter kilometer, men ikke noget, han syntes var værd at dvæle ved. Så kom han til Hans Hansen. Hans Hansen, der stod udenfor sin gård (nogle mener det er Herredsvej 122 eller 148). Han var en mand, der med sin holdning og sin ro mindede Achton Friis om en høvding. ”Han stod stille med Front imod mig og med Tommelfingrene i Vestens Ærmegab”, skriver Achton Friis. Han blev straks imponeret af hans fremtoning og tænkte, at her var én, han ville fotografere og tale med. Men det gik ikke helt, som Achton Friis havde håbet.

Med det samme han spurgte, om han måtte tage et billede, blev han mødt af et klart og kontant “Nej!” Og det gentog sig – han fik hverken lov til at tage billeder eller få en snak.

Men Achton Friis, som godt kunne være lidt stædig, satte sit kamera op ude på vejen, selvom Hans Hansen havde sagt nej. Måske for at se, hvordan Hans Hansen ville reagere. Og hvad skete der? Hans Hansen gik hen og lukkede porten og smækkede bagefter døren til huset i med et brag – det var en tydelig markering af, at han ikke ville portrætteres. Achton Friis fik ikke billedet, men i stedet nedfældede han historien om Hans Hansen, der havde afvist ham.

Det er en interessant historie om mødet mellem en udenforstående rejsende skribent og en lokal fejøbo. Det kan godt være, at det ikke var sådan det reelt skete, men det var sådan Achton Friis valgte at beskrive det dengang.

Måske kan vi godt se nogle paralleller, når vi sammenligner med i dag. Måden, hvorpå vi fortæller historier om Fejø, vedrører os alle.

Fejø og historierne om Fejø
Vi har alle en rolle i at skabe fortællinger om Fejø, og det er vigtigt, at vi gør det med ordentlighed, ærlighed og menneskeligt gehør – over for hinanden og over for øen. Ærlighed betyder, at vi tør fortælle om både udfordringer og succeser. Men vi skal også levere vores budskaber med omtanke og respekt. Ord har magt til at bygge op eller rive ned, og vi har derfor et ansvar for at bruge dem klogt, med forståelse og vilje til at styrke fællesskabet.

Ligesom Achton Friis forsøgte at indfange Fejø, bliver vi også i dag betragtet udefra – med andres øjne og på platforme, der ikke er vores egne. Men i dag har vi muligheden for også at tage ordet selv.

Så lad os ikke kun lade andre tolke på, hvem vi er, men også selv fortælle vores historier – både om det svære og om det, der binder os sammen. Hele tiden skal vi huske, at vi får mest ud af at kæmpe sammen frem for mod hinanden. Vi skal være opmærksomme på, at de historier vi fortæller, ikke skader den dialog, som vi med mellemrum skal have med hinanden om svære emner.

Nuet og Æblets Dag
I dag, på Æblets Dag, står vi midt i Fejøs virkelighed. Alt det, som andre kun kan læse om – det lever vi i lige nu. Lad os forlade de skrevne ord et øjeblik (alt det der står i bøgerne, aviserne og på de sociale medier). Lad os træde ud i nuet – ud i virkeligheden. Lad os smage, dufte og nyde æblerne, tale sammen og lytte til hinanden. Føle, at vi er en del af noget større – nemlig Fejø.

Æblets Dag er blevet en tradition, der viser os, at der er mere, der samler os, end der splitter os. Lad os fejre vores æbler, vores ø, vores fællesskab – og ikke mindst hinanden. Vi ved, at vi når længst, når vi søger de fælles mål, taler med hinanden og kæmper sammen.

Tillykke med de 50 år til både Sammenslutningen af Danske Småøer og til Fejøforeningen.

Tak til alle de frivillige bag Æblets Dag, som hvert år bruger masser af timer på at stable dette flotte arrangement på benene.

Og så vil jeg ønske jer alle sammen en rigtig god Æblets Dag !

Lokal initiativpris til Lolland-Falster Lovestorm

Foto: Business Lolland-Falster

Lolland-Falster Lovestorm og jeg modtog 8. oktober Business Lolland-Falsters nyindstiftede Initiativpris.

Efter overrækkelsen delte jeg følgende:

Tusind tak! Jeg er så taknemmelig, rørt og stolt over denne hæder.

 

Jeg vil gerne sige tak til min bestyrelse i Lolland-Falster Lovestorm – uden jer var dette arbejde umuligt. Tak til QLF (Quality Lolland-Falster) som startede Lovestorm i 2015, tak til vores Lovestormambassadører, tak til vores mere end 400 personlige foreningsmedlemmer og tak til vores erhvervspartnere.
Ikke mindst stor tak til alle jer, der er en del af vores Facebook-fællesskab. Vi er i øjeblikket over 42.000 i vores gruppe.
Lolland-Falster Lovestorm kunne godt bruge endnu flere erhvervshistorier, så hvis I har nogle succeser, så del dem gerne med os.
Det er nemlig afgørende, at erhvervsfolk ikke kun taler til erhvervsfolk, men også til helt almindelige mennesker. Lolland-Falster har brug for nye medarbejdere, nye naboer og besøgende, der ser potentialet her. I Lovestorm finder vi autentiske fotos og fortællinger om, hvordan det er at leve, bo og være gæst her på Lolland og Falster, og vi har et stort og engageret publikum som spreder historierne videre.
Civilsamfundet har brug for et stærkt erhvervsliv, men erhvervslivet har i lige så høj grad brug for et loyalt og stærkt civilsamfund, der bakker op om vores område. Det er netop det, vi har forsøgt at skabe og konsolidere med Lolland-Falster Lovestorm.
Vores bevægelse er ikke en traditionel erhvervsvirksomhed, så jeg har aldrig haft forventninger om at Lolland-Falster Lovestorm skulle fejres ved Business Lolland-Falsters prisfest. Derfor er jeg både overrasket og utroligt taknemmelig.
Tusind tak for anerkendelsen til Business Lolland-Falster – den giver os styrke, selvtillid og energi til at fortsætte arbejdet. Batterierne er nu ladet op til 100%!
#lollandfalsterlovestorm

Omtale på Business Lolland-Falsters website:
https://businesslf.dk/lovestorm-modtager-aarets-initiativpris/

Omtale på LF Lovestorms website:
https://www.lovestorm.dk/2024/10/09/lolland-falster-lovestorm-haedret-med-ny-initiativpris-fra-business-lolland-falster/

 

Translokationstale for HHX- og HTX-studenterne i Nakskov, årgang 2024

Nakskov – byen med vinger og rødder

Kære HHX’er og HTX’ere fra CELF i Nakskov, årgang 2024

Det er en stor ære for mig at være blevet indbudt til at tale for jer i dag. Til jer der ikke kender mig, kan jeg fortælle at jeg bor på Fejø og arbejder hos Nordic Sugar i afdelingen for Digitalisering og Teknologisk Service. Ved siden af er jeg også med i bestyrelsen for Lolland-Falster Lovestorm.
Jeg vil starte med at ønske jer stort tillykke med jeres eksamen. Nu går I ind i en fremtid fyldt med muligheder og spændende udfordringer. Med jeres eksamen her fra CELF er dørene nu åbne for en bred vifte af karrieremuligheder.

Hvad kan man blive som HHX og HTX-student? Tja, jeg har gjort ligesom I måske ville gøre. Jeg har spurgt Chat.GPT. Den svarer at kan I søge ind på uddannelser som marketingkoordinator, finansanalytiker, robotingeniør, projektleder, ejendomsmægler, dataanalytiker, eventkoordinator, softwareudvikler, HR-konsulent eller bioteknolog. Jeg tænker, der er gode jobmuligheder i alle disse brancher. I står et godt sted i livet.

Men jeres muligheder stopper ikke her. Jeg vil gerne minde jer om – allerede her tidligt i jeres liv – at I også har potentialet til at blive ledere, hvor I kan tage ansvar og forme fremtiden for de virksomheder eller organisationer, hvor I bliver ansat.

Og der er også en tredje mulighed som jeg vil huske jer på. For dem af jer der har en iværksætterdrøm i hjertet, kan I vælge at blive selvstændige og skabe jeres egne succesfulde virksomheder.

Om succes
Succes kræver at I har styrke til at holde fast i jeres ambitioner og arbejde målrettet. Ja, det er jo let nok hvis man kan lide at gå i skole, eller hvis man kommer fra familier, der kan hjælpe én på vej. Så er alting nemmere. Men omvendt: hvis I gang på gang har oplevet uretfærdighed, eller hvis I ikke har en familie eller netværk der har gået vejen før jer og kan hjælpe jer, så er det svært. Mit råd til jer er at I skal vende det om og gør følelsen til en positiv kraft. Gør det til jeres brændstof.

Mange succesfulde mennesker har brugt deres egne oplevelser med uretfærdighed som brændstof til at opnå store resultater. Det er forfærdeligt at møde kritik, undertrykkelse, begrænsede muligheder, manglende anerkendelse, afvisninger og forskelsbehandling, men det er alt sammen oplevelser, som I kan prøve – ja, I er faktisk nødt til – at vende til noget positivt. Jeg tror at alle os der er til stede her i salen i dag, har oplevet at stå i sådan situation.

Du skal sige til dig selv: ”Jeg skal eddermame vise dem. Jeg skal vise alle dem der ikke tror på mig, at de tager fucking fejl.” Du skal vende denne her vrede til en energi, som bringer dig fremad. Så er der bedre chancer for at I ender med en succes, som alle omkring jer slet ikke havde forventet. Glæden er så meget større, når man når sådan et mål.

Et er sikkert: Succeserne kommer ikke af sig selv, uanset om du sidder med et ringe eller et godt eksamensbevis i dag. De fleste er nødt til at arbejde hårdt for at nå de mål, de sætter sig. Men jeg tror at det vigtigste er at I tror på jer selv.

Nakskov
Der er mange af jer der er nødt til at rejse væk fra Nakskov for at forfølge de mål, I har for fremtiden. Men husk at I kommer fra en fin, gammel by, hvor såvel torvet og de gamle bygninger som de grundlæggende menneskelige værdier er i orden.

Nakskov har mange gode arbejdspladser: Vestas, Nakskov Sukkerfabrik, Crispy Food, Ortofon, Alfa Laval, Nordic Air Filtration, C.E. Andersen, Bar2 og mange andre.

Folk der bor i Nakskov, nyder godt af en rolig og tryg livsstil, hvor der er adgang til både natur og kultur, og hvor man mærker en stærk følelse af fællesskab. For at illustrere dette vil jeg gerne læse op fra et Facebook-opslag fra Lolland-Falster Lovestorm. Det er skrevet af Steffan Juul og handler netop om Nakskov.

For lidt over 3 år siden boede Susan og jeg i Nivå. Et sted hvor vi var utrygge. Et sted hvor vi ikke var glade og et sted hvor man (generelt) ikke gik ud om aftenen. Vi havde svært til smil og holdt os generelt meget for os selv.
Nu er vi her. Skønne skønne Nakskov. En by med højt til loftet. Hvor man smiler til fremmede. Hvor man siger “hej”, “godmorgen”, “godaften” til folk man ikke kender. Hvor vi er glade og nyder en god aftengåtur. Hvor vi ikke kan lade være med at smile og elsker at være sociale (når hovedet er til det).
Vi skal nordpå om en månedstid. Og vi ved at vi vil blive kaldt Bonderøve og andet, men vi er ligeglade. Kald os endelig bonderøve, knoldesparkere og andet…for vi er glade hvor vi er. Vi er nyforelsket i hinanden og i Nakskov.
Skønne skønne Nakskov…ligesom alle andre byer, bare lidt smukkere ❤

Det som Nakskov mangler, er erhvervsaktive, unge mennesker som jer. Vi ved, I er nødt til at rejse væk for at videreuddanne jer, men vi håber, I kommer tilbage igen. Befolkningssammensætningen i Nakskov er ikke i balance, men den gode nyhed er, at der er mange virksomheder, som er ved at etablere sig i Nakskov og på Vestlolland. Jeg kan læse mig til, at det er virksomhederne European Energy, Copenhagen Energy, Hveiti, Biofuel Technology og Nature Energy. De og Nakskovs øvrige virksomheder og forretninger kommer til at mangle arbejdskraft om få år, og det vil gøre unge mennesker som jer særligt eftertragtede. I kommer ikke ”bare” fra det almene gymnasium. Nej, I har viden og interesse inden for teknologi og handel. Jeg tror ikke, I vil mangle karrieremuligheder her.

2024, klimaforandringer og fremtidens virksomhed
Jeg vil gerne sige nogle ord til jer om den tid vi lever i lige nu, hvor klimaforandringerne er en af de største udfordringer, vores verden nogensinde har stået overfor. De beslutninger, vi træffer nu, vil forme fremtiden for vores planet og for de kommende generationer.

Klimaforandringerne kræver, at vi tænker anderledes, at vi handler hurtigt og beslutsomt. Det er jer, den nye generation, der skal tage denne udfordring op, og vi, der er jeres forældregeneration, skal klappe i og lytte til jer. I har en mulighed for at skabe en bæredygtig fremtid, hvor økonomisk, miljømæssig, social og kulturel bæredygtighed går hånd i hånd. Jeres engagement, jeres innovative tanker og jeres vilje til at gøre en forskel er afgørende. Det er en tung byrde at bære, men også en fantastisk mulighed for at forme en bedre verden.

Jeg tror, det bliver spændende at være ejer, leder og medarbejder i fremtidens virksomhed. I bliver en del af denne rejse i langt højere grad end jeres lærere, jeres forældre og alle andre, der er på min alder eller ældre. Min mormor blev næsten 100 år og fortalte tit, hvor forundret hun var over alle de ting, der var sket og opfundet i hendes levetid. Udviklingen er fortsat i min levetid, og forandringerne vil blive endnu større i jeres levetid.

Til sidst vil jeg gerne give jer nogle råd med på vejen:

1) Lyt ikke til urealistiske forventninger fra samfundet, jeres venner eller jeres familie: Det er vigtigere at holde fast i hvem I er, finde jeres egne personlige mål og gå efter dem, frem for at forsøge at opfylde andres forventninger.

2) Det er okay at tvivle og føle usikkerhed: Det er normalt at have tvivl og ikke have alt på plads med det samme. Lyt ikke til hvad andre forventer af jer, men lyt til jer selv. Vær nysgerrig over for brancher I ikke kender. Giv jer tid til at mærke efter hvilken vej der passer til jer og bliv ikke bange, fordi I ikke har svaret lige nu. Mange har først fundet den rigtige karrierevej længe efter de fik studenterhuen på.

3) Find en karriere eller levevej, der passer til jeres til personlige interesser: I skal finde noget der passer til det der interesserer jer og det som I har talent for, også selvom det afviger fra den vej andre forventer af jer. Det giver både mening i livet og stolthed at være dygtig til et fag, et håndværk eller en anden særlig beskæftigelse. Udviklingen sker så hurtigt. De jobtitler og -funktioner I vil få gennem livet er nogle vi slet ikke kender i dag. Så det vigtigste er at I vælger noget som I selv synes er spændende.

Jeg vil ønske jer al mulig held og lykke. I er i mine øjne den generation, der bærer den tungeste og sværeste arv nogensinde. Ikke bare skal I drive dette samfund videre, I skal også bremse op og køre ud ad radikalt nye veje. Oven i det har I en skarp deadline og kan ikke skubbe opgaven over til jeres børn. Det giver spændende udfordringer, men også muligheder både for medarbejdere, virksomheder, en by som Nakskov og en landsdel som Lolland-Falster.

God rejse til jer, der forlader Nakskov nu eller efter sommerferien.

  • Tro på jer selv.
  • Glem aldrig, at I kommer fra Nakskov, byen med de store vinger og de dybe rødder. Husk at have fokus på begge dele.
  • Pas godt på hinanden og pas godt på Nakskov.

Tillykke alle sammen – and may the Force be with you, always!

At være andre menneskers tillid værdig

Hvis man i den forbindelse ikke har tillid til eksterne og interne samarbejdspartnere, så syntes jeg oprindeligt man skal overveje sit kandidatur.  For et samarbejde, det skal bygge på tillid og ikke mistillid, og er der ikke tillid i et samarbejde, så kommer det ikke til at gavne nogen.

Sådan lød det fra et af byrådsmedlemmerne ved Lolland Kommunes byrådsmøde d. 30. marts 2023. Vedkommende talte om medlemmer af specialskolebestyrelsen.

Jeg studser over denne udtalelse. Man skal ikke nødvendigvis overveje sit kandidatur, hvis man ikke har tillid til nogen. Sådan er det på arbejdsmarkedet, hvor man må gå sin vej, hvis man ikke er tilfreds med chefen eller topledelsen. At sidde i en skolebestyrelse er ikke som at sidde i et job. I en skolebestyrelse er det ens pligt at hjælpe byråd og medarbejdere med at skabe den bedste skole. Det er et tillidshverv. Og fordi de er tillidsfolk for forældrene, er man nødt til at lytte til dem, også selvom det, de siger, ikke er rart at høre.

At have tillid kan betyde to ting. Tillid kan gå begge veje. A kan have tillid til B. Og A kan have B’s tillid. Det første betyder, at A udviser tillid over for B. Det andet betyder, at B udviser tillid over for A.

Tillid er noget man som menneske både kan give og få. Men når man stoler på et andet menneske og give ham eller hende tillid, høster man ikke nødvendigvis den andens tillid. Tillid er noget man skal gøre sig fortjent til. For at to parter kan have et tåleligt forhold, er det nødvendigt at tilliden er gensidig, og at man fra begge sider forsøger at opretholde den.

Andre menneskers tillid er derfor dyrebar. Man skal gøre sig umage for at opnå og beholde sine medmenneskers tillid. Vores dronning sagde i sin tale til kronprinsessen, da hun blev gift med kronprins Frederik: “Må vi altid være hendes tillid værdig”. Det var meget smukt sagt. Vores statsoverhoved sagde ikke, at hun havde tillid til kronprinsessen, hvilket i sig selv havde været et flot skulderklap. Hun vendte magtforholdet rundt og tog ydmygt selv ansvar for tillidsforholdet til sin svigerdatter. Man er et stort menneske, når man udtrykker sig på den måde, og det vil jeg huske hende for længe.

Og sådan bør man som byrådsmedlem også sige om såvel skolebestyrelser, borgere og kommunens medarbejdere: ”Må vi altid være deres tillid værdig”.

Er man ude for, at man har mistet fx en skolebestyrelses tillid, så er det ikke nødvendigvis skolebestyrelsen, den er gal med. Så skal man kigge indad. Har man været skolebestyrelsens tillid værdig? Det skal man altid spørge sig selv om, inden man nogensinde foreslår, at skolebestyrelsens medlemmer skal forlade bestyrelsen.

Man må aldrig bebrejde nogen, at de har mistet tilliden til én selv eller andre. De kan tage fejl, men de kan også have ret. Og ”fejlen” kan ligge på begge sider, fordi man ikke lytter, men taler forbi hinanden.

Magtforhold
Man bør altid være opmærksom på magtforholdet mellem to eller flere dialogpartnere. Ofte er magtforholdet ulige. Magtforholdet er ulige mellem dem, der sidder i byrådet, og alle os der sidder udenfor, for byrådet har ret til at træffe de beslutninger de nu engang gør. Det hedder demokrati, og det står ikke til at ændre mellem to valg.

Dem, der har magten, dvs. byrådet i dette tilfælde, er magtmæssigt overlegne i den dialog med borgerne, som foregår. Og netop derfor skal de gøre sig ekstra umage, når de lytter til borgerne. Som den stærke part skal de overhøre fornærmelserne, vende den anden kind til og hele tiden søge at forstå og hjælpe så kommunikationen glider. Også mellem samarbejdspartnere, der i frustration får sagt grimme ting. Hvis også byrådsmedlemmerne begynder at skælde ud og sparke nedad, endda ved et offentligt møde, så går relationen helt galt. Byrådets medlemmer har magten, og derfor har de i mine øjne det største ansvar for at bevare roen og sikre en god kommunikation. Det får man ikke ved at bede folk om at forlade arenaen, fordi de har mistet tilliden.

Vælgerlede og anerkendelse
Selvfølgelig er det hårdt at blive revset af borgere, der kritiserer og er uenige. Men fordi man har magten, skal man være varsom med at ”råbe” tilbage til borgerne. Irettesætter man en borgergruppe hårdt, som en forælder, der skælder et barn ud, så kan man som politiker få skyld for at have ”vælgerlede”, dvs. hade sine vælgere. Den situation må man aldrig sætte sig selv i som politiker. Ligegyldig hvor ærlig, transparent og klar til øretæver, man ønsker at fremstå. Hver gang nogen råber, optrappes konflikten.

Jeg har bemærket al den ros som medarbejderne i Lolland Kommune får. Der er ikke et byrådsmøde, uden der er ros til medarbejderne. Sådan bør det også være. Men man bør overveje at behandle borgerne med samme ros og venlige anerkendelse, også selvom de taler lige ud af posen og ikke er lige så loyale som medarbejderne. Prøv at se lige så positivt på borgergrupperne og ros dem af et oprigtigt hjerte, når der er grund til det. Allerhelst i det offentlige rum, hvor alle kan se det.

Er det for svært at finde noget at anerkende hos borgerne, så brug et sidste trick nemlig ”nysgerrighed”. Det er en god ide at være nysgerrig og undres, når man ikke forstår, hvorfor en gruppe borgere opfører sig så dumt og modarbejder den vej, man selv ønsker at gå. Det er helt legitimt at spørge ”hvorfor” og undres. Gør man det uden fordomme, så står der masser af gode mennesker derude, der gerne vil forklare og uddybe deres bekymringer.

Omgivet af idioter
Jeg kender det selv: Vi har alle oplevet situationer, hvor man føler man er omgivet af idioter. Dem omkring mig forstår ikke, hvor jeg vil hen, de lytter ikke og kommer med modargumenter, som jeg ikke altid kan svare igen på. Man føler sig helt alene med sine indlysende pointer, og det er vildt irriterende. Men det er et grundvilkår, vi alle lever med. Vi er alle omgivet af “idioter”, og vi er alle en ”idiot” i andres perspektiv.

Derfor er det vigtigt at kunne gebærde sig og opføre sig respektfuldt. For hvis man behandler folk, som de idioter, man synes de er, så frastøder man dem. Og man bliver mere og mere isoleret og alene. Et godt råd er at holde igen med sin kritik både over for mennesker, som man magtmæssigt er hævet over, og over for andre jævnbyrdige, som man reelt gerne vil samarbejde med. Ellers bliver afstanden for stor, ord som ”respektløs” og ”magtfuldkommen” begynder at klæbe til en, og de gode løsninger man skulle finde i fællesskab, bliver aldrig til noget.

Genstart Horslunde og Holeby

Da jeg tænker at mange høringssvar handler om ulemper for Horslunde og Holeby som lokalområder, vil jeg gerne tage de mere overordnede briller på og se på, hvilke negative konsekvenser det kan have på hele Lolland Kommune i fremtiden at lukke skoletilbuddene i Horslunde og Holeby. Samt hvilke fordele kommunen kan have ved at bremse op og standse afviklingen.

Skibet Lolland Kommune tager i øjeblikket vand ind og mister indbyggere hver dag, hvilket gør befolkningssammensætningen værre og værre. Demografien er skæv. Færre unge giver færre familier med børn. Og færre skoler vil blot accelerere tilbagegangen. At lukke skolerne vil svare til at hugge hullerne i skibets bund endnu større, så skibet tager endnu mere vand ind og synker hurtigere.

At lukke skoler og forringe bosætningsforholdene i landsbyerne kommer også til ramme Nakskov og Maribo en dag. Uden skoler vil færre bosætte sig i oplandet omkring Nakskov og Maribo og de omkringliggende landsbyer. De børn som i dag går i gymnasiet og på øvrige ungdomsuddannelser i Maribo og Nakskov, vil være væk om føje år, når de nuværende årgange har forladt skolen. Det vil undergrave disse uddannelsers elevtal og fremtid når børnene fra oplandet mangler. Færre elever til musikskolen, færre elever til sportstilbud, færre kunder i butikker og cafeer.

Derfor vil man opdage, at vandet på skibet Lolland Kommune også begynder at stige om fødderne på dem der står på dækket og højere oppe “på broen”. Vandet siver nemlig ind gennem de store huller, man har lavet i de omkringliggende landsbyer ved at lukker skoler. Faren for, at også Nakskov og Maribo kommer til at lide alvorlige ”folketab” på sigt, er nærliggende. Og man vil opdage, at de huller i landsbyerne man lavede i 2023-2024, forhindrer at hele skibet Lolland Kommune kan holdes flydende.

Derfor er løsningen ikke at gøre hullerne i skibets bund endnu større. Løsningen er at udbedre hullerne, dvs. genstarte disse landsbyer, holde på børnetal og indbyggere og sætte alt ind på at øge tilflytningen.

Dette vil betyde at man skal:

  • Bevare skolerne og lave en plan for ”genbefolkning” sammen med landsbyernes indbyggere.
  • Samarbejde med ejendomsmæglere og kommunikere om det gode liv i netop disse to landsbyer.
  • Kræve at indbyggerne selv er med til at beskrive, fremhæve og synliggøre det gode liv i deres landsbyer.
  • Hjælpe dem med at udvikle nye hjemmesider for landsbyerne med gode beskrivelser af service, foreningsliv, fællesskaber og ikke mindst portrætter af dem der bor der.
  • Følge befolkningsudviklingen nøje.
  • Fejre fremgang og bruge tilbagegang som drivkraft til at skrue op for indsatsen.
  • Give de to landsbyer samme positive omtale og synlighed som Nakskov og Maribo får.

Alle folkeskolerne i Lolland Kommune bør fremhæves som det sker med Den Internationale Skole i Maribo, for det gavner skolerne at blive set og anerkendt. Hvert år kommer der nye elever ind, og dem og deres forældre skal der gøres en særlig indsats for at tilfredsstille og fastholde.

Hvem skal bo i Horslunde og Holeby? Arbejdspladserne på Lolland har brug for arbejdskraft og tilflyttere. Mange mennesker har fået mulighed for at arbejde hjemme, hvilket betyder at man kan bo meget længere fra sin arbejdsplads end tidligere, og det gør at folk tør flytte på landet. Mange i kreative fag og solovirksomheder søger hen, hvor boligerne endnu er til at betale. De nye internationale sosu’er, som Lolland Kommune meget visionært og forudseende har hentet til landet, kunne også være et bud, eftersom de formodentlig ikke kun skal arbejde i Nakskov og Maribo. Samme visionære fremsynethed skal præge kommunens folkeskoler, for netop folkeskoler også uden for de to købstæder kan være med til at give et mere varieret boligudbud for kommende tilflyttere til kommunen.

Jeg mener at Lolland Kommune har alt at vinde og intet at tabe ved at tage ansvar og genstarte disse to landsbyer i tæt samspil med indbyggerne. Lukkes skolerne, taber vi med sikkerhed. Både nu og på sigt. Bevarer vi dem, kan vi begynde at bygge op og udvikle to vigtige geografier i vores kommune.

Det ville kræve mod, som er endnu større end det mod, der skal til for at lukke skoler. Men nogen skal turde bremse op, stoppe afviklingen og vende det skib der lige nu tager vand ind, men som kan reddes, hvis man hiver det på land og laver en plan for udbedring af hullerne. Men jeg tror at Lolland Byråd kan.

At afvikle er ikke svært. Det gøres mange steder. Det Lolland Byråd, som sidder i denne periode, har lige nu en enestående chance for at gøre noget overraskende, nemlig at tage ansvar ved at udvikle. Det kræver at befolkningen også tager ansvar og indgår i de planer for udvikling, som kommunen naturligvis inviterer dem til. Men tiden til det er inde. Krisen har fået alle på tæerne, alle vil lytte til et budskab som dette, alle vil handle, og dét kan netop være vendepunktet.

Situationen, vi står i nu, kan være afsættet for en ny fortælling om at vende afvikling til udvikling, som Lolland Byråd i fremtiden kan bryste sig af, når de taler med andre lokalpolitikere i Danmarks landdistrikter.

Bevar folkeskolerne i Horslunde og Holeby. En lignende chance kommer ikke igen.

Hvem skal sikre stærke lokalsamfund og et værdigt hverdagsliv i Lolland Kommune?

Kronik bragt i Lolland-Falsters Folketidende 28. februar 2023

Lise Nørgaard har engang sagt: ”Hvis vi tror at den måde, vi lever på, er god nok, så er den helt gal. Man skal kunne tvivle, så man kan se, at det kan gøres anderledes”.

Lad mig stille spørgsmålet om ”det kan gøres anderledes” i forhold til Lolland Kommune og de beslutninger der tages i Lolland Byråd i denne byrådsperiode, for jeg føler der er noget helt galt.  Er den kommunale drift ved at smelte fuldstændig ned? Uden nogen form for kontrol eller redningsplan? Det virker sådan. Og det er nu så udtalt, at det må siges højt.

Øernes trivsel er 100% proportional med den færgeservice, kommunen leverer. At fjerne færger, ændre sejlruter, reducere afgange og forlænge sejltiden markant ligger som valgmuligheder i planer for en fremtidig færgefart. Det vil betyde en eksorbitant ringe færgeservice, og det vil være starten på enden for øerne som levende lokalsamfund og turistdestinationer. Det er en amputation på levende samfund, og det vil føre til ødød.

Så har vi skolerne i Horslunde og Holeby. Jeg er rystet over, at man vil lukke dem og de lokalsamfund som ligger omkring dem. Det er lokalsamfund som Horslunde og Holeby, man som børnefamilie med lyst til et liv på landet kigger efter. Med alle de fordele, der hører med der. Uden et skoletilbud i disse landsbyer bliver det svært for dem der er 60+ at få solgt deres boliger til yngre ejere, værdien af boligerne bliver lavere, hvilket gør det sværere at rykke til nye boliger i Nakskov og Maribo. Boligrotationen går i stå, og det rammer måske endda lysten for investorer til nye byggeprojekter i byerne. En skolelukning rammer både unge og gamle, folk med og uden formue, land og by.

Jeg forstår på byrådets argumenter, at det er en nødvendighed. At byrådet ikke har andet valg. Vi kan ikke bruge penge, vi ikke har. Det er reglen i enhver husholdning, og sådan er det også i Lolland Kommune.

Men vil vi finde os i det? Vil vi fortsætte med hvert 4. år at stemme folk ind i byrådet, som reelt er bundet på hænder og fødder, og som kun bliver husket for alt, hvad de lukkede og nedlagde. Det var da ikke det, de selv troede på, da de stillede op? Eller var det dét, de troede, de gik ind til?

Lolland-Plus og Lolland-Minus

Jeg følger med både i Folketidende og på LinkedIn, hvor alle mulige nyheder om Lolland strømmer ind i mit feed, positive som negative. Det er, som om vi har et Lolland-Plus med de mest fantastiske succeser i øjeblikket: Investeringer, virksomhedsetableringer, udvidelser, byggerier, rekorder i vækst osv. Respekt for alle, der arbejder på den front og til daglig skaber alt dette. Og så har vi et Lolland-Minus, som er ved at dø ud, og hvor vi ligger langt under bundlinjen og langt efter andre kommuner og gisper efter luft. Hvordan får vi etableret nogle livgivende kanaler fra Lolland-Plus, så det pumpes ind i og gavner Lolland-Minus, også på lokalt niveau? Det føles som to galakser, der er helt adskilt.

Jeg har altid været optimistisk og troet, at vendepunktet var lige om hjørnet. Hvis vi har en tilflytning af stærke borgere til kommunen, så vil ubalancerne aftage. Så kan vi få skattekroner, og vi kan komme ud af det økonomiske kviksand som Lolland-Minus står i. Men der vil gå mere end 10 år, før vi kan gøre os forhåbninger om en sådan udvikling, forstår jeg nu, når jeg taler med byrådsmedlemmerne. I de næste 10-15 år vil Lollands befolkningssammensætning blive værre og værre, og det vil ikke kunne ses på budgetterne at der flytter folk med gode jobs til, for det vil medføre at kommunen bliver trukket i udligningsstøtte. Vi har reelt en kommune, der er på kontanthjælp, og hvor reglerne for udligning rammer os så uheldigt, at der vil gå årtier, før den bliver en ”rask” og selvstændig kommune i balance. Det er nu årsagen til, at byrådet fører en sparekniv, der er så stor og skarp, at vi borgere aldrig før har set noget lignende.

Tanker som byrådsmedlem

Hvad tænker man, når man sidder i Lolland Byråd? Var det en virkelighed som den, vi sidder i nu, som de drømte om, da de blev valgt for godt et år siden? Jeg tror – og håber da –, at de er rystede i deres grundvold. Men vi snakker ikke om det. De nye har brugt de sidste 12 måneder på at blive sat ind i kommunens drift og økonomi, og det er gået op for dem, hvor slemt det står til, og hvor lidt råderum de har. De er lænket på hænder og fødder – et udtryk som nogle af byrådsmedlemmerne har brugt offentligt. Byrådsmedlemmerne har været på rystesammentur, og nogle har været i Bilbao for at se på udvikling. Ingen af dem har delt noget om de indsigter, de har fået.  Jeg er virkelig stor tilhænger af ny viden og oplysning og ville ønske, at nogle flere kendte til det, som byrådet undervises i.

Jeg tror, de nye byrådsmedlemmer efter de første 12 måneder må være enormt skuffede, men det er naturligvis ikke noget, man kan sige offentligt, når man er byrådsmedlem, har knap tre år tilbage på posten og måske også gerne vil genvælges. Hvor er udsigten til at føre Lolland Kommune ind i en ny tid? Hvor er visionerne? Den er der for Lolland-Plus, men for det Lolland, hvor man er borger i kommunen og har brug for enten skolegang, ældrepleje, specialtilbud eller offentlig transport, da står det ringere til – især hvis man bor uden for Nakskov og Maribo. Jeg har læst om de otte fyrtårne, som er kommunens udviklingspapir, men de er formuleret omhyggeligt snørklet med mange flere åbne spørgsmål end klare løfter om noget. Jeg har bemærket, at byrådsmedlemmerne er gevaldigt tavse, efter at valgkampen sluttede. De siger ikke noget. De skriver ikke noget. Kun hvis der er et snoreklip eller andet at fejre. Hårdt presset svarer de mest erfarne, når Folketidende aftvinger dem et svar. Jeg tror, mange af dem har ondt i maven.

Byrådsmedlemmerne blev op til jul rost for at ”tage ansvar” af borgmesteren. Det er også et udtryk, der går igen. Det er et rart udtryk, som man som byrådsmedlem kan varme sig lidt ved. Så betyder det, at man drøfter og nikker til de forskellige indstillinger på dagsordenen, da noget. Man løfter en vigtig opgave. Man forvalter. Nogen skal jo prioritere og tage den tunge opgave og al kritikken. Det skylder vi dem tak for. Jep. Hvis jeg havde siddet i byrådet, så kan det da også godt være, at jeg ville have givet borgmesteren ret, ranket ryggen og glædet mig over at være en der ”tager ansvar”. For i en situation der er helt håbløs, så er det helt naturligt, at man ser på sin erfarne leder og følger ham. Det er helt menneskeligt.

Jeg tror egentlig godt, de fleste byrådsmedlemmer kan mærke, at det, de gør, når de ”tager ansvar” og prioriterer hårdt, er kortsigtet og i strid med, hvad de reelt drømmer om at være med til at beslutte. Det fører ikke til succes for Lolland i det lange løb. Det går fortsat kun ned ad bakke ovre i Lolland-Minus. ”Vi kan ikke se mere end et år + fire fremad.” ”Vi tager de beslutninger, vi er tvunget til.” Det er som at være sat under administration. Her bliver plasteret bare trukket af i langsomt tempo. Og hvis det er værre at komme under administration, så oplys også borgerne om forskellen.

Jobs og gode skoler
Hvis vi vil noget med Lolland, er det supergodt, men ikke nok at skabe jobs, jobs og atter jobs, som det sker i Lolland-Plus. Nogle mennesker skal jo passe de jobs. Det er dem, der bør være næste prioritet efter jobskabelsen. Vi får dem ikke kun ved at fortælle, at her er godt at bo. Vi skal også skabe leveværdige lokalsamfund og kommunal service. Og det starter med skolerne. De helt almindelige folkeskoler, både i og uden for byerne.

Fremtidsforsker Anne Skare Nielsen skriver i en artikel fra Erhvervshus Sjælland:

”Da man i efterkrigstiden flyttede fra land til by, var det blandt andet pga. den industrielle udvikling, men man troede også, at det gode liv lå i byerne. I dag er der flere, der gerne vil ud af byerne, hvis vilkårene er rigtige og det giver mening for dem. Med Corona-nedlukningerne fik vi hjemmearbejdspladser og har lært, at det gode liv og fleksibilitet betyder noget. Vi har opdaget, at det gode liv findes og at man sagtens vil kunne bo og arbejde på landet.”

Hun peger på, at kommunerne og virksomhederne har en opgave med at sikre de gode vilkår, der kan overtale en børnefamilie til at flytte fra byen. 

”Hvis skolerne, forældresamarbejdet og arbejdsmulighederne er gode, så er der en del familier, der gerne flytter ud af byerne og får adgang til naturrigdom og det gode liv”, siger hun. Læs artiklen her.

Hvis skoler og forældresamarbejde er ringe – eller helt fraværende – uden for købstæderne, så får vi ingen tilflyttere og tilhørende udvikling. Så står vi på en rulletrappe, der kun kører nedad, lige meget hvor stærkt vi forsøger at løbe op ad den. Derfor er det en ekstremt farlig sag at lukke skoler.

For det stopper ikke her. Der skal ikke den store forestillingsevne til at se tendenslinjen: Se at når de har slagtet Horslunde, Holeby og øerne, så kommer turen om nogle år til Søllested og Østofte. Haller og kulturhuse, som skånes i denne omgang, vil falde om 5-10 år. Og til sidst bliver det købstæderne, for de dør også ud, når deres opland dør. Så bliver det bibliotekerne, svømmehallen, sportshaller, musikskolen og teatrene og meget andet, som ikke redder liv og er lovpligtigt, som står for tur. Og det vil sprede sig. Elevtallet i gymnasierne vil falde, og der ryger måske et af dem. Lokaltoget vil få færre passagerer og afgange. Købmænd og brugser lukker, og det bliver svært at sælge sin bolig.

Med den sparehandlekraft og den nødvendighedens politik, der hersker i byrådet lige nu, kan jeg kan ikke se, hvorfor ovenstående scenarie ikke skulle være realistisk. Er der nogen i byrådet, der kan? Jeg vil rigtig gerne overbevises om det modsatte.

Indsigt i kommunens alvorlige tilstand for alle borgere

Jeg har en fornemmelse af, at der er noget helt galt med Lolland Kommune, og at det er værre, end vi vælgere aner. Med de seneste måneders udvikling og vilde spareforslag tror jeg dog, det er ved at gå op for mange, og det er måske tid til at bruge krisen til at skabe et vendepunkt. Jeg vil gerne foreslå, at alle de rare ildsjæle og andre borgere, som interesserer sig for og arbejder frivilligt for kommunens udvikling, kom på et kursus i kommunens tilstand, økonomi og fremtidsudsigter ledet af direktionen. At de fik den samme indsigt – råt for usødet – som vores byrådsmedlemmer har fået, siden de blev valgt.

Gjorde de det, er mit gæt, at der ville opstå et folkeligt oprør. Enten ville man kunne pege på noget, som Økonomi- og Erhvervsudvalget og direktionen helt har overset i deres handlemuligheder, eller også ville man give dem ret og sige: ”Ja, vi er bundet på hænder og fødder”. Men så måtte turen da gå til Christiansborg. Og her måtte vi i samlet flok fortælle, at nu er det slut med at bære et uforholdsmæssigt stort socialt ansvar, der river Lolland-Minus itu og lader det forbløde. Det er fællesskabet Danmark, der skal hjælpe vores udsatte medborgere, for ellers kommer Lolland Kommune aldrig ud af sin ”kontanthjælpsstatus”. Vi har ikke en chance, som udligningsreglerne ser ud nu.

Jeg deler ikke disse tanker for at råbe ad eller hænge byrådsmedlemmerne ud. Jeg prøver at sætte mig ind i deres situation, og jeg føler med dem. Mit ærinde er faktisk at hjælpe og rive dem ud af lænkerne, hvis jeg kunne. For hvis jeg var en af dem, ville jeg ikke kunne holde det ud. Det, der bekymrer mig, er, at den sagens alvor, som de tilsyneladende handler ud fra, måske ikke er gået op for resten af Lollands borgere. Vi skal ikke lulles i søvn frem til næste valg. Vi skal gøre noget ved det, før skuden for alvor går ned, og alle med en vis skaberkraft tilbage har fundet en ny bopæl uden for kommunen.

Dét, der er noget galt med, er vores grundvilkår. Men vi kan stadig sige fra. Vi kan forene os og sætte en modbølge i gang. I dag er der 1 mand og 24 andre fra byrådet, der forsøger at gøre noget ved udligningen. Hvis det ikke er nok, så må civilsamfundet hjælpe til og råbe op. Og hvis vores politikere ikke ønsker denne håndsrækning fra borgerne om et opråb, er det bekymrende. Så er det tegn på, at der virkelig er noget galt, hvilket giver endnu mere grund til at samles og sige stop.

Denne situation skaber en kæmpe kløft mellem borgere/vælgere og vores politikere. Det virker jo som om al sund dømmekraft, empati og evne til at forestille sig konsekvenserne af de beslutninger, der sker i byrådet, er på et minimum. Man spørger sig selv, om der slet ikke er nogen grænser? Er der nogen ting der overhovedet er fredet mere? Lolland står i en forfærdelig situation. Småøerne skal ikke have bedre forhold end resten af kommunen, så nu svinger vi kniven her. Det er jo en forfærdelig argumentation. Sigt dog efter det modsatte, og ikke laveste fællesnævner. Vi er i gang med et ”race to the bottom” – et kapløb hvor målet er bunden. Hvor sidder bremsen på dette køretøj?

Hvis jeg sad i byrådet i et af de store partier, ville min eneste udvej være at lukke verden og virkeligheden ude. Stemme for de forslag, som de erfarne byrådsmedlemmer anbefalede min gruppe, og holde op med at tage telefonen eller svare på mails. Så jeg forstår dem såmænd godt. Det er, som om boblen omkring politikerne ikke kun er lavet af vand og sæbe. Den bliver tykkere og tykkere. Den er snart af glas, måske tonet glas, hvor politikerne måske godt kan se ud, men hvor vi, der er udenfor, ikke kan se ind. De er 25, der har samme rædsomme vilkår, og selvfølgelig støtter de hinanden og sørger for ikke at ødelægge den gode stemning indadtil. Der er jo rigelig dårlig stemning udenfor med alle de utilfredse borgere.

Hvad skal vi borgere stille op?

Hvad er så løsningen? Situationen er uholdbar, og vi er efterhånden mange, der mærker, at den er helt gal. Skal jeg se nogle år frem, så duer det ikke, at vi – igen – får udskiftning på nogle af pladserne i byrådet fra januar 2026. Før valget hører vi om Lolland-Plus, vi genvinder troen og vælger nye og gamle kendinge ind i byrådet igen. Og efter valget vil vi rystes over nedskæringerne i Lolland-Minus og kan igen sidde og drømme om at finde nogle andre til stolene i byrådssalen. Sådan vil det jo fortsætte igen og igen. Som tingene er nu, vil ingen enkeltperson i byrådet med nye tanker kunne ændre noget. Den tro har jeg mistet.

Jeg har skrevet afslutningen på dette indlæg om og om igen: En kunne være en opfordring til, at vi alle melder os ind i nogle politiske partier og lokallister og giver vores mening til kende der. En anden opfordring kunne være at skabe en borgeralliance på tværs af vores lokalsamfund, som arbejder for udvikling uden for byrådets rammer, men sammen med dem i byrådet, som vil. Lad ikke politik være en tilskuersport. Politik og samfundsudvikling kan godt være en deltagersport. Også for os, der bare er ildsjæle.

Jeg har slettet mine forslag igen og vil egentlig lade det stå åbent for enhver, der læser disse ord, hvad vi kan gøre. Hvis jeg har fået dig til at reflektere og givet dig lyst til at ”kæmpe mod udviklingen”, men ”for udvikling” sammen med andre, der VIL det sted, vi bor, så har jeg måske sået et frø. Lige meget hvem du er, og hvilke drømme du har for Lolland Kommune, så tror jeg ikke, du er alene. Dette indlæg kan måske sprede bevidstheden – og gerne samtalen – om den kollektive styrke og de demokratiske muligheder og friheder, vi sammen har i Lolland Kommune.

Lad mig til sidst citere antropologen Margaret Mead: ”Never doubt that a small group of thoughtful, committed citizens can change the world – indeed, it’s the only thing that ever has.” Oversat: ”Tvivl aldrig på, at en lille gruppe reflekterede og engagerede mennesker kan forandre verden. I virkeligheden er det det eneste, der nogensinde har gjort det.” Alle historier om kriser, der blev vendt til positiv udvikling, er startet med, at en lille gruppe satte sig sammen, erkendte, at bunden er nået: At nu må vi sige stop. Hvorefter de første ideer blev formuleret og efterfulgt af handlinger. Tænk, vi behøver ikke engang vente på, at krisen indfinder sig. Vi står midt i den.

Evnen og magten til at skabe positiv forandring og udvikle lokalsamfund og hverdagsliv i den del af Lolland Kommune, som ligger uden for købstæderne, er set med mine øjne ikke længere inde i byrådet alene. Jeg tror, den vigtigste nøgle til forandring ligger hos borgerne uden for.


 

[1] https://ehsj.dk/content/ydelser/fremtidsforsker-i-2023-skal-du-droppe-mere-og-fokusere-paa-bedre/c9833348-dfaf-44ab-805e-bc9e2ac55c70/

Flyt herud hvor I gerne vil have vindmøllerne skal stå

Debatindlæg bragt i Politiken 22. oktober 2022

I Politiken kunne man for nylig læse om, hvordan klimabevidste unge er trætte af, at folk på landet ikke ligefrem er store tilhængere af flere vindmøller i egen baghave.

Stem med flyttekasserne

Jeg har den dybeste respekt for de unge klimaforkæmpere, og jeg støtter jeres kamp. Derfor vil jeg minde jer om – hvad I naturligvis allerede ved – at man som forbruger kan stemme med benene. Man kan lade være med at købe de varer, man ikke ønsker, og man kan omvendt vælge bestemte varer til og betale den pris, det koster. På den måde kan man ændre et marked, ja man kan ændre verden. Det kan man også som politisk aktiv og klimabevidst borger, og her kommer mit råd: Jeg vil anbefale unge fra storbyen at stemme med benene – dvs. med jeres flyttekasser og folkeregisteradresse. Flyt herhen, hvor vinden blæser, solen skinner, og hvor fødevarerne kommer fra. Det er her i Danmarks landdistrikter, at I både som indbyggere, naboer, forbrugere og vælgere kan gøre en markant forskel.

Tag fat hvor generationerne før jer slap

Den gode nyhed er nemlig, at der i provinsen, hvor jeg bor, er rigtig god plads til klimabevidste unge mennesker og familier med børn. Flere af vores landsbyer har ledige boliger, og I kunne blive spillere med stor indflydelse på den lokale og globale udvikling, hvis I, der har lavt forbrug og høje idealer, rykkede ud på landet i stærke enheder. Foren jer og bland jer med os, der bor på landet. Her hvor jeres bedste- eller oldeforældre engang boede. Tag fat hvor de slap. Genopfind det gode og bæredygtige liv på landet. Generobr provinsen, skab nye boligformer i tiloversblevne landbrugsbygninger, og lær os hvordan man lever klimabevidst med jer selv som lysende eksempler. Når vi er få på landet med en høj gennemsnitsalder som i dag, er det svært at lave nybrud. Bliver vi mange med nye ideer, mod og længere liv foran sig, får vi en kollektiv kraft, som virkelig kan skabe bæredygtige forandringer.

Det er ikke nemt at påvirke udviklingen på landet og hvor vindmøllerne skal stå, når man selv bor i storbyen. Vi på landet har heller ikke den store succes med at diktere udviklingen i København. Hvis I bliver en større del af befolkningen på landet, på øerne og i de små og store landsbyer, vil I kunne påvirke disse steder med en meget større kraft.

Fremtiden er på landet

Det er på landet, udviklingen og de store, gennemgribende forandringer skal ske i fremtiden. Det er på landet, der produceres grøn energi, og det er på landet, at fremtidens fødevarer vil blive dyrket og forarbejdet. Det er her vi får brug for mere arbejdskraft, nye iværksættere og investeringer til den store omstilling. Hvis I vil have forandringer og savner mere klimaoplyste indbyggere på landet, så kom ud, invester jer selv og vær selv den forandring, som I efterlyser hos landbefolkningen. Kom og bo ved siden af os og vindmøllerne. Hvis vi skal ændre verden sammen, kan det være, at der om kort tid er mere brug for jer på landet end i byen. Stærke klimastemmer i landdistrikterne er lige så vigtig for udvikling og omstilling som vindmøllerne og solcellerne. Det er mit bud.

Der er allerede i dag unge klimabevidste forkæmpere, som bor på landet. Det medgiver jeg, men der er brug for mange flere. Mange af de reaktionære gamle folk på landet vil sænke paraderne og lytte, hvis flere unge viser mod og skifter postnummer og bliver vores nye naboer. Ryk ud på landet, når I har færdiggjort jeres studier. Lad os alliere os og skabe fremtiden sammen. Vi får ingen revolutioner på landet uden nye generationer.

Det er sejt at være fortrop, og det kan I blive.

Vi skal nå vores klimamål, og det er en anledning til at gentænke og måske reformere landdistrikterne

I dag blev jeg interviewet af TV2 Øst i anledning af at der er udskrevet folketingsvalg. De ville gerne høre hvad jeg ønsker mig i fremtiden for landdistrikterne, og hvad jeg gerne så at de nye folketingspolitikere sætter på dagsordenen. Det er svært at sige noget på så få minutter, som bagefter bliver klippet sammen, så her får I nogle af de tanker jeg har gjort mig op til interviewet. Uden klip.

Klimaforandringerne og energikrisen giver bekymringer og frygt, men jeg ser også at sagens alvor kan være det der giver os incitament og mod til at sætte ind og skabe balancer på flere planer.

Vi står for at skulle indfri nogle gevaldigt ambitiøse klimamål, men jeg vil gerne udfordre politikerne og spørge om ikke vi kunne gøre det på en måde, så det ikke kun reducerer CO2-udledningen og gavner vandmiljøet i en sø og biodiversiteten, men så det også gavner en landsby som Horslunde, en ø som Femø eller en lille købstad som Nysted på bundlinjen? Så vi ikke alene får biodiversitet i naturen, men også en større menneske-diversitet, dvs. at forskellige typer mennesker kan leve og synes det er attraktivt at bo på landet, også i hverdagen. Flere typer mennesker med forskellige erhverv, alder og indkomst, der bor i samme område, tror jeg er sundt for samfundsudviklingen, det lokale fællesskab og social forståelse mennesker imellem. Levesteder er ikke kun søer og enge. Også landsbyer og øer er biotoper.

Vi skal gentænke og forny de lokalsamfund vi har. Det nytter ikke at arterne overlever, hvis vores landsbyer og øer uddør. Intet af det kan undværes. Jeg kunne tænke mig at der blev skabt nogle lokale partnerskaber hvor kommunen, landsbyer, lodsejere, energivirksomheder, forsyningsselskaber og gerne også den finansielle sektor går sammen og finder nye løsninger lokalt, så livet i landsbyerne bliver bæredygtigt. Nærmest på samme måde som når man ser på livet i en sø. Der skal være et afkast fra energikilderne på landet, så det gavner livet i landdistrikterne lokalt. Vi skal skabe nye boligformer som kan tiltrække nye tilflyttere, så vi får et bedre skattegrundlag. Skattegrundlaget kan være med til at sikre skoler og plejehjem også i nærområdet.

Vi skal ind og se på hvad vi kan gøre for at forhindre at jorden i vores landdistrikter bliver solgt til udenlandske investorer og kapitalfonde. Kan vi købe den tilbage? Kan en landsby i fællesskab eje jord og have medindflydelse på driften af den? Ingen skal tvinges til at afhænde jord mod deres vilje, men det kunne være noget man så på, når en landmand nærmer sig den alder, hvor han eller hun går på pension og gerne vil sælge. Vi skal have andelstanken og fællesejerskab tilbage til landsbyerne.

Jeg synes det er mærkeligt at vi bor midt i alle naturens ressourcer som er nøglen til vores overlevelse på kloden, og at det samtidig er så svært for netop os at få enderne til at mødes i de kommunale budgetter. Der er en klar skævhed. Hvorfor skal landet været et sted hvor nogle få arbejder og bor til hverdag, mens dem der bor i byen, kun bruger landet i deres fritidsliv? Læger, forskere og direktører vil gerne bo på landet i deres fritid. Vi skal sikre at de også gerne vil bo her til hverdag. Ellers mener jeg det er alvorligt tegn på at der er ubalance i Danmark.

Det er på landet at alle de aktiver vi har brug for nu og i fremtiden, findes: Energi, fødevarer og rekreative områder. Vi skal have ikke bare en omstilling af landbruget med nye afgrøder og indtægtskilder, men landdistrikterne og lokalsamfundene skal også tænkes ind og gøres bæredygtige på lige fod med naturen. Vi skal benytte denne chance for at gøre op med puljer og plaster-på-såret-støtte på landet og sætte nogle initiativer i gang, så grundlaget for at både landbrug og landsbysamfund kan være økonomisk selvbærende, er til stede. Det vil være retfærdigt og gavne alle.