Nyheder

Translokationstale for HHX- og HTX-studenterne i Nakskov, årgang 2024

Kirsten Sydendal Leave a comment

Nakskov – byen med vinger og rødder

Kære HHX’er og HTX’ere fra CELF i Nakskov, årgang 2024

Det er en stor ære for mig at være blevet indbudt til at tale for jer i dag. Til jer der ikke kender mig, kan jeg fortælle at jeg bor på Fejø og arbejder hos Nordic Sugar i afdelingen for Digitalisering og Teknologisk Service. Ved siden af er jeg også med i bestyrelsen for Lolland-Falster Lovestorm.
Jeg vil starte med at ønske jer stort tillykke med jeres eksamen. Nu går I ind i en fremtid fyldt med muligheder og spændende udfordringer. Med jeres eksamen her fra CELF er dørene nu åbne for en bred vifte af karrieremuligheder.

Hvad kan man blive som HHX og HTX-student? Tja, jeg har gjort ligesom I måske ville gøre. Jeg har spurgt Chat.GPT. Den svarer at kan I søge ind på uddannelser som marketingkoordinator, finansanalytiker, robotingeniør, projektleder, ejendomsmægler, dataanalytiker, eventkoordinator, softwareudvikler, HR-konsulent eller bioteknolog. Jeg tænker, der er gode jobmuligheder i alle disse brancher. I står et godt sted i livet.

Men jeres muligheder stopper ikke her. Jeg vil gerne minde jer om – allerede her tidligt i jeres liv – at I også har potentialet til at blive ledere, hvor I kan tage ansvar og forme fremtiden for de virksomheder eller organisationer, hvor I bliver ansat.

Og der er også en tredje mulighed som jeg vil huske jer på. For dem af jer der har en iværksætterdrøm i hjertet, kan I vælge at blive selvstændige og skabe jeres egne succesfulde virksomheder.

Om succes
Succes kræver at I har styrke til at holde fast i jeres ambitioner og arbejde målrettet. Ja, det er jo let nok hvis man kan lide at gå i skole, eller hvis man kommer fra familier, der kan hjælpe én på vej. Så er alting nemmere. Men omvendt: hvis I gang på gang har oplevet uretfærdighed, eller hvis I ikke har en familie eller netværk der har gået vejen før jer og kan hjælpe jer, så er det svært. Mit råd til jer er at I skal vende det om og gør følelsen til en positiv kraft. Gør det til jeres brændstof.

Mange succesfulde mennesker har brugt deres egne oplevelser med uretfærdighed som brændstof til at opnå store resultater. Det er forfærdeligt at møde kritik, undertrykkelse, begrænsede muligheder, manglende anerkendelse, afvisninger og forskelsbehandling, men det er alt sammen oplevelser, som I kan prøve – ja, I er faktisk nødt til – at vende til noget positivt. Jeg tror at alle os der er til stede her i salen i dag, har oplevet at stå i sådan situation.

Du skal sige til dig selv: ”Jeg skal eddermame vise dem. Jeg skal vise alle dem der ikke tror på mig, at de tager fucking fejl.” Du skal vende denne her vrede til en energi, som bringer dig fremad. Så er der bedre chancer for at I ender med en succes, som alle omkring jer slet ikke havde forventet. Glæden er så meget større, når man når sådan et mål.

Et er sikkert: Succeserne kommer ikke af sig selv, uanset om du sidder med et ringe eller et godt eksamensbevis i dag. De fleste er nødt til at arbejde hårdt for at nå de mål, de sætter sig. Men jeg tror at det vigtigste er at I tror på jer selv.

Nakskov
Der er mange af jer der er nødt til at rejse væk fra Nakskov for at forfølge de mål, I har for fremtiden. Men husk at I kommer fra en fin, gammel by, hvor såvel torvet og de gamle bygninger som de grundlæggende menneskelige værdier er i orden.

Nakskov har mange gode arbejdspladser: Vestas, Nakskov Sukkerfabrik, Crispy Food, Ortofon, Alfa Laval, Nordic Air Filtration, C.E. Andersen, Bar2 og mange andre.

Folk der bor i Nakskov, nyder godt af en rolig og tryg livsstil, hvor der er adgang til både natur og kultur, og hvor man mærker en stærk følelse af fællesskab. For at illustrere dette vil jeg gerne læse op fra et Facebook-opslag fra Lolland-Falster Lovestorm. Det er skrevet af Steffan Juul og handler netop om Nakskov.

For lidt over 3 år siden boede Susan og jeg i Nivå. Et sted hvor vi var utrygge. Et sted hvor vi ikke var glade og et sted hvor man (generelt) ikke gik ud om aftenen. Vi havde svært til smil og holdt os generelt meget for os selv.
Nu er vi her. Skønne skønne Nakskov. En by med højt til loftet. Hvor man smiler til fremmede. Hvor man siger “hej”, “godmorgen”, “godaften” til folk man ikke kender. Hvor vi er glade og nyder en god aftengåtur. Hvor vi ikke kan lade være med at smile og elsker at være sociale (når hovedet er til det).
Vi skal nordpå om en månedstid. Og vi ved at vi vil blive kaldt Bonderøve og andet, men vi er ligeglade. Kald os endelig bonderøve, knoldesparkere og andet…for vi er glade hvor vi er. Vi er nyforelsket i hinanden og i Nakskov.
Skønne skønne Nakskov…ligesom alle andre byer, bare lidt smukkere ❤

Det som Nakskov mangler, er erhvervsaktive, unge mennesker som jer. Vi ved, I er nødt til at rejse væk for at videreuddanne jer, men vi håber, I kommer tilbage igen. Befolkningssammensætningen i Nakskov er ikke i balance, men den gode nyhed er, at der er mange virksomheder, som er ved at etablere sig i Nakskov og på Vestlolland. Jeg kan læse mig til, at det er virksomhederne European Energy, Copenhagen Energy, Hveiti, Biofuel Technology og Nature Energy. De og Nakskovs øvrige virksomheder og forretninger kommer til at mangle arbejdskraft om få år, og det vil gøre unge mennesker som jer særligt eftertragtede. I kommer ikke ”bare” fra det almene gymnasium. Nej, I har viden og interesse inden for teknologi og handel. Jeg tror ikke, I vil mangle karrieremuligheder her.

2024, klimaforandringer og fremtidens virksomhed
Jeg vil gerne sige nogle ord til jer om den tid vi lever i lige nu, hvor klimaforandringerne er en af de største udfordringer, vores verden nogensinde har stået overfor. De beslutninger, vi træffer nu, vil forme fremtiden for vores planet og for de kommende generationer.

Klimaforandringerne kræver, at vi tænker anderledes, at vi handler hurtigt og beslutsomt. Det er jer, den nye generation, der skal tage denne udfordring op, og vi, der er jeres forældregeneration, skal klappe i og lytte til jer. I har en mulighed for at skabe en bæredygtig fremtid, hvor økonomisk, miljømæssig, social og kulturel bæredygtighed går hånd i hånd. Jeres engagement, jeres innovative tanker og jeres vilje til at gøre en forskel er afgørende. Det er en tung byrde at bære, men også en fantastisk mulighed for at forme en bedre verden.

Jeg tror, det bliver spændende at være ejer, leder og medarbejder i fremtidens virksomhed. I bliver en del af denne rejse i langt højere grad end jeres lærere, jeres forældre og alle andre, der er på min alder eller ældre. Min mormor blev næsten 100 år og fortalte tit, hvor forundret hun var over alle de ting, der var sket og opfundet i hendes levetid. Udviklingen er fortsat i min levetid, og forandringerne vil blive endnu større i jeres levetid.

Til sidst vil jeg gerne give jer nogle råd med på vejen:

1) Lyt ikke til urealistiske forventninger fra samfundet, jeres venner eller jeres familie: Det er vigtigere at holde fast i hvem I er, finde jeres egne personlige mål og gå efter dem, frem for at forsøge at opfylde andres forventninger.

2) Det er okay at tvivle og føle usikkerhed: Det er normalt at have tvivl og ikke have alt på plads med det samme. Lyt ikke til hvad andre forventer af jer, men lyt til jer selv. Vær nysgerrig over for brancher I ikke kender. Giv jer tid til at mærke efter hvilken vej der passer til jer og bliv ikke bange, fordi I ikke har svaret lige nu. Mange har først fundet den rigtige karrierevej længe efter de fik studenterhuen på.

3) Find en karriere eller levevej, der passer til jeres til personlige interesser: I skal finde noget der passer til det der interesserer jer og det som I har talent for, også selvom det afviger fra den vej andre forventer af jer. Det giver både mening i livet og stolthed at være dygtig til et fag, et håndværk eller en anden særlig beskæftigelse. Udviklingen sker så hurtigt. De jobtitler og -funktioner I vil få gennem livet er nogle vi slet ikke kender i dag. Så det vigtigste er at I vælger noget som I selv synes er spændende.

Jeg vil ønske jer al mulig held og lykke. I er i mine øjne den generation, der bærer den tungeste og sværeste arv nogensinde. Ikke bare skal I drive dette samfund videre, I skal også bremse op og køre ud ad radikalt nye veje. Oven i det har I en skarp deadline og kan ikke skubbe opgaven over til jeres børn. Det giver spændende udfordringer, men også muligheder både for medarbejdere, virksomheder, en by som Nakskov og en landsdel som Lolland-Falster.

God rejse til jer, der forlader Nakskov nu eller efter sommerferien.

  • Tro på jer selv.
  • Glem aldrig, at I kommer fra Nakskov, byen med de store vinger og de dybe rødder. Husk at have fokus på begge dele.
  • Pas godt på hinanden og pas godt på Nakskov.

Tillykke alle sammen – and may the Force be with you, always!

At være andre menneskers tillid værdig

Kirsten Sydendal Leave a comment

Hvis man i den forbindelse ikke har tillid til eksterne og interne samarbejdspartnere, så syntes jeg oprindeligt man skal overveje sit kandidatur.  For et samarbejde, det skal bygge på tillid og ikke mistillid, og er der ikke tillid i et samarbejde, så kommer det ikke til at gavne nogen.

Sådan lød det fra et af byrådsmedlemmerne ved Lolland Kommunes byrådsmøde d. 30. marts 2023. Vedkommende talte om medlemmer af specialskolebestyrelsen.

Jeg studser over denne udtalelse. Man skal ikke nødvendigvis overveje sit kandidatur, hvis man ikke har tillid til nogen. Sådan er det på arbejdsmarkedet, hvor man må gå sin vej, hvis man ikke er tilfreds med chefen eller topledelsen. At sidde i en skolebestyrelse er ikke som at sidde i et job. I en skolebestyrelse er det ens pligt at hjælpe byråd og medarbejdere med at skabe den bedste skole. Det er et tillidshverv. Og fordi de er tillidsfolk for forældrene, er man nødt til at lytte til dem, også selvom det, de siger, ikke er rart at høre.

At have tillid kan betyde to ting. Tillid kan gå begge veje. A kan have tillid til B. Og A kan have B’s tillid. Det første betyder, at A udviser tillid over for B. Det andet betyder, at B udviser tillid over for A.

Tillid er noget man som menneske både kan give og få. Men når man stoler på et andet menneske og give ham eller hende tillid, høster man ikke nødvendigvis den andens tillid. Tillid er noget man skal gøre sig fortjent til. For at to parter kan have et tåleligt forhold, er det nødvendigt at tilliden er gensidig, og at man fra begge sider forsøger at opretholde den.

Andre menneskers tillid er derfor dyrebar. Man skal gøre sig umage for at opnå og beholde sine medmenneskers tillid. Vores dronning sagde i sin tale til kronprinsessen, da hun blev gift med kronprins Frederik: “Må vi altid være hendes tillid værdig”. Det var meget smukt sagt. Vores statsoverhoved sagde ikke, at hun havde tillid til kronprinsessen, hvilket i sig selv havde været et flot skulderklap. Hun vendte magtforholdet rundt og tog ydmygt selv ansvar for tillidsforholdet til sin svigerdatter. Man er et stort menneske, når man udtrykker sig på den måde, og det vil jeg huske hende for længe.

Og sådan bør man som byrådsmedlem også sige om såvel skolebestyrelser, borgere og kommunens medarbejdere: ”Må vi altid være deres tillid værdig”.

Er man ude for, at man har mistet fx en skolebestyrelses tillid, så er det ikke nødvendigvis skolebestyrelsen, den er gal med. Så skal man kigge indad. Har man været skolebestyrelsens tillid værdig? Det skal man altid spørge sig selv om, inden man nogensinde foreslår, at skolebestyrelsens medlemmer skal forlade bestyrelsen.

Man må aldrig bebrejde nogen, at de har mistet tilliden til én selv eller andre. De kan tage fejl, men de kan også have ret. Og ”fejlen” kan ligge på begge sider, fordi man ikke lytter, men taler forbi hinanden.

Magtforhold
Man bør altid være opmærksom på magtforholdet mellem to eller flere dialogpartnere. Ofte er magtforholdet ulige. Magtforholdet er ulige mellem dem, der sidder i byrådet, og alle os der sidder udenfor, for byrådet har ret til at træffe de beslutninger de nu engang gør. Det hedder demokrati, og det står ikke til at ændre mellem to valg.

Dem, der har magten, dvs. byrådet i dette tilfælde, er magtmæssigt overlegne i den dialog med borgerne, som foregår. Og netop derfor skal de gøre sig ekstra umage, når de lytter til borgerne. Som den stærke part skal de overhøre fornærmelserne, vende den anden kind til og hele tiden søge at forstå og hjælpe så kommunikationen glider. Også mellem samarbejdspartnere, der i frustration får sagt grimme ting. Hvis også byrådsmedlemmerne begynder at skælde ud og sparke nedad, endda ved et offentligt møde, så går relationen helt galt. Byrådets medlemmer har magten, og derfor har de i mine øjne det største ansvar for at bevare roen og sikre en god kommunikation. Det får man ikke ved at bede folk om at forlade arenaen, fordi de har mistet tilliden.

Vælgerlede og anerkendelse
Selvfølgelig er det hårdt at blive revset af borgere, der kritiserer og er uenige. Men fordi man har magten, skal man være varsom med at ”råbe” tilbage til borgerne. Irettesætter man en borgergruppe hårdt, som en forælder, der skælder et barn ud, så kan man som politiker få skyld for at have ”vælgerlede”, dvs. hade sine vælgere. Den situation må man aldrig sætte sig selv i som politiker. Ligegyldig hvor ærlig, transparent og klar til øretæver, man ønsker at fremstå. Hver gang nogen råber, optrappes konflikten.

Jeg har bemærket al den ros som medarbejderne i Lolland Kommune får. Der er ikke et byrådsmøde, uden der er ros til medarbejderne. Sådan bør det også være. Men man bør overveje at behandle borgerne med samme ros og venlige anerkendelse, også selvom de taler lige ud af posen og ikke er lige så loyale som medarbejderne. Prøv at se lige så positivt på borgergrupperne og ros dem af et oprigtigt hjerte, når der er grund til det. Allerhelst i det offentlige rum, hvor alle kan se det.

Er det for svært at finde noget at anerkende hos borgerne, så brug et sidste trick nemlig ”nysgerrighed”. Det er en god ide at være nysgerrig og undres, når man ikke forstår, hvorfor en gruppe borgere opfører sig så dumt og modarbejder den vej, man selv ønsker at gå. Det er helt legitimt at spørge ”hvorfor” og undres. Gør man det uden fordomme, så står der masser af gode mennesker derude, der gerne vil forklare og uddybe deres bekymringer.

Omgivet af idioter
Jeg kender det selv: Vi har alle oplevet situationer, hvor man føler man er omgivet af idioter. Dem omkring mig forstår ikke, hvor jeg vil hen, de lytter ikke og kommer med modargumenter, som jeg ikke altid kan svare igen på. Man føler sig helt alene med sine indlysende pointer, og det er vildt irriterende. Men det er et grundvilkår, vi alle lever med. Vi er alle omgivet af “idioter”, og vi er alle en ”idiot” i andres perspektiv.

Derfor er det vigtigt at kunne gebærde sig og opføre sig respektfuldt. For hvis man behandler folk, som de idioter, man synes de er, så frastøder man dem. Og man bliver mere og mere isoleret og alene. Et godt råd er at holde igen med sin kritik både over for mennesker, som man magtmæssigt er hævet over, og over for andre jævnbyrdige, som man reelt gerne vil samarbejde med. Ellers bliver afstanden for stor, ord som ”respektløs” og ”magtfuldkommen” begynder at klæbe til en, og de gode løsninger man skulle finde i fællesskab, bliver aldrig til noget.

Genstart Horslunde og Holeby

Kirsten Sydendal Leave a comment

Da jeg tænker at mange høringssvar handler om ulemper for Horslunde og Holeby som lokalområder, vil jeg gerne tage de mere overordnede briller på og se på, hvilke negative konsekvenser det kan have på hele Lolland Kommune i fremtiden at lukke skoletilbuddene i Horslunde og Holeby. Samt hvilke fordele kommunen kan have ved at bremse op og standse afviklingen.

Skibet Lolland Kommune tager i øjeblikket vand ind og mister indbyggere hver dag, hvilket gør befolkningssammensætningen værre og værre. Demografien er skæv. Færre unge giver færre familier med børn. Og færre skoler vil blot accelerere tilbagegangen. At lukke skolerne vil svare til at hugge hullerne i skibets bund endnu større, så skibet tager endnu mere vand ind og synker hurtigere.

At lukke skoler og forringe bosætningsforholdene i landsbyerne kommer også til ramme Nakskov og Maribo en dag. Uden skoler vil færre bosætte sig i oplandet omkring Nakskov og Maribo og de omkringliggende landsbyer. De børn som i dag går i gymnasiet og på øvrige ungdomsuddannelser i Maribo og Nakskov, vil være væk om føje år, når de nuværende årgange har forladt skolen. Det vil undergrave disse uddannelsers elevtal og fremtid når børnene fra oplandet mangler. Færre elever til musikskolen, færre elever til sportstilbud, færre kunder i butikker og cafeer.

Derfor vil man opdage, at vandet på skibet Lolland Kommune også begynder at stige om fødderne på dem der står på dækket og højere oppe “på broen”. Vandet siver nemlig ind gennem de store huller, man har lavet i de omkringliggende landsbyer ved at lukker skoler. Faren for, at også Nakskov og Maribo kommer til at lide alvorlige ”folketab” på sigt, er nærliggende. Og man vil opdage, at de huller i landsbyerne man lavede i 2023-2024, forhindrer at hele skibet Lolland Kommune kan holdes flydende.

Derfor er løsningen ikke at gøre hullerne i skibets bund endnu større. Løsningen er at udbedre hullerne, dvs. genstarte disse landsbyer, holde på børnetal og indbyggere og sætte alt ind på at øge tilflytningen.

Dette vil betyde at man skal:

  • Bevare skolerne og lave en plan for ”genbefolkning” sammen med landsbyernes indbyggere.
  • Samarbejde med ejendomsmæglere og kommunikere om det gode liv i netop disse to landsbyer.
  • Kræve at indbyggerne selv er med til at beskrive, fremhæve og synliggøre det gode liv i deres landsbyer.
  • Hjælpe dem med at udvikle nye hjemmesider for landsbyerne med gode beskrivelser af service, foreningsliv, fællesskaber og ikke mindst portrætter af dem der bor der.
  • Følge befolkningsudviklingen nøje.
  • Fejre fremgang og bruge tilbagegang som drivkraft til at skrue op for indsatsen.
  • Give de to landsbyer samme positive omtale og synlighed som Nakskov og Maribo får.

Alle folkeskolerne i Lolland Kommune bør fremhæves som det sker med Den Internationale Skole i Maribo, for det gavner skolerne at blive set og anerkendt. Hvert år kommer der nye elever ind, og dem og deres forældre skal der gøres en særlig indsats for at tilfredsstille og fastholde.

Hvem skal bo i Horslunde og Holeby? Arbejdspladserne på Lolland har brug for arbejdskraft og tilflyttere. Mange mennesker har fået mulighed for at arbejde hjemme, hvilket betyder at man kan bo meget længere fra sin arbejdsplads end tidligere, og det gør at folk tør flytte på landet. Mange i kreative fag og solovirksomheder søger hen, hvor boligerne endnu er til at betale. De nye internationale sosu’er, som Lolland Kommune meget visionært og forudseende har hentet til landet, kunne også være et bud, eftersom de formodentlig ikke kun skal arbejde i Nakskov og Maribo. Samme visionære fremsynethed skal præge kommunens folkeskoler, for netop folkeskoler også uden for de to købstæder kan være med til at give et mere varieret boligudbud for kommende tilflyttere til kommunen.

Jeg mener at Lolland Kommune har alt at vinde og intet at tabe ved at tage ansvar og genstarte disse to landsbyer i tæt samspil med indbyggerne. Lukkes skolerne, taber vi med sikkerhed. Både nu og på sigt. Bevarer vi dem, kan vi begynde at bygge op og udvikle to vigtige geografier i vores kommune.

Det ville kræve mod, som er endnu større end det mod, der skal til for at lukke skoler. Men nogen skal turde bremse op, stoppe afviklingen og vende det skib der lige nu tager vand ind, men som kan reddes, hvis man hiver det på land og laver en plan for udbedring af hullerne. Men jeg tror at Lolland Byråd kan.

At afvikle er ikke svært. Det gøres mange steder. Det Lolland Byråd, som sidder i denne periode, har lige nu en enestående chance for at gøre noget overraskende, nemlig at tage ansvar ved at udvikle. Det kræver at befolkningen også tager ansvar og indgår i de planer for udvikling, som kommunen naturligvis inviterer dem til. Men tiden til det er inde. Krisen har fået alle på tæerne, alle vil lytte til et budskab som dette, alle vil handle, og dét kan netop være vendepunktet.

Situationen, vi står i nu, kan være afsættet for en ny fortælling om at vende afvikling til udvikling, som Lolland Byråd i fremtiden kan bryste sig af, når de taler med andre lokalpolitikere i Danmarks landdistrikter.

Bevar folkeskolerne i Horslunde og Holeby. En lignende chance kommer ikke igen.

Hvem skal sikre stærke lokalsamfund og et værdigt hverdagsliv i Lolland Kommune?

Kirsten Sydendal Leave a comment

Kronik bragt i Lolland-Falsters Folketidende 28. februar 2023

Lise Nørgaard har engang sagt: ”Hvis vi tror at den måde, vi lever på, er god nok, så er den helt gal. Man skal kunne tvivle, så man kan se, at det kan gøres anderledes”.

Lad mig stille spørgsmålet om ”det kan gøres anderledes” i forhold til Lolland Kommune og de beslutninger der tages i Lolland Byråd i denne byrådsperiode, for jeg føler der er noget helt galt.  Er den kommunale drift ved at smelte fuldstændig ned? Uden nogen form for kontrol eller redningsplan? Det virker sådan. Og det er nu så udtalt, at det må siges højt.

Øernes trivsel er 100% proportional med den færgeservice, kommunen leverer. At fjerne færger, ændre sejlruter, reducere afgange og forlænge sejltiden markant ligger som valgmuligheder i planer for en fremtidig færgefart. Det vil betyde en eksorbitant ringe færgeservice, og det vil være starten på enden for øerne som levende lokalsamfund og turistdestinationer. Det er en amputation på levende samfund, og det vil føre til ødød.

Så har vi skolerne i Horslunde og Holeby. Jeg er rystet over, at man vil lukke dem og de lokalsamfund som ligger omkring dem. Det er lokalsamfund som Horslunde og Holeby, man som børnefamilie med lyst til et liv på landet kigger efter. Med alle de fordele, der hører med der. Uden et skoletilbud i disse landsbyer bliver det svært for dem der er 60+ at få solgt deres boliger til yngre ejere, værdien af boligerne bliver lavere, hvilket gør det sværere at rykke til nye boliger i Nakskov og Maribo. Boligrotationen går i stå, og det rammer måske endda lysten for investorer til nye byggeprojekter i byerne. En skolelukning rammer både unge og gamle, folk med og uden formue, land og by.

Jeg forstår på byrådets argumenter, at det er en nødvendighed. At byrådet ikke har andet valg. Vi kan ikke bruge penge, vi ikke har. Det er reglen i enhver husholdning, og sådan er det også i Lolland Kommune.

Men vil vi finde os i det? Vil vi fortsætte med hvert 4. år at stemme folk ind i byrådet, som reelt er bundet på hænder og fødder, og som kun bliver husket for alt, hvad de lukkede og nedlagde. Det var da ikke det, de selv troede på, da de stillede op? Eller var det dét, de troede, de gik ind til?

Lolland-Plus og Lolland-Minus

Jeg følger med både i Folketidende og på LinkedIn, hvor alle mulige nyheder om Lolland strømmer ind i mit feed, positive som negative. Det er, som om vi har et Lolland-Plus med de mest fantastiske succeser i øjeblikket: Investeringer, virksomhedsetableringer, udvidelser, byggerier, rekorder i vækst osv. Respekt for alle, der arbejder på den front og til daglig skaber alt dette. Og så har vi et Lolland-Minus, som er ved at dø ud, og hvor vi ligger langt under bundlinjen og langt efter andre kommuner og gisper efter luft. Hvordan får vi etableret nogle livgivende kanaler fra Lolland-Plus, så det pumpes ind i og gavner Lolland-Minus, også på lokalt niveau? Det føles som to galakser, der er helt adskilt.

Jeg har altid været optimistisk og troet, at vendepunktet var lige om hjørnet. Hvis vi har en tilflytning af stærke borgere til kommunen, så vil ubalancerne aftage. Så kan vi få skattekroner, og vi kan komme ud af det økonomiske kviksand som Lolland-Minus står i. Men der vil gå mere end 10 år, før vi kan gøre os forhåbninger om en sådan udvikling, forstår jeg nu, når jeg taler med byrådsmedlemmerne. I de næste 10-15 år vil Lollands befolkningssammensætning blive værre og værre, og det vil ikke kunne ses på budgetterne at der flytter folk med gode jobs til, for det vil medføre at kommunen bliver trukket i udligningsstøtte. Vi har reelt en kommune, der er på kontanthjælp, og hvor reglerne for udligning rammer os så uheldigt, at der vil gå årtier, før den bliver en ”rask” og selvstændig kommune i balance. Det er nu årsagen til, at byrådet fører en sparekniv, der er så stor og skarp, at vi borgere aldrig før har set noget lignende.

Tanker som byrådsmedlem

Hvad tænker man, når man sidder i Lolland Byråd? Var det en virkelighed som den, vi sidder i nu, som de drømte om, da de blev valgt for godt et år siden? Jeg tror – og håber da –, at de er rystede i deres grundvold. Men vi snakker ikke om det. De nye har brugt de sidste 12 måneder på at blive sat ind i kommunens drift og økonomi, og det er gået op for dem, hvor slemt det står til, og hvor lidt råderum de har. De er lænket på hænder og fødder – et udtryk som nogle af byrådsmedlemmerne har brugt offentligt. Byrådsmedlemmerne har været på rystesammentur, og nogle har været i Bilbao for at se på udvikling. Ingen af dem har delt noget om de indsigter, de har fået.  Jeg er virkelig stor tilhænger af ny viden og oplysning og ville ønske, at nogle flere kendte til det, som byrådet undervises i.

Jeg tror, de nye byrådsmedlemmer efter de første 12 måneder må være enormt skuffede, men det er naturligvis ikke noget, man kan sige offentligt, når man er byrådsmedlem, har knap tre år tilbage på posten og måske også gerne vil genvælges. Hvor er udsigten til at føre Lolland Kommune ind i en ny tid? Hvor er visionerne? Den er der for Lolland-Plus, men for det Lolland, hvor man er borger i kommunen og har brug for enten skolegang, ældrepleje, specialtilbud eller offentlig transport, da står det ringere til – især hvis man bor uden for Nakskov og Maribo. Jeg har læst om de otte fyrtårne, som er kommunens udviklingspapir, men de er formuleret omhyggeligt snørklet med mange flere åbne spørgsmål end klare løfter om noget. Jeg har bemærket, at byrådsmedlemmerne er gevaldigt tavse, efter at valgkampen sluttede. De siger ikke noget. De skriver ikke noget. Kun hvis der er et snoreklip eller andet at fejre. Hårdt presset svarer de mest erfarne, når Folketidende aftvinger dem et svar. Jeg tror, mange af dem har ondt i maven.

Byrådsmedlemmerne blev op til jul rost for at ”tage ansvar” af borgmesteren. Det er også et udtryk, der går igen. Det er et rart udtryk, som man som byrådsmedlem kan varme sig lidt ved. Så betyder det, at man drøfter og nikker til de forskellige indstillinger på dagsordenen, da noget. Man løfter en vigtig opgave. Man forvalter. Nogen skal jo prioritere og tage den tunge opgave og al kritikken. Det skylder vi dem tak for. Jep. Hvis jeg havde siddet i byrådet, så kan det da også godt være, at jeg ville have givet borgmesteren ret, ranket ryggen og glædet mig over at være en der ”tager ansvar”. For i en situation der er helt håbløs, så er det helt naturligt, at man ser på sin erfarne leder og følger ham. Det er helt menneskeligt.

Jeg tror egentlig godt, de fleste byrådsmedlemmer kan mærke, at det, de gør, når de ”tager ansvar” og prioriterer hårdt, er kortsigtet og i strid med, hvad de reelt drømmer om at være med til at beslutte. Det fører ikke til succes for Lolland i det lange løb. Det går fortsat kun ned ad bakke ovre i Lolland-Minus. ”Vi kan ikke se mere end et år + fire fremad.” ”Vi tager de beslutninger, vi er tvunget til.” Det er som at være sat under administration. Her bliver plasteret bare trukket af i langsomt tempo. Og hvis det er værre at komme under administration, så oplys også borgerne om forskellen.

Jobs og gode skoler
Hvis vi vil noget med Lolland, er det supergodt, men ikke nok at skabe jobs, jobs og atter jobs, som det sker i Lolland-Plus. Nogle mennesker skal jo passe de jobs. Det er dem, der bør være næste prioritet efter jobskabelsen. Vi får dem ikke kun ved at fortælle, at her er godt at bo. Vi skal også skabe leveværdige lokalsamfund og kommunal service. Og det starter med skolerne. De helt almindelige folkeskoler, både i og uden for byerne.

Fremtidsforsker Anne Skare Nielsen skriver i en artikel fra Erhvervshus Sjælland:

”Da man i efterkrigstiden flyttede fra land til by, var det blandt andet pga. den industrielle udvikling, men man troede også, at det gode liv lå i byerne. I dag er der flere, der gerne vil ud af byerne, hvis vilkårene er rigtige og det giver mening for dem. Med Corona-nedlukningerne fik vi hjemmearbejdspladser og har lært, at det gode liv og fleksibilitet betyder noget. Vi har opdaget, at det gode liv findes og at man sagtens vil kunne bo og arbejde på landet.”

Hun peger på, at kommunerne og virksomhederne har en opgave med at sikre de gode vilkår, der kan overtale en børnefamilie til at flytte fra byen. 

”Hvis skolerne, forældresamarbejdet og arbejdsmulighederne er gode, så er der en del familier, der gerne flytter ud af byerne og får adgang til naturrigdom og det gode liv”, siger hun. Læs artiklen her.

Hvis skoler og forældresamarbejde er ringe – eller helt fraværende – uden for købstæderne, så får vi ingen tilflyttere og tilhørende udvikling. Så står vi på en rulletrappe, der kun kører nedad, lige meget hvor stærkt vi forsøger at løbe op ad den. Derfor er det en ekstremt farlig sag at lukke skoler.

For det stopper ikke her. Der skal ikke den store forestillingsevne til at se tendenslinjen: Se at når de har slagtet Horslunde, Holeby og øerne, så kommer turen om nogle år til Søllested og Østofte. Haller og kulturhuse, som skånes i denne omgang, vil falde om 5-10 år. Og til sidst bliver det købstæderne, for de dør også ud, når deres opland dør. Så bliver det bibliotekerne, svømmehallen, sportshaller, musikskolen og teatrene og meget andet, som ikke redder liv og er lovpligtigt, som står for tur. Og det vil sprede sig. Elevtallet i gymnasierne vil falde, og der ryger måske et af dem. Lokaltoget vil få færre passagerer og afgange. Købmænd og brugser lukker, og det bliver svært at sælge sin bolig.

Med den sparehandlekraft og den nødvendighedens politik, der hersker i byrådet lige nu, kan jeg kan ikke se, hvorfor ovenstående scenarie ikke skulle være realistisk. Er der nogen i byrådet, der kan? Jeg vil rigtig gerne overbevises om det modsatte.

Indsigt i kommunens alvorlige tilstand for alle borgere

Jeg har en fornemmelse af, at der er noget helt galt med Lolland Kommune, og at det er værre, end vi vælgere aner. Med de seneste måneders udvikling og vilde spareforslag tror jeg dog, det er ved at gå op for mange, og det er måske tid til at bruge krisen til at skabe et vendepunkt. Jeg vil gerne foreslå, at alle de rare ildsjæle og andre borgere, som interesserer sig for og arbejder frivilligt for kommunens udvikling, kom på et kursus i kommunens tilstand, økonomi og fremtidsudsigter ledet af direktionen. At de fik den samme indsigt – råt for usødet – som vores byrådsmedlemmer har fået, siden de blev valgt.

Gjorde de det, er mit gæt, at der ville opstå et folkeligt oprør. Enten ville man kunne pege på noget, som Økonomi- og Erhvervsudvalget og direktionen helt har overset i deres handlemuligheder, eller også ville man give dem ret og sige: ”Ja, vi er bundet på hænder og fødder”. Men så måtte turen da gå til Christiansborg. Og her måtte vi i samlet flok fortælle, at nu er det slut med at bære et uforholdsmæssigt stort socialt ansvar, der river Lolland-Minus itu og lader det forbløde. Det er fællesskabet Danmark, der skal hjælpe vores udsatte medborgere, for ellers kommer Lolland Kommune aldrig ud af sin ”kontanthjælpsstatus”. Vi har ikke en chance, som udligningsreglerne ser ud nu.

Jeg deler ikke disse tanker for at råbe ad eller hænge byrådsmedlemmerne ud. Jeg prøver at sætte mig ind i deres situation, og jeg føler med dem. Mit ærinde er faktisk at hjælpe og rive dem ud af lænkerne, hvis jeg kunne. For hvis jeg var en af dem, ville jeg ikke kunne holde det ud. Det, der bekymrer mig, er, at den sagens alvor, som de tilsyneladende handler ud fra, måske ikke er gået op for resten af Lollands borgere. Vi skal ikke lulles i søvn frem til næste valg. Vi skal gøre noget ved det, før skuden for alvor går ned, og alle med en vis skaberkraft tilbage har fundet en ny bopæl uden for kommunen.

Dét, der er noget galt med, er vores grundvilkår. Men vi kan stadig sige fra. Vi kan forene os og sætte en modbølge i gang. I dag er der 1 mand og 24 andre fra byrådet, der forsøger at gøre noget ved udligningen. Hvis det ikke er nok, så må civilsamfundet hjælpe til og råbe op. Og hvis vores politikere ikke ønsker denne håndsrækning fra borgerne om et opråb, er det bekymrende. Så er det tegn på, at der virkelig er noget galt, hvilket giver endnu mere grund til at samles og sige stop.

Denne situation skaber en kæmpe kløft mellem borgere/vælgere og vores politikere. Det virker jo som om al sund dømmekraft, empati og evne til at forestille sig konsekvenserne af de beslutninger, der sker i byrådet, er på et minimum. Man spørger sig selv, om der slet ikke er nogen grænser? Er der nogen ting der overhovedet er fredet mere? Lolland står i en forfærdelig situation. Småøerne skal ikke have bedre forhold end resten af kommunen, så nu svinger vi kniven her. Det er jo en forfærdelig argumentation. Sigt dog efter det modsatte, og ikke laveste fællesnævner. Vi er i gang med et ”race to the bottom” – et kapløb hvor målet er bunden. Hvor sidder bremsen på dette køretøj?

Hvis jeg sad i byrådet i et af de store partier, ville min eneste udvej være at lukke verden og virkeligheden ude. Stemme for de forslag, som de erfarne byrådsmedlemmer anbefalede min gruppe, og holde op med at tage telefonen eller svare på mails. Så jeg forstår dem såmænd godt. Det er, som om boblen omkring politikerne ikke kun er lavet af vand og sæbe. Den bliver tykkere og tykkere. Den er snart af glas, måske tonet glas, hvor politikerne måske godt kan se ud, men hvor vi, der er udenfor, ikke kan se ind. De er 25, der har samme rædsomme vilkår, og selvfølgelig støtter de hinanden og sørger for ikke at ødelægge den gode stemning indadtil. Der er jo rigelig dårlig stemning udenfor med alle de utilfredse borgere.

Hvad skal vi borgere stille op?

Hvad er så løsningen? Situationen er uholdbar, og vi er efterhånden mange, der mærker, at den er helt gal. Skal jeg se nogle år frem, så duer det ikke, at vi – igen – får udskiftning på nogle af pladserne i byrådet fra januar 2026. Før valget hører vi om Lolland-Plus, vi genvinder troen og vælger nye og gamle kendinge ind i byrådet igen. Og efter valget vil vi rystes over nedskæringerne i Lolland-Minus og kan igen sidde og drømme om at finde nogle andre til stolene i byrådssalen. Sådan vil det jo fortsætte igen og igen. Som tingene er nu, vil ingen enkeltperson i byrådet med nye tanker kunne ændre noget. Den tro har jeg mistet.

Jeg har skrevet afslutningen på dette indlæg om og om igen: En kunne være en opfordring til, at vi alle melder os ind i nogle politiske partier og lokallister og giver vores mening til kende der. En anden opfordring kunne være at skabe en borgeralliance på tværs af vores lokalsamfund, som arbejder for udvikling uden for byrådets rammer, men sammen med dem i byrådet, som vil. Lad ikke politik være en tilskuersport. Politik og samfundsudvikling kan godt være en deltagersport. Også for os, der bare er ildsjæle.

Jeg har slettet mine forslag igen og vil egentlig lade det stå åbent for enhver, der læser disse ord, hvad vi kan gøre. Hvis jeg har fået dig til at reflektere og givet dig lyst til at ”kæmpe mod udviklingen”, men ”for udvikling” sammen med andre, der VIL det sted, vi bor, så har jeg måske sået et frø. Lige meget hvem du er, og hvilke drømme du har for Lolland Kommune, så tror jeg ikke, du er alene. Dette indlæg kan måske sprede bevidstheden – og gerne samtalen – om den kollektive styrke og de demokratiske muligheder og friheder, vi sammen har i Lolland Kommune.

Lad mig til sidst citere antropologen Margaret Mead: ”Never doubt that a small group of thoughtful, committed citizens can change the world – indeed, it’s the only thing that ever has.” Oversat: ”Tvivl aldrig på, at en lille gruppe reflekterede og engagerede mennesker kan forandre verden. I virkeligheden er det det eneste, der nogensinde har gjort det.” Alle historier om kriser, der blev vendt til positiv udvikling, er startet med, at en lille gruppe satte sig sammen, erkendte, at bunden er nået: At nu må vi sige stop. Hvorefter de første ideer blev formuleret og efterfulgt af handlinger. Tænk, vi behøver ikke engang vente på, at krisen indfinder sig. Vi står midt i den.

Evnen og magten til at skabe positiv forandring og udvikle lokalsamfund og hverdagsliv i den del af Lolland Kommune, som ligger uden for købstæderne, er set med mine øjne ikke længere inde i byrådet alene. Jeg tror, den vigtigste nøgle til forandring ligger hos borgerne uden for.

 

[1] https://ehsj.dk/content/ydelser/fremtidsforsker-i-2023-skal-du-droppe-mere-og-fokusere-paa-bedre/c9833348-dfaf-44ab-805e-bc9e2ac55c70/

Flyt herud hvor I gerne vil have vindmøllerne skal stå

Kirsten Sydendal Leave a comment

Debatindlæg bragt i Politiken 22. oktober 2022

I Politiken kunne man for nylig læse om, hvordan klimabevidste unge er trætte af, at folk på landet ikke ligefrem er store tilhængere af flere vindmøller i egen baghave.

Stem med flyttekasserne

Jeg har den dybeste respekt for de unge klimaforkæmpere, og jeg støtter jeres kamp. Derfor vil jeg minde jer om – hvad I naturligvis allerede ved – at man som forbruger kan stemme med benene. Man kan lade være med at købe de varer, man ikke ønsker, og man kan omvendt vælge bestemte varer til og betale den pris, det koster. På den måde kan man ændre et marked, ja man kan ændre verden. Det kan man også som politisk aktiv og klimabevidst borger, og her kommer mit råd: Jeg vil anbefale unge fra storbyen at stemme med benene – dvs. med jeres flyttekasser og folkeregisteradresse. Flyt herhen, hvor vinden blæser, solen skinner, og hvor fødevarerne kommer fra. Det er her i Danmarks landdistrikter, at I både som indbyggere, naboer, forbrugere og vælgere kan gøre en markant forskel.

Tag fat hvor generationerne før jer slap

Den gode nyhed er nemlig, at der i provinsen, hvor jeg bor, er rigtig god plads til klimabevidste unge mennesker og familier med børn. Flere af vores landsbyer har ledige boliger, og I kunne blive spillere med stor indflydelse på den lokale og globale udvikling, hvis I, der har lavt forbrug og høje idealer, rykkede ud på landet i stærke enheder. Foren jer og bland jer med os, der bor på landet. Her hvor jeres bedste- eller oldeforældre engang boede. Tag fat hvor de slap. Genopfind det gode og bæredygtige liv på landet. Generobr provinsen, skab nye boligformer i tiloversblevne landbrugsbygninger, og lær os hvordan man lever klimabevidst med jer selv som lysende eksempler. Når vi er få på landet med en høj gennemsnitsalder som i dag, er det svært at lave nybrud. Bliver vi mange med nye ideer, mod og længere liv foran sig, får vi en kollektiv kraft, som virkelig kan skabe bæredygtige forandringer.

Det er ikke nemt at påvirke udviklingen på landet og hvor vindmøllerne skal stå, når man selv bor i storbyen. Vi på landet har heller ikke den store succes med at diktere udviklingen i København. Hvis I bliver en større del af befolkningen på landet, på øerne og i de små og store landsbyer, vil I kunne påvirke disse steder med en meget større kraft.

Fremtiden er på landet

Det er på landet, udviklingen og de store, gennemgribende forandringer skal ske i fremtiden. Det er på landet, der produceres grøn energi, og det er på landet, at fremtidens fødevarer vil blive dyrket og forarbejdet. Det er her vi får brug for mere arbejdskraft, nye iværksættere og investeringer til den store omstilling. Hvis I vil have forandringer og savner mere klimaoplyste indbyggere på landet, så kom ud, invester jer selv og vær selv den forandring, som I efterlyser hos landbefolkningen. Kom og bo ved siden af os og vindmøllerne. Hvis vi skal ændre verden sammen, kan det være, at der om kort tid er mere brug for jer på landet end i byen. Stærke klimastemmer i landdistrikterne er lige så vigtig for udvikling og omstilling som vindmøllerne og solcellerne. Det er mit bud.

Der er allerede i dag unge klimabevidste forkæmpere, som bor på landet. Det medgiver jeg, men der er brug for mange flere. Mange af de reaktionære gamle folk på landet vil sænke paraderne og lytte, hvis flere unge viser mod og skifter postnummer og bliver vores nye naboer. Ryk ud på landet, når I har færdiggjort jeres studier. Lad os alliere os og skabe fremtiden sammen. Vi får ingen revolutioner på landet uden nye generationer.

Det er sejt at være fortrop, og det kan I blive.

Vi skal nå vores klimamål, og det er en anledning til at gentænke og måske reformere landdistrikterne

Kirsten Sydendal Leave a comment

I dag blev jeg interviewet af TV2 Øst i anledning af at der er udskrevet folketingsvalg. De ville gerne høre hvad jeg ønsker mig i fremtiden for landdistrikterne, og hvad jeg gerne så at de nye folketingspolitikere sætter på dagsordenen. Det er svært at sige noget på så få minutter, som bagefter bliver klippet sammen, så her får I nogle af de tanker jeg har gjort mig op til interviewet. Uden klip.

Klimaforandringerne og energikrisen giver bekymringer og frygt, men jeg ser også at sagens alvor kan være det der giver os incitament og mod til at sætte ind og skabe balancer på flere planer.

Vi står for at skulle indfri nogle gevaldigt ambitiøse klimamål, men jeg vil gerne udfordre politikerne og spørge om ikke vi kunne gøre det på en måde, så det ikke kun reducerer CO2-udledningen og gavner vandmiljøet i en sø og biodiversiteten, men så det også gavner en landsby som Horslunde, en ø som Femø eller en lille købstad som Nysted på bundlinjen? Så vi ikke alene får biodiversitet i naturen, men også en større menneske-diversitet, dvs. at forskellige typer mennesker kan leve og synes det er attraktivt at bo på landet, også i hverdagen. Flere typer mennesker med forskellige erhverv, alder og indkomst, der bor i samme område, tror jeg er sundt for samfundsudviklingen, det lokale fællesskab og social forståelse mennesker imellem. Levesteder er ikke kun søer og enge. Også landsbyer og øer er biotoper.

Vi skal gentænke og forny de lokalsamfund vi har. Det nytter ikke at arterne overlever, hvis vores landsbyer og øer uddør. Intet af det kan undværes. Jeg kunne tænke mig at der blev skabt nogle lokale partnerskaber hvor kommunen, landsbyer, lodsejere, energivirksomheder, forsyningsselskaber og gerne også den finansielle sektor går sammen og finder nye løsninger lokalt, så livet i landsbyerne bliver bæredygtigt. Nærmest på samme måde som når man ser på livet i en sø. Der skal være et afkast fra energikilderne på landet, så det gavner livet i landdistrikterne lokalt. Vi skal skabe nye boligformer som kan tiltrække nye tilflyttere, så vi får et bedre skattegrundlag. Skattegrundlaget kan være med til at sikre skoler og plejehjem også i nærområdet.

Vi skal ind og se på hvad vi kan gøre for at forhindre at jorden i vores landdistrikter bliver solgt til udenlandske investorer og kapitalfonde. Kan vi købe den tilbage? Kan en landsby i fællesskab eje jord og have medindflydelse på driften af den? Ingen skal tvinges til at afhænde jord mod deres vilje, men det kunne være noget man så på, når en landmand nærmer sig den alder, hvor han eller hun går på pension og gerne vil sælge. Vi skal have andelstanken og fællesejerskab tilbage til landsbyerne.

Jeg synes det er mærkeligt at vi bor midt i alle naturens ressourcer som er nøglen til vores overlevelse på kloden, og at det samtidig er så svært for netop os at få enderne til at mødes i de kommunale budgetter. Der er en klar skævhed. Hvorfor skal landet været et sted hvor nogle få arbejder og bor til hverdag, mens dem der bor i byen, kun bruger landet i deres fritidsliv? Læger, forskere og direktører vil gerne bo på landet i deres fritid. Vi skal sikre at de også gerne vil bo her til hverdag. Ellers mener jeg det er alvorligt tegn på at der er ubalance i Danmark.

Det er på landet at alle de aktiver vi har brug for nu og i fremtiden, findes: Energi, fødevarer og rekreative områder. Vi skal have ikke bare en omstilling af landbruget med nye afgrøder og indtægtskilder, men landdistrikterne og lokalsamfundene skal også tænkes ind og gøres bæredygtige på lige fod med naturen. Vi skal benytte denne chance for at gøre op med puljer og plaster-på-såret-støtte på landet og sætte nogle initiativer i gang, så grundlaget for at både landbrug og landsbysamfund kan være økonomisk selvbærende, er til stede. Det vil være retfærdigt og gavne alle.

Rør ikke ved færgerne – staten finansierer dem

Kirsten Sydendal Leave a comment

Der er pr. 1. juli indført takststigninger pga. stigende brændstofpriser på ruterne til Fejø, Femø og Askø-Lilleø. Der er nu lagt 25% på billetpriserne, hvilket – med min viden – ikke er set højere nogen steder i landet. Det er en alvorlig mavepuster både for øboernes hverdag, vores gæster og den generelle turisme- og erhvervsudvikling.

Takststigningerne på færgerne er noget vi i Sammenslutningen af Danske Småøer ser som en voldsom trussel for den ellers gode udvikling vi i øjeblikket ser på øerne. Antallet af turister til øerne i Lolland Kommune stiger, tilflytningen til øerne går godt, og befolkningstallet daler ikke mere, men har fundet et stabilt leje. Hvis Lolland Kommune skulle støtte de steder i kommunen, hvor der er tilflytning og udvikling, så er det netop på øerne. Udviklingen går i stå, hvis priserne på billetter fortsætter deres himmelflugt. Bak de steder op, som er i vækst. Ødelæg dem ikke.

Jeg hører allerede fra mange, at de nu sætter bilen i Kragenæs/Bandholm eller kun kommer, hvis de planlægger et længere ophold. Det skader både Lolland Kommunes økonomi og vores øer, hvis aktiviteten sænkes, men det er, hvad vi risikerer, hvis denne prispolitik fortsætter.

Her kommer lidt almindelig folkeoplysning, som jeg beder jer skrive jer bag øret, for det er hverken noget vi kan læse meget om i dagsordenerne fra Lolland Kommunen eller i Folketidende. Det er fakta, som bør nævnes, hver eneste gang nogen vil røre ved vores færgefart.

Generel støtte til øer med færger
Lolland Kommune modtager fra staten ca. 17 millioner (2019) som tilskud til færgedrift på de tre øer. Det er en del af den udligningsaftale, som Lolland Kommune har med staten. Pengene kan (desværre står der ikke ”skal”) bruges til at kompensere for de udgifter, kommunen har til sine færger.

Den blå landevej
Med støtte fra Folketinget i form af penge til ”Blå Landevej” har de danske færgeruter til småøerne de senere år kunnet sænke priserne. Vi er lokalt stadig langt fra målet om, at det skal koste det samme at transportere sig på havet som på landevejen, og mange andre kommuner har indført meget lavere priser end Lolland Kommune. Men stadig: Det er faktisk intentionen fra et bredt flertal på Christiansborg, at småøerne skal være tilgængelige og beboelige. De skal ikke enten være kun for velhavere eller ligge øde hen. Vores øer er dansk kulturarv på linje med Det Kongelige Teater (min sammenligning), som alle danskere skal have mulighed for at besøge eller bosætte sig på.

Giver færgedriften så stort et underskud?
Billetindtægter på de tre færgeruter indbragte i 2019 godt 8 millioner, og i ekstra tilskud fra ordningerne Blå Landevej, gratis persontransport for øboer og Godstransportstøtten var der næsten 6 millioner.

Tallene er fra Lolland Færgefarts regnskab.
I alt var der udgifter for godt 32 millioner i 2019. Så med de tre tilskud og det generelle ø-tilskud gav færgefarten i 2019 kun Lolland Kommune et underskud på 1,2 millioner for at have de tre færger sejlende. Det synes jeg ikke, vi hører om særlig tit. I 2021 var underskuddet på 742.000 kr., og i 2020 var der et overskud på 1,8 millioner (hvilket også skyldtes de høje besøgstal pga. corona).

Derfor er det også chokerende for os øboer at læse dagsordenen om ny færgestrategi, hvor der står, at Lolland Kommune ønsker at spare 5-10 millioner på færgedriften i fremtiden generelt! Man får ca. 22 millioner i statstilskud og vil så spare 5-10 millioner. Det svarer lidt til at modtage børnepenge og så lade sine børn gå sultne i seng alligevel. Vi er helt med på den grønne bølge. Vi vil gerne have grønne, velfungerende elfærger og nedbringe CO2-udledningerne, men hvis det også betyder serviceforringelser i form af reducerede fartplaner med færre afgange, ja, så bliver det ikke uden store protester fra øerne.

Den østøtte som Lolland Kommune grundlæggende får, er udmålt ved, at man har taget udgiftsniveauet fra 2007-2012 (og dermed den service som var dengang). Det er helt urimeligt, hvis kommunen vil modtage statsstøtte ”upfront” og bagefter går hjem og sænker serviceniveauet. Det er ikke det, der var hensigten med støtten.

Kirsten Sydendal
Formand for Sammenslutningen af Danske Småøer
Skovvej 33
4944 Fejø

Kommunernes trængte økonomi truer småøernes eksistens

Kirsten Sydendal Leave a comment

Fra Sammenslutningen af Danske Småøers side har vi flere gange udtrykt vores bekymring over stigende brændstofpriser overfor politikerne på Christiansborg. Her er vores seneste henvendelse til både minister, finansordførere og medlemmer af Landdistriktsudvalget.

Kommunernes trængte økonomi truer småøernes eksistens

I Sammenslutningen af Danske Småøer oplever vi en stigende bekymring for de små øers fremtidsudsigter, forårsaget af stigende brændstofpriser og øvrige besparelser i samfundet.

På færgeområdet, som er et af de mest ”synlige” udgiftsområder for kommuner med småøer, hører vi om markante stigninger på færgernes priser, forlængelse af sejltid og allerværst aflysning af afgange i sejlplanerne.

Vores bekymring retter sig desuden mod de kommuner, der i forvejen er pressede økonomisk, og hvor det nu for fleres øers vedkommende lyder, at der trues med skolelukninger og øvrige besparelser på basale serviceområder. Det er vitale rammevilkår, der peges på, og som afgør om der er basis for et helårsliv eller ej på de småøer.

Vi frygter, at kommunerne, når de er meget trængte, overser at §20 midlerne i bloktilskuddet er ment som en sikring af, at småøernes basale vilkår kan opretholdes, og at midlerne i krisetider opsluges af den øvrige, generelle kommunale drift.

Sammenslutningen af Danske Småøer har tidligere i år i fællesskab med Færgesekretariatet og Småøernes færgeselskaber rejst problematikken vedr. de stigende brændstofpriser og konsekvenserne for færgedriften til de små øer (der alle fortsat har dieseldrevne færger). Indenrigs- og boligministeren har svaret, at det er en generelt situation national, så vel som global.

Vi er fuldstændig klar over at den økonomiske situation ikke kun berører de små øer. Beboerne på småøerne skal også spare, når økonomien er trængt, men det er vigtigt at bemærke, at øboerne jo er borgere i den kommune, der evt. vælger at spare på velfærd, sundhed osv. og dermed rammes på lige fod med de øvrige borgere. Det er dog ikke rimeligt derudover at pålægge øboerne yderligere besparelser og stramninger, som går ud over de helt vitale funktioner for øerne, så som færge og skole, og dermed truer øsamfundenes eksistens.

Evalueringen af landevejsprincippet viser, at den sænkning af priserne som man siden 2015-16 har igangsat er givtig og har en positiv effekt på øsamfundene. Men dels risikerer de sænkede priser nu at blive udlignet eller helt overhalet af brændstoftillæg på priserne. Dels nytter det ikke, at færgen har lave takster, hvis sejlplanen indskrænkes og færgen ikke sejler som hidtil.

Indtil videre er der fra statens side kommet varmehjælp, forhøjet ældrecheck, lavere elafgift, huslejeloft og inflationshjælp.

Vi ønsker, at det fra politisk side sikres, at de små øsamfund ikke forgår i kølvandet på denne krise. Der skal politisk følges op på om kommunerne kompenseres tilstrækkeligt for de stigende brændstofpriser på færgeområdet til at opretholde færgeserviceniveauet, samt sikres at småøerne ikke skal bøde mere end det øvrige samfund i en krisetid.

Vi har netop igangsat en rundspørge blandt øerne vedr. omfanget af besparelser. Når resultatet foreligger, eftersender vi det.

Med venlig hilsen

Kirsten Sydendal

Formand
Sammenslutningen af Danske Småøer

Ilden – fællesskabet – kærligheden

Kirsten Sydendal Leave a comment

Båltale ved Maribo Sø 23. juni 2022

God aften alle sammen

Nu er vi igen samlet omkring bålet her ved Maribo Sø. Arrangementet har været aflyst i både 2020 og i 2021, så det er virkelig dejligt at Covid-19 ikke længere skal lægge begrænsninger for vores færden, og at vi igen kan samles frit og nyde fællesskabet.

Havde nogen af os drømt om at der siden det sidste sankthansbål her på stedet ville gå tre år? Nej, vel?

Og ingen havde heller forestillet sig at vi her i 2022 skulle være vidne til krig i Europa. Før den ene krise var ovre, blev den afløst af en anden.

Derfor tror jeg også vi lever med en særlig intensitet i disse år. Vi har alle mærket hvor skrøbelig vores egen og vores østeuropæiske naboers frihed er.

Jeg nyder i hvert fald livet lige nu og glædes over hvor heldig jeg er. At jeg er født i Danmark, at jeg bor på Fejø, og at jeg de seneste år har fået lov at lære Lolland-Falster så godt at kende.

For hvor er det dog en skøn egn vi bor i. I aften er det på sin plads at minde hinanden om hvad Kaj Munk sagde om Maribo: “Det er muligt, at der er lige så kønne steder i verden, men ingen kønnere end naturen ved Maribo.”

De fleste af jer ved jo at sankthansaften ligesom juleaften er en oprindelig hedensk skik som hyldede solen, solhvervet og markerede årets gang.

Men da kristendommen vandt indpas, fandt kirken på at lægge sine egne helligdage på de samme dage som de hedenske højtider.  

Og derfor blev det hurtigt en kristen skik at fejre Johannes Døberen sankthansaften.

Det har været almindeligt i mange år at man brændte heksedukker på sankthansbålet. Der skulle også være en heks på bålet her i Maribo.

Men mange steder er man de senere år holdt op med at brænde heksedukker af, for hvad skal det symbolisere? At brænde hekse af er jo en skik fra senmiddelalderen og renæssancen. Det er noget som et hvert moderne samfund selvfølgelig bør tage afstand fra.

Danskernes tradition for at brænde rigtige hekse går tilbage til 1540, hvor den første officielle heksebrænding fandt sted. Heksene var ikke helt almindelige mennesker. Det var personer, som man troede havde overnaturlige eller onde kræfter, og som derfor kunne være skyld i alverdens ulykker: F.eks. at køerne ikke gav mælk eller endnu værre: at øllet blev dårligt.

Her på Lolland-Falster var vi desværre de sidste der holdt op med hekseafbrændingerne. Det skete i 1693 hvor den sidste danske heks brændt. Hun hed Anne Palles, hun var 74 år og boede på Falster. Hun blev anklaget for at have forhekset herredsfogedens kvæg, så det faldt om og døde. Anne og hendes mand havde boet på den gård, som herredsfogeden fik, men som de var blevet bedt om at forlade, for at han kunne bo der. En af anklagerne gik på at Anne havde ”pisset ulykke ind i gården” ved at tisse på gårdspladsen før hun forlod stedet. Anne Palles blev fængslet i 1692 og kendt skyldig i retssagen, som den skadelidte Morten Faxe selv var retsformand for.

Sagen gik dog helt til Højesteret hvor hun ændrede forklaring og erklærede sig uskyldig. Man havde truet hende med at få tungen skåret ud og blive brændt hvis hun ikke tilstod. Derfor havde hun først turdet sige noget nu hvor hun stod i København. Højesteret stadfæstede dommen med stemmerne 6 mod 11. Mindretallet af dommerne mente bl.a. at trolddom var overtro, at hendes skyld ikke var bevist, at hun havde været udsat for tvang, eller sagen var behandlet forkert, da hun havde manglet en forsvarer.

Hun blev fundet skyldig, men blev dog halshugget før hun blev brændt. Det var ellers kun noget man gav lov til hvis heksen eller og trolden tilhørte en finere slægt.

Kvinder og mænd som Anne Palles måtte ofre livet, fordi fællesskabet havde brug for at give deres egen frygt en grund. En forklaring på, at deres børn døde, at køerne blev syge eller at høsten mislykkedes.

Når man følte at ens livsgrundlag var truet eller når man mistede sine kære, så begyndte man at se sig om i lokalsamfundet – for at finde ud af, om der ikke var nogen, som opførte sig mærkeligt. Og sådan nogen var lette at finde – også dengang.

«Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde«, hedder det i Drachmanns midsommervise. Som oftest faldt blikket på en kvinde, når der var brug for en syndebuk. Ofte en klog kvinde, som havde hjulpet folk, når de var syge eller havde brug for hjælp, men som af samme grund levede et udsat liv – når deres overtroiske hjælpemidler ikke virkede. Og hun måtte lade livet på bålet.

Det med at have en heksedukke på bålet er noget som først blev indført i 1920’erne og 30’erne. På P.S. Krøyers berømte maleri “Sankt Hansblus på Skagen strand” fra 1906 har ikke nogen heks på bålet. Der er i stedet tale om et glædesblus. 

Det vil jeg meget hellere have at vi samles om. At vi samles om glæden, det positive, og dermed holder det negative væk. Jeg synes vi i dag skal fokusere mere på ilden og lyset end på heksene når vi betragter bålet.

Ilden er i os alle sammen. For nogle er ilden nem at mærke. De brænder for noget som de går op i ”med liv og sjæl” som man siger. ”Ildsjælene” kalder vi dem.

Jeg mener ikke ildsjæle er et mærkat man kan hæfte på nogle få. Alle kan være en ildsjæl bare man føler en dyb interesse for noget og har det privilegium at man kan forfølge denne interesse.

Vi kan alle brænde, og vi kan brænde ud. Men hvis vi ikke brænder for noget, kan livet føles tomt. Ilden i os er vores bestemmelse og giver livet mening.

Ilden i os kan næres af had, men den kan også blive tændt af indignation, en stræben efter retfærdighed eller af ren og skær kærlighed og hengivelse.

Grundtvig har skrevet en fædrelandssalme hvor han bruger ilden som symbol på det vi i dag kalder sammenhængskraften i et land.

Han kaldte det ”kærlighed til fædrelandet”.

Et vers lyder sådan her.

”Derfor hvad end verden siger, og hvad verdensmagten vil,
Står og falder jordens riger dog med kærlighedens ild.
Hvor den blusser, bor livsgrøden,
Hvor den slukkes hersker døden.”

Det kan lyde meget højtideligt, men det er i min verden det som det handler om. Uden kærligheden hersker døden. Og det gælder særligt kærligheden til et sted.

Det at vi føler en kærlighed til Lolland-Falster, til den købstad, landsby eller ø hvor vi kommer fra, det er altafgørende.

Det er det der får vores egn til at hænge sammen, til at være attraktiv, og til – i sidste ende – at overleve.

Lolland-Falster har i en gruppe på Facebook et fælles bål der brænder for Danmarks Sydhavsøer. Den hedder Lolland-Falster Lovestorm og her deler vi de positive historier fra vores egn.

Lovestormen er et bål som kan ses på lang afstand og som giver lys og forsikring om at der også er liv og kvaliteter, her hvor vi bor.

Også selv om andre har den frækhed at så tvivl om det.

På vores øer er der liv, mennesker, varme, kærlighed, positive oplevelser og ikke mindst et fællesskab at varme sig ved, og som byder andre velkommen.

 
Alle der bærer brænde til dette bål i form af billeder og historier vil jeg gerne udtrykke en stor tak til. Intet menneske eller nogen bestyrelse kunne klare den opgave alene.

Vi passer Lolland-Falsters bål sammen, det brænder alle dage året rundt, og det giver styrke og stolthed.

Vi der bor her, og nye som søger til vores egn, kan samles omkring dette bål.

At holde ilden ved lige er meget vigtig opgave, og jeg håber vi sammen bliver ved med at bære ved til Lovestormens bål i mange år fremover.

Nu skal vi tænde bålet her ved Maribo Sø.

Lad os ønske for hinanden at der igen bliver fred overalt i Europa.

For som Drachmann skriver i Midsommervisen, kan freden vindes hvor hjerterne aldrig bliver tvivlende kolde.

Hjerterne i Maribo og på hele Lolland-Falster er ikke tvivlende kolde. De er bankende varme.

Måtte de blive ved med at være det i mange, mange år fremover.

Glædelig sankthans til jer alle sammen.

Status efter 5 år med Lovestormen

Kirsten Sydendal Leave a comment

Efter de første fem år har Mette Aagaard og Kirsten Sydendal fra bestyrelsen gjort status i dette interview:

Hvad har været højdepunkterne?

Kirsten Sydendal:
Et højdepunkt var selvfølgelig festen i Vega 2. oktober 2015. Det var en helt fantastisk oplevelse. Det var også en stor oplevelse for mig personligt at fortælle Dronningen om Lovestorm da hun besøgte Nakskov i 2016 og da jeg var i Washington i 2017. Det var stort da vi fik ordet Lovestorm i Den Danske Ordbog i 2019, og da Lise Ravnkilde udgav sin bog om vores initiativ i 2017.

Men ellers har det jo været skønt generelt at kunne se at gruppen er vokset og har udviklet sig frem til nu og stadig gør det. Vi er over 29.200 medlemmer nu og startede med ca. 22.000 i 2015. Vi har fået lavet regler for erhvervsopslag, og vi har fået lavet en forening for almindelige medlemmer og et partnerprogram for virksomheder. Og vi har også holdt en del events som har ført Lovestormen fra Facebook ud i det virkelige liv og givet et fysisk fællesskab. Jeg synes vi er nået langt med de vilkår vi har haft.

Mette Aagaard:
Højdepunktet er at se folks engagement og støtte for området – og positivitet. Det giver en følelse af sammenhold og stolthed. Som tilflytter har jeg været meget overrasket over netop det sammenhold. Også at få lov til at komme ud og fortælle om Lovestormen uden for og i Lolland-Falster har været store højdepunkter for mig. Optagelsen i Den Danske ordbog, Dronningens besøg og alle de ting Kirsten nævner er selvfølgelig også store højdepunkter.

Hvad har været svært?

Mette Aagaard:
Det sværeste er nok at have tid til det hele – vi har alle arbejde ved siden af og gør det frivilligt, så alle de gode ideer der kommer ind, dem kan vi ikke altid nå at følge.  Det er svært at skulle vælge også imellem sine egne ideer og andres.

Kirsten Sydendal:
Vi har brugt en del energi på at sikre at gruppen forblev en gruppe for de positive historier – og ikke udviklede sig til en reklamesøjle. Mange har forvekslet os med en online ugeavis, hvor man kunne sende alt ind: Debatindlæg, inspiration fra andre dele af landet, annoncering af lokale begivenheder, efterlysninger, bønner om hjælp og tilbud fra handlende. Vi er ikke en avis, og vi har lavet nogle skrappe regler som de fleste overholder. Vi åbner med mellemrum for spørgsmål fra medlemmer, hvor vi skønner at opslaget har en gavnlig og oplysende effekt på gruppen og Lolland-Falster som helhed. Vi efterlyser generelt flere historier fra erhvervslivet. Vi kræver at de er personlige og velfortalte, dvs. har en vis dybde i sig, men det har været svært for os at få det budskab ud. Vi vil også gerne have politisk engagerede borgere til at dele de gode historier om hvad der sker i lokalsamfundene. Selvfølgelig uden at der går politik i det, men det kan godt lade sig gøre.

Og så har det været svært ikke at kunne alt det vi gerne ville. At tiden ofte ikke rækker til alt det vi gerne vil i bestyrelsen. Vi har så mange ideer og henvendelser med til hvert bestyrelsesmøde, men det er kun det allervigtigste vi når og kan prioritere. Det kan være lidt svært at rumme, men det er efterhånden et vilkår vi har vænnet os til. Vi har samlet ideerne i et langt excel-ark hvor der nu står over 100 supergode ideer delt op i forskellige kategorier. Det giver ro i maven at have det skrevet ned.

Hvad var planerne med Lovestormen i starten, og har det ændret sig siden?

Mette Aagaard:
Vi har nok alle sat vores præg på Lovestormen siden starten både dem der var med til at starte det, og os som er kommet med sidenhen – om det er bestyrelsen, eller dem der deltager i den. I bestyrelsen er vi meget forskellige, hvilket er rigtig godt, og vi har alle vores områder vi brænder for. Derfor kan vi i fremtiden også udvikle endnu mere, og gruppen kan og har inspireret andre, f.eks. kommunerne, til at lave forskellige tiltag. Jeg personligt har kastet mig over et reklameprojekt, som jeg glæder mig meget til at se om det kan ændre noget og også vores mærkesager, som f.eks. hurtigere tog.

Kirsten Sydendal:
Før QLF satte Lovestormen i gang, havde vi ingen forestilling om hvad det ville føre til. Personligt troede jeg ikke det ville være noget man talte om når ”På røven i Nakskov” var slut. Men det blev det. Den anerkendte kommunikationsekspert Kresten Schultz Jørgensen rådede i sommeren 2015 kommunerne og QLF til hurtigt at finde ud af hvad vi ville stille i det ”vindue” vi havde fået skabt. Det var vigtigt at der stod noget i det vindue, som han sagde. Nogle klare budskaber fra Lolland-Falster. Og i forbindelse med det spørgsmål mente jeg de første år at det ikke var noget vi som græsrodsbevægelse alene skulle bestemme. Det skulle aftales med kommunerne. Om det var klima, fødevarer, kunst og kultur som skulle være det der tegnede vores område. Men vi har aldrig nået at få så nært et samarbejde med kommunerne at der er lavet en strategi om hvad der skal kommunikeres ud som Lolland-Falsters særlige styrker – og hvordan vi sammen gør det klogest og mest kraftfuldt – via befolkningen og Lolland-Falster Lovestorm.

Jeg tror i stedet vi har inspireret kommunerne til at lave andre tiltag der på deres måde kommunikerer positive historier hver for sig. Guldborgsund Kommune lavede i 2016-17 deres egen ”Guldkanon” og siden websitet og Facebooksiden ”Vores Guldborgsund”, og Lolland Kommune har lavet en bosætningskampagne der hedder ”Lolland Lever Livet”. Det var slet ikke sådan jeg troede det skulle blive, men alt hvad der har fokus på vores styrker og ressourcer er godt for Lolland-Falster. Vi har et godt forhold til kommunerne og har da også lavet en række ting sammen.

Hvad er der specielt ved Lovestormens måde at kommunikere på?

Mette Aagaard:
Det specielle og bemærkelsesværdige er, at alle kan deltage og give deres holdning og idé videre. Alle er med til Lovestormen og kan være en del af den hvis de ønsker det. Det er også det der er vores styrke og jeg tror ikke der er noget der kan sammenlignes med det tidligere, at en landsdel står så meget sammen på de sociale medier – heller ikke i udlandet. Det er også derfor udlandet er interesseret i vores måde at kommunikere på og samle folk.

Kirsten Sydendal:
Jeg har den kæphest at det i al kommunikation er vigtigt at få befolkningen med. Og de skal ikke kun være budbringere og nogle, der liker og deler ting, som andre har lavet. De skal også være med til at skabe det indhold der ligger i gruppen. Det engagerer, og det får budskaberne rundt, især på de sociale medier. Vores medlemmer bidrager med over 6000 opslag hvert år. De mest sete opslag bliver vist ca. 10.000 gange.

Et andet eksempel er vores kort med takeaway, som vi lavede i starten af april her i coronatiden. Det starter med at et medlem af gruppen spørger hvor man kan købe takeaway, og svarene strømmer ind. Henriette Lund Pedersen og jeg blev enige om at samle informationerne ind, og Kim Nielsen fra KonceptLab lavede designet på to geografiske kort som nu viser hvor man kan få takeaway. Vi måtte sende det ud i gruppen 2-3 gange, for der løb hele tiden rettelser og nye informationer ind. Folk elsker at finde fejl og mangler, og det var netop hvad vi efterlyste. Og til sidst blev kortene færdige. De er skabt af gruppens kæmpestore fælles viden om hvem der har åbent og lukket for takeaway på Lolland-Falster lige nu. Det er ikke op til ejerne at opsøge os og bruge tid på at indsende information. Det er kunderne og vores læsere der hjælper os med opgaven, og det giver ejerskab, fællesskab og engagement. Og lige præcis dét er vores ”kapital”, som vi kan leve videre på. Det at der bliver talt om Lovestormen, at vi lever i folkemunde og bliver brugt jævnligt. Processen i at lave informationen udgør en stor del af den kommunikation som bliver resultatet. Det synes vi er vigtigt, og det er derfor vi gerne vil inddrage vores medlemmer i budskaberne og ikke blot være en ”kanal”, som man sender et færdigt budskab ud igennem.

Men I skal vel også tjene penge? Hvordan ser I på det?

Mette Aagaard:
Ja, det skal man – vi har en del driftsomkostninger, selvom vi arbejder frivilligt uden løn, så skal der betales diverse ting alligevel. Men vi har et godt erhvervsnetværk der støtter os, og det kan selvfølgelig blive endnu større. Men uden dem og de andre donationer vi har fået, kunne det ikke løbe rundt, og det er vi taknemmelige for.

Kirsten Sydendal:
Ja, det er ikke gratis at drive Lolland-Falster Lovestorm. Vi bruger penge på it/web, merchandise og andre materialer, og vi er også begyndt at betale professionelle leverandører for professionelle ydelser, hvor vi ikke er eksperter selv, eller hvor fritiden simpelthen ikke rækker mere. Vi fik i 2019 sat vores erhvervspartnerprogram op, så vi har indtægter fra virksomheder som gerne vil støtte os. Det er en kæmpe hjælp at vi har penge som vi kan råde forholdsvis frit over. Vi fik samlet 111.111 kr. ind i 2019, og vi håber vi kan få det dobbelte ind i 2020. Vi har ca. 140 almindelige medlemmer i vores forening der hver betaler 200 kr., og det tal vil også stige tror jeg.

Hvilken effekt har LF Lovestorm haft?

Mette Aagaard:Det har helt klart fået Lolland-Falster til at blive mere trendy – ikke mindst fordi vi der bor her, har fået en reminder og et selvtillidsboost. Det smitter af på vores måde at kommunikere på og derved bliver omtalen mere positiv og spiralen går opad.

Kirsten Sydendal:
LF Lovestorm har været med til at løfte Lolland-Falster på mange måder – sammen med alle de andre tiltag der gøres. Selvbevidstheden har fået et kæmpe boost siden 2015. Fraflytningen er standset i visse byer, turismen går bedre, hussalget og huspriserne går også fremad. Rigtig mange taler om at Lovestormen var et vendepunkt, hvor vi der bor her, for alvor begyndte at få øjnene op for vores egne styrker og genfandt optimismen og en stolthed over at bo her eller komme herfra. Det har en enorm betydning at en befolkning rejser sig på denne måde og siger nok er nok. Det synes jeg virkelig er lykkedes, og jeg synes vi evner at holde dampen oppe. Befolkningen er med, Lovestormen er kendt uden for Lolland-Falster, og lige nu er det kun vores egen tid der sætter begrænsningerne.

Er der stadig momentum?

Mette Aagaard:
Ja selvfølgelig – vi er langt, men kan komme endnu længere på sigt. Jeg vil i al fald gøre alt hvad jeg kan for at skabe endnu mere positiv omtale og så skal vi igen mere ud i medierne. Vi har haft brug for en kort overblikspause, fået samlet tingene og fået sat mere effekt på tingene.

Kirsten Sydendal:
Det kommer an på hvem du spørger. Vi der sidder i ”stormens øje” og driver gruppen hver dag, kan se på tallene at der stadig er momentum. Det samlede antal opslag stiger hvert eneste år. I marts 2020 havde vi en rekordstort antal opslag (736). Det var større end maj 2015 (638), men overgik dog ikke startmåneden april 2015 (med ca. 3000 opslag). Vi har over 29.000 medlemmer – et tal som aldrig har været højere og fortsat stiger hver dag. Nogle går ud hver dag, men flere kommer til. Der er over 1.000.000 visninger af de 100 mest populære opslag hver måned. Det var for nogle år siden kun på 500.000. Så der er virkelig sket en udvikling, og gruppen kører i et flot og højt gear.

Andre som ikke er på Facebook, vil måske sige at de ikke læser om os så meget i avisen som tidligere. Og det er korrekt, at vi lige nu har mere fokus på sikker drift end på at skabe hurtige overskrifter i aviserne. Vi er typisk i aviserne når det handler om mærkesager som infrastrukturprojekter (den nye Storstrømsbro, hurtigtog til København osv.), eller når vi har en rigtig god nyhed, fx da vi startede vores erhvervspartnerprogram.

Vi får hver uge henvendelser om alt muligt: Holde oplæg og taler, deltage i projekter, hjælpe med synlighed og promovering og meget andet. Det er desværre ikke det hele vi kan hjælpe med eller deltage i. I starten var jeg nervøs for om denne strøm af henvendelser ville holde op. Men det er jeg ikke mere. Vi er kendt mange steder, og henvendelserne er bestemt ikke aftaget selvom bestyrelsen i den seneste tid har haft mere fokus på de interne opgaver end de eksterne.

Hvordan ser fremtiden ud for Lolland-Falster Lovestorm?

Mette Aagaard:
Jeg kunne godt tænke mig at vi kom til at arbejde endnu mere med fundraising og kampagner. Lige så snart Corona er overstået, er jeg klar til at præsentere en kampagne i samarbejde med et lokalt firma, som også kommer til at inddrage andre. Vi skal have gang i vores event med hurtigere togtider, vi skal følge op på vores invitation fra Tuborgfondet, samspisning, fester og meget andet. Drømmescenariet er at få lov til at arbejde fuldtid med dette og så et sekretariat. Vi går en god fremtid i møde, det er jeg sikker på. 

Kirsten Sydendal:
Lolland-Falster Lovestorm har så meget potentiale og en størrelse i dag at det vil være rigtigt at etablere et sekretariat: Et fysisk kontor med åbningstider og lønnet arbejdskraft. Nogle tror at Lovestormen har ansatte allerede, men det har vi altså ikke.
Vi vil gerne bruge mere tid på fundraising og sætte større projekter og kampagner i søen, men det kræver igen lønnet arbejdskraft. Jeg tror på vi får det en dag, for der er virkelig mange opgaver, som tager tid, men er helt usynlige. Vi kunne nå mange flere resultater og samarbejde med mange flere, hvis 1-2 medarbejdere kunne arbejde mellem 8 og 16, hvor andre professionelle aktører går på arbejde. Jeg tror på at vi nok skal nå derhen en dag.
Vi har en stående invitation fra Tuborgfondet, der synes at vores fællesskab er rigtig spændende og værd at undersøge nærmere og understøtte. Og andre landsdækkende fonde tror jeg også er interesserede. Så jeg er meget optimistisk mht. fremtiden. Ting tager bare tid. Og frivilligt arbejde kræver en helt særlig blanding af mild tålmodighed og stålsat vedholdenhed. Men den har vi. Så jeg ser lyst på fremtiden.