Nyheder

Færgerne og de forkerte mål

Kirsten Sydendal Leave a comment

En artikel om mobilitet, robusthed og småøernes fremtid.

En fuld færge er ikke nødvendigvis en effektiv færge

Debatten om småøernes færger handler ofte om økonomi, belægningsgrader og antal afgange. Men måske er det ikke selve færgerne, der er problemet. Måske er problemet, at vi måler de forkerte ting.

I denne “longread” (en relativt lang artikel) vil jeg argumentere for, at færger kan lære os noget langt større end færgedrift. De kan lære os, hvordan vi bør tænke kritisk infrastruktur. For når vi ser på små øer, bliver det tydeligt, at mobilitet, robusthed og reservekapacitet ofte er vigtigere end den højest mulige udnyttelsesgrad.

I de senere år har Lolland Kommunes færgestrategi haft et klart mål: at udnytte færgerne bedre ved at samle trafikken på færre afgange og reducere de tre færger til to. Tanken er enkel. Hvis den samme mængde trafik kan transporteres med færre sejladser og færger, stiger belægningsgraden, og driften bliver mere effektiv.

Det er en logik, som umiddelbart giver god mening. En færge, der sejler næsten tom, ser umiddelbart mindre effektiv ud end en færge, der er godt fyldt. Men spørgsmålet er, om belægningsgraden er det rigtige mål for en færgeforbindelses kvalitet.

For en færges vigtigste opgave er ikke nødvendigvis at transportere flest mulige biler pr. afgang. Den vigtigste opgave er at sikre mobiliteten mellem ø og fastland. Her begynder forskellen mellem transportkapacitet og mobilitetskapacitet.

Transportkapacitet handler om, hvor mange biler og passagerer der faktisk bliver transporteret. Mobilitetskapacitet handler om noget andet: Hvor let er det at rejse, når behovet opstår? Kan en pendler komme på arbejde? Kan en landmand flytte sine maskiner, når vejret er til det? Kan en håndværker tage en hasteopgave? Kan en familie tage spontant på besøg, eller skal alt planlægges flere dage eller måske uger i forvejen?

Det er to forskellige måder at se en færgeforbindelse på.

Når antallet af afgange reduceres, bliver færgerne ofte mere fyldte. På papiret ser det ud som en gevinst. Men samtidig bliver det sværere at komme med den afgang, man ønsker. Bookingoversigterne fra højsæsonen i Lolland Færgefart viser, at flere afgange er fuldt bookede, og at der kan gå mange timer, før næste afgang med ledige bilpladser. Det peger på, at systemet ikke blot har et mobilitetsproblem. I spidsbelastninger har det også et kapacitetsproblem. Når der ikke findes ledig kapacitet inden for et rimeligt tidsrum, er mobiliteten reelt sat ud af kraft

Derfor er det heller ikke sikkert, at en høj belægningsgrad er et tegn på succes. Den kan lige så vel være et tegn på, at systemet er presset. At mennesker må tilpasse deres liv efter færgen i stedet for, at færgen understøtter menneskers liv.

Det peger på et behov for at udvide den måde, vi vurderer færgedrift på. Ud over transportkapacitet bør vi også stille disse spørgsmål.

 

Spørgsmål Hvorfor betyder det noget?
Kan jeg komme med, når jeg har brug for det? Pendling, sundhed, familie
Kan jeg få en håndværker ud? Erhverv og vedligeholdelse
Kan gæster besøge øen spontant? Turisme og fællesskab
Kan virksomheder planlægge deres arbejde? Lokal økonomi
Er der plads, når der er travlt? Robusthed

En god færgeforbindelse handler ikke kun om færgen. Den handler om hverdagen.

Måske er det derfor, vi skal ændre den måde, vi taler om færger på. En færgeforbindelse er en del af et lokalsamfunds infrastruktur. Dens opgave er ikke blot at flytte biler og passagerer fra A til B, men at give mennesker og virksomheder mulighed for at leve, arbejde og udvikle sig.

En fuldt booket færge er derfor ikke nødvendigvis en effektiv færge. En effektiv færge er en færge, der giver øboere, erhvervsliv og besøgende den mobilitet, som et moderne samfund har brug for.

De rejser, der forsvinder ud af statistikken

Når en færgerute vurderes, tager man næsten altid udgangspunkt i de samme tal: Hvor mange biler blev transporteret? Hvor mange passagerer rejste? Hvor høj var belægningsgraden? Det virker umiddelbart logisk. Problemet er bare, at disse tal kun viser én del af virkeligheden. De viser de rejser, der blev gennemført. De viser ikke de rejser, der aldrig blev til noget.

Forestil dig en familie, der gerne vil besøge øen en sommerdag. De går ind på bookingsystemet og opdager, at de afgange, de har brug for, allerede er fyldt. De vælger en anden destination. Den familie findes ikke i færgens statistik. Det gør håndværkeren, der siger nej til en opgave på grund af usikker logistik, heller ikke. Det gør turisten, der vælger en anden ferie, pendleren, der flytter et møde, eller øboen, der opgiver en spontan tur, heller ikke. De eksisterer alle sammen – men de bliver usynlige, fordi rejsen aldrig blev gennemført.

Det betyder, at færgens statistik ikke nødvendigvis måler den reelle efterspørgsel efter transport. Den måler kun den transport, som det lykkedes at gennemføre under de vilkår, færgesystemet tilbyder. Hvis mobiliteten bliver dårligere, ændrer mennesker deres adfærd. De planlægger mere, samler flere ærinder på én tur, inviterer færre gæster eller vælger helt at lade være med at rejse. Trafikken kan derfor falde, uden at behovet for transport er blevet mindre. Det kan lige så vel være et tegn på, at infrastrukturen er blevet mindre anvendelig.

Her opstår et vigtigt paradoks. Færre afgange giver dårligere mobilitet. Dårligere mobilitet betyder, at nogle rejser aldrig bliver gennemført. Dermed falder trafiktallene, og de lavere trafiktal kan efterfølgende bruges som argument for yderligere besparelser. På den måde risikerer vi en negativ spiral, hvor infrastrukturen gradvist mister sin værdi – ikke fordi behovet for forbindelsen er forsvundet, men fordi forbindelsen er blevet mindre attraktiv at bruge.

Derfor er det ikke nok at spørge, hvor mange biler færgen transporterede. Vi bør også interessere os for de rejser, der aldrig blev til noget. Hvor mange gæster valgte en anden destination? Hvor mange virksomheder ændrede deres planlægning? Hvor mange spontane ture blev opgivet? Hvor mange potentielle tilflyttere eller kunder valgte øen fra, fordi forbindelsen oplevedes som for usikker?

Disse spørgsmål kan ikke besvares med en driftsrapport alene. De kræver interviews, spørgeskemaer og lokale erfaringer. Men de er nødvendige, hvis vi vil forstå færgens reelle betydning for et øsamfund.

For den største fejl, vi kan begå, er at tro, at statistikken viser hele virkeligheden. Nogle af de vigtigste konsekvenser af en dårligere færgeforbindelse kan nemlig være dem, der aldrig kommer til at stå i statistikken: de rejser, der aldrig blev foretaget, de gæster, der aldrig kom, og de muligheder, der aldrig blev til virkelighed.

Når effektivisering betyder, at reserven forsvinder

Effektivisering er et naturligt mål i den offentlige sektor. Skatteborgernes penge skal bruges fornuftigt, og ingen ønsker unødigt spild. Men der er en vigtig forskel på at fjerne spild og på at fjerne den reserve, som gør et system robust.

Den forskel beskrives med et begreb, der sjældent bruges i færgedebatten: redundans.

Redundans betyder, at et system har en indbygget reserve. Ikke fordi den skal bruges hele tiden, men fordi den skal være der, når belastningen pludselig stiger, eller når noget uforudset sker. Det er et princip som vi accepterer princippet overalt i samfundet. Hospitaler har fx normalt ekstra sengekapacitet, og elnettet har reservekapacitet.

På småøernes færger bliver den samme reserve derimod ofte betragtet som ineffektivitet. En ekstra afgang med ledige pladser eller en selvstændig færge til en ø kan på papiret se ud som overkapacitet. Men spørgsmålet er, om det virkelig er overkapacitet – eller om det er den reserve, som gør forbindelsen robust.

Når antallet af afgange reduceres, eller når én færge skal betjene flere øer, bliver systemet mere effektivt i traditionel forstand. Belægningsgraden stiger, og ressourcerne udnyttes bedre. Men samtidig bliver systemet mere sårbart. En forsinkelse rammer flere rejsende. En teknisk fejl får større konsekvenser. Travle sommerdage, høsttid eller en øfestival giver hurtigere fuldt bookede afgange.

Det skyldes, at små øsamfund lever under “de små tals lov”. Når der kun er få afgange om dagen, findes der ikke ret meget at give af. Hver enkelt afgang bliver afgørende. Derfor kan selv små reduktioner få store konsekvenser.

Det betyder ikke, at der aldrig skal effektiviseres. Men det betyder, at effektivisering ikke alene bør måles på, hvor mange afgange eller færger der kan spares væk i et regneark. Man må også spørge, hvad man mister.

Mister vi fleksibilitet? Mister vi robusthed? Mister vi muligheden for at håndtere  spidsbelastninger? Mister vi den tryghed, der gør det muligt at bo, arbejde og drive virksomhed på en ø? Det er disse spørgsmål, der afgør, om en reserve er unødvendig – eller om den er en nødvendig del af infrastrukturen.

Måske er den største fejl, vi kan begå, at forveksle effektivitet med at vi fjerner redundans. For det, der i et regneark kan ligne overkapacitet, kan i virkeligheden være den reserve, som holder et helt lokalsamfund i gang.

På små øer er redundans derfor en forudsætning for robusthed. Og robusthed er ikke en udgift. Det er en investering i et samfund, der også fungerer, når virkeligheden ikke følger regnearket.

Små tal kræver mere robusthed – ikke mindre

Vi har en tendens til at tro, at små samfund kan klare sig med mindre infrastruktur end store samfund. Det virker umiddelbart logisk. Færre mennesker må betyde færre behov.

Men ofte er det faktisk omvendt. Når volumen er lille, bliver systemet mere sårbart.

Måske er problemet derfor ikke først og fremmest færgerne. Måske er problemet de mål, vi bruger til at vurdere dem. I mange år har vi først og fremmest målt belægningsgrader, passagertal og driftsøkonomi. Men små samfund fungerer efter en anden logik. Her bliver robusthed, mobilitet og tilgængelighed mindst lige så vigtige mål.

En stor motorvej kan klare, at et spor lukkes. Der er stadig flere spor tilbage. Et tog kan blive aflyst, og der kommer måske et nyt en halv time senere. På en lille ø kan én aflyst eller fuldt booket færge betyde, at man først kan komme videre flere timer senere.

Det skyldes ikke, at øerne har større behov. Det skyldes, at de har færre alternativer. Netop derfor bliver begreber som mobilitet, robusthed og redundans vigtigere, når volumen er lille.

Det gælder også skoler, daginstitutioner, lægedækning, beredskab og dagligvarebutikker. Små samfund har ofte kun én løsning. Når den svækkes, findes der sjældent et alternativ.

Det er derfor, små samfund ikke altid kan vurderes med de samme effektivitetsmål som store byer. Hvis en busafgang forsvinder i København, findes der måske en ny ti minutter senere. Hvis en færgeafgang forsvinder på en ø, kan konsekvensen være flere timers ventetid – eller at rejsen helt må opgives.

Det er også derfor, at små samfund ofte rammes hårdere af centralisering. Hver gang en funktion samles ét sted for at opnå stordriftsfordele, bliver afstanden større, alternativerne færre og afhængigheden af den tilbageværende løsning større.

Paradokset er, at små samfund derfor kan have behov for mere robust infrastruktur pr. indbygger end store samfund. Ikke fordi de skal have flere privilegier, men fordi de mangler de alternativer, som større samfund tager for givet.

Det er en erkendelse, som rækker langt ud over færgerne. Den handler om, hvordan vi indretter et land, hvor mennesker kan leve under meget forskellige vilkår. Hvis vi anvender de samme effektivitetsmål overalt, risikerer vi at skabe et system, der fungerer glimrende dér, hvor der er mange mennesker, men gradvist bliver mere skrøbeligt dér, hvor der er få.

Jeg tror, vi skal begynde at tale om samfundsmæssig robusthed som et selvstændigt mål. Det er ikke en modsætning til effektivitet.  Det er en nødvendig balance.

For en færge er ikke kun et transportmiddel. Den er en livsnerve. Og ligesom vi accepterer, at et beredskab, et hospital eller et elnet skal have en reserve for at fungere, må vi også acceptere, at kritisk infrastruktur i små samfund ikke kan dimensioneres ud fra gennemsnittet alene.

Det er måske den vigtigste læring fra småøerne: Jo mindre volumen et samfund har, desto større betydning får robustheden. Hvis vi overser det, risikerer vi at gøre infrastrukturen billigere at drive – men dyrere for samfundet.

Vi har været vant til at måle transportkapacitet, belægningsgrader og driftsøkonomi. Det er på tide også at måle mobilitet, robusthed og samfundets evne til at fungere, når hverdagen ikke følger gennemsnittet.

Hvordan måler vi en god færgeforbindelse?

I de foregående afsnit har jeg argumenteret for, at debatten om småøernes færger ofte tager udgangspunkt i de forkerte mål. Vi måler, hvor mange biler der bliver transporteret, hvor høj belægningsgraden er, og hvad driften koster. Men vi spørger sjældent, om færgen giver mennesker og virksomheder den mobilitet, de har brug for.

Det betyder ikke, at økonomi er ligegyldig. Tværtimod. Offentlige midler skal bruges ansvarligt. Men ligesom vi ikke vurderer et hospital alene på antallet af tomme senge eller et brandvæsen på, hvor få udrykninger det har, bør vi heller ikke vurdere en færge alene ud fra belægningsgrader.

Hvis vi ønsker robuste lokalsamfund, bør vi supplere de traditionelle nøgletal med nogle nye. Vi bør blandt andet spørge:

  • Hvor stor er sandsynligheden for, at man kan komme med den ønskede afgang?
  • Hvor lang er ventetiden, hvis en afgang er fuldt booket?
  • Hvor mange spontane rejser er reelt mulige?
  • Hvor robust er forbindelsen ved spidsbelastninger eller tekniske problemer?
  • Understøtter færgen pendling, erhvervsliv og bosætning?
  • Skaber den tryghed for borgere og virksomheder, eller usikkerhed?

Ingen af disse spørgsmål kan besvares alene med et regneark. Men de beskriver den værdi, en færge faktisk skaber.

Det er måske den vigtigste pointe i hele denne “longread”. En færge er ikke blot en udgiftspost eller et transportmiddel. Den er en del af den kritiske infrastruktur, som gør det muligt at bo, arbejde, drive virksomhed og skabe udvikling på en ø.

Måske kan småøerne derfor lære os noget, der rækker langt ud over færgedriften. De viser, hvor hurtigt et samfund bliver sårbart, når mobiliteten forringes, reserverne forsvinder, og al planlægning sker ud fra gennemsnitstal.

Derfor handler denne debat ikke kun om Askø, Femø eller Lolland. Den handler om, hvordan vi ønsker at planlægge kritisk infrastruktur i Danmark.

Grundlovstale i Vordingborg 2026

Kirsten Sydendal Leave a comment

Talen blev holdt ved et havearrangement for Socialdemokratiet i Vordingborg d. 5. juni 2026

Tusind tak for invitationen til at være taler hos jer i dag. Jeg hedder Kirsten Sydendal. Jeg bor på Fejø, og jeg er formand for Sammenslutningen af Danske Småøer.

I luftlinje er der omkring 30 km mellem Fejø og Vordingborg. Det er egentlig ikke særlig langt. På min vej fra Fejø her til Vordingborg blev jeg i den grad mindet om, at Danmark er et ø-rige. Jeg sejlede, jeg kørte langs kysten, jeg krydsede broen ved Guldborg, og jeg kørte over den nye flotte Storstrømsbro.

Danmark under overfladen
Vi er vant til at tale om Danmark som ét land. Men ser man på et kort, er virkeligheden mere nuanceret. Danmark består af øer, halvøer, fjorde, bælter og sunde. Af steder, der ligger adskilt af vand, men alligevel hænger sammen. For nogle år siden deltog jeg i et møde med øboere fra andre steder i Europa. Her hørte jeg et udtryk, som jeg ikke har glemt. Der blev sagt: Øer ligger adskilt på overfladen, men de hænger sammen i dybet under vandet.

Det kunne også være et billede på Danmark.

Vi lever forskellige steder. Vi har forskellige liv. Nogle bor i storbyer, andre i landsbyer. Nogle på øer, andre midt i landet. Men under overfladen er vi bundet sammen af noget fælles: af tillid, af ansvar og af vores folkestyre. Det er derfor, vi fejrer Grundlovsdag.

Det er ikke bare for at mindes et dokument fra 1849 at vi fejrer Grundlovsdag. Vi gør det for at mindes den idé, at mennesker med forskellige liv og forskellige interesser kan skabe et samfund sammen. Et samfund, hvor frihed og fællesskab ikke er modsætninger, men forudsætninger for hinanden.

Allerede i Grundlovens første paragraf står der:
“Denne grundlov gælder for alle dele af Danmarks Rige.”

Det lyder måske som en teknisk bestemmelse. Men måske ligger der i de ord også en påmindelse om, at folkestyret ikke kun skal fungere nogle steder.

Ikke kun i hovedstaden. Ikke kun i de største byer. Men i hele landet. På øerne, i landsbyerne, i købstæderne og i de større byer. For et demokrati bliver først stærkt, når mennesker overalt oplever, at de hører til, bliver hørt og har mulighed for at forme deres egen fremtid.

Men det rejser også et spørgsmål: Hvordan holder vi forbindelserne levende i et samfund, hvor mere og mere samles de samme steder, og hvor flere og flere oplever, at afstanden til beslutningerne vokser? Det spørgsmål vil jeg gerne bruge denne grundlovsdag til at tale om.

Folkestyret er mere end en grundlov
Vi kan let komme til at tro, at demokratiet blev skabt den dag, kong Frederik 7. skrev Grundloven under i 1849. Men et folkestyre bliver ikke stærkt blot fordi man har en lov. Det bliver stærkt, når mennesker tager ansvar for noget, der er større end dem selv.

Det vidste de generationer, der byggede det moderne Danmark. Bønderne skabte andelsmejerier og brugsforeninger. Arbejderne organiserede sig i fagforeninger. Over hele landet opstod der højskoler, forsamlingshuse, idrætsforeninger og lokale fællesskaber. Ingen af delene handlede kun om økonomi eller politik. Det handlede om at samarbejde. Om at udnytte det, at man kan mere sammen, end man kan hver for sig.

Måske er det netop derfor, Danmark er blevet et af de lande i verden, hvor tilliden er størst. Vi har gennem generationer øvet os i at løse problemer sammen. Ikke fordi vi altid er enige, men fordi vi har været enige om, at fællesskabet er værd at investere i.

Demokratiet lever mellem mennesker
For få dage siden fik Danmark en ny regering efter lange forhandlinger. Nogle ser måske 69 dage som et tegn på, at demokratiet er langsomt. Jeg ser det også som et tegn på noget andet. At vi stadig insisterer på at tale sammen. At vi stadig tror på kompromiset. Og at vi stadig forsøger at finde løsninger, som flere kan se sig selv i. Det kan være besværligt. Men alternativet er langt værre.

Jeg synes det er vigtigt at sige at demokratiet ikke først og fremmest lever på Christiansborg. Det lever i foreningen, i lokalrådet, i skolebestyrelsen, i landsbyerne, i fagforeningen og i de mange fællesskaber, hvor mennesker mødes ansigt til ansigt og tager ansvar for hinanden. Det er dér, folkestyret får rødder.

Små fællesskaber har også en stemme
Jeg oplever det også gennem mit arbejde i Sammenslutningen af Danske Småøer. Vi er mennesker fra 27 vidt forskellige øer med forskellige udfordringer og forskellige interesser. Vi er ikke altid enige. Men vi er fælles om at finde løsninger og formulere de ønsker, vi vil bringe videre til kommuner, Folketinget og regeringen. På den måde er Ø-Sammenslutningen også et lille stykke demokrati. Vores sammenslutning har politikernes bevågenhed på Christiansborg. Det er et udtryk for noget særligt dansk. At selv små samfund, minoriteter og små fællesskaber skal have en stemme.

For folkestyret handler ikke kun om flertallet. Det handler også om at lytte til mindretallet og de steder og mennesker, der ellers let kan blive overset. Jeg sagde før, at demokratiet havde rødder i fællesskaberne, og hvis det er sandt, er vi nødt til at stille os selv et vigtigt spørgsmål:

Hvordan har fællesskaberne det i dag? For der er noget, der bekymrer mig. I årtier har vi været optaget af retten til at rejse ud. Den frie bevægelighed. Retten til uddannelse. Retten til at søge nye muligheder. Retten til at flytte derhen, hvor drømmene fører os.

Friheden til at blive
Og det er godt. Et frit samfund skal åbne verden for sine borgere. Men måske har vi glemt at tale om en anden frihed. Nemlig friheden og retten til at blive.

Friheden og retten til at skabe et liv dér, hvor man føler sig hjemme. Retten til at vende hjem igen. Retten til at engagere sig i et lille lokalsamfund uden at blive mødt med spørgsmålet: “Hvorfor flytter du ikke bare?” For hvad er frihed egentlig værd, hvis valget kun går den ene vej? Hvis det at have succes er lig med at bo i storbyerne?

Hvis uddannelser, arbejdspladser, investeringer og funktioner samles færre og færre steder, bliver det gradvist sværere at vælge anderledes. Så har vi måske stadig friheden på papiret. Men vi mister den i praksis.

Jeg mener ikke, at alle skal blive boende, hvor de er født. Jeg mener heller ikke, at alle skal flytte tilbage. Men jeg mener, at et frit samfund skylder sine borgere et reelt valg. Muligheden for både at rejse ud og slå rod. Muligheden for både at søge verden og vende hjem.

For et stærkt Danmark er ikke et Danmark, hvor alle bor de samme steder. Et stærkt Danmark er et Danmark, hvor flere steder og lokalsamfund trives og kan tiltrække også de unge generationer.

Når husene står, men menneskerne mangler
Hvorfor er det at blive boende i de små lokalsamfund blevet sværere? Det skyldes ikke én beslutning. Og det skyldes ikke én regering. Det er resultatet af mange års udvikling. Vi har samlet uddannelserne færre steder. Vi har samlet arbejdspladserne færre steder. Vi har samlet funktionerne færre steder. Hver enkelt beslutning har måske været fornuftig nok. Men tilsammen har det ændret Danmark. Afstanden er blevet større mellem mennesker og de muligheder, de har brug for i deres hverdag.

Samtidig ser vi en anden udvikling, især på småøerne. Mange steder i Danmark er mangel på gode boliger et problem. Huse bliver købt som fritidsboliger, investeringer eller steder, man kun bruger en del af året. Der er ikke noget galt i at have et sommerhus eller forelske sig i et sted.

Hvem holder Danmark sammen?
Men når flere og flere boliger kun har lys i vinduerne om sommeren og i weekenderne, mister lokalsamfundet også noget af det, der holder det levende mandag til fredag. Børnene i skolen. Medlemmerne i foreningen. Kunderne hos købmanden. De frivillige til sommerfesten. Det er ikke husene, der skaber et lokalsamfund. Det er menneskerne, som bor i husene.

Vi har i mange år fortalt især de unge, at succes handler om at komme videre. Om at flytte. Om at søge mod de steder, hvor mulighederne allerede er størst. Men et samfund har også brug for mennesker, der vælger at bygge noget op. Mennesker, der tager ansvar for et sted, og som bliver.

For hvis alle bevæger sig mod centrum, risikerer vi, at forbindelserne til resten af landet gradvist svækkes. Og et ø-rige kan godt leve med afstand. Men det kan ikke overleve hvis det bliver koblet fra resten af landet – især ift. økonomi og markedskræfter.

Nogle vil måske sige, at det bare er udviklingens gang. At mennesker flytter derhen, hvor mulighederne er størst. At verden forandrer sig. Og det er selvfølgelig rigtigt.

Mere end økonomisk effektivitet
Men spørgsmålet er, om vi kun skal måle udvikling i økonomisk effektivitet og vækst. Eller om vi også skal måle den i sammenhængskraft og trivsel for både mennesker og naturen. For når et lokalsamfund mister sin skole, sin købmand eller sine arbejdspladser, er det ikke kun et lokalt tab. Det er et tab for Danmark.

De fællesskaber, der opstår i landsbyerne, på øerne og i de mindre byer, er ikke mindre værd end fællesskaberne i de store byer. Tværtimod. Det er ofte her, mennesker lærer, at man ikke bare er forbruger i et samfund eller i en kommune. Man er medskaber af det sted, hvor man bor. Man sidder i bestyrelsen. Man træner børnene i idrætsforeningen. Man arrangerer byfest. Man hjælper naboen. Man tager ansvar. Det er den slags erfaringer, der gør et folkestyre stærkt.

Derfor handler diskussionen om land og by et eller andet sted også om demokratiets fundament. For hvis for mange steder mister deres indbyggere, deres funktioner og deres fællesskaber, risikerer vi at svække noget af det, som gennem generationer har gjort Danmark til et samfund med høj tillid og stærk sammenhængskraft. Vi skal holde Danmark sammen, fordi alle steder betyder noget.

Steder skaber også mangfoldighed
Så hvad gør vi? Jeg tror ikke, løsningen er at skrue tiden tilbage. Danmark skal udvikle sig. Unge skal have mulighed for at rejse ud i verden. Virksomheder skal kunne vokse. Og nye idéer skal have plads til at blomstre. Men udvikling må ikke blive det samme som ensretning. Vi må ikke ende i et Danmark, hvor stadig flere mennesker lever de samme steder, møder de samme mennesker og deler de samme erfaringer.

For mangfoldighed handler ikke kun om mennesker. Den handler også om steder. Om, at vi som samfund har brug for både storbyen, købstaden, landsbyerne, øerne og det åbne land – fordi de hver især bidrager med noget, de andre ikke kan.

Mulighederne ved Smålandsfarvandet
For nylig besøgte jeg Nationalpark Vadehavet. Det var en stor oplevelse. Både på grund af naturen og fordi man dér har været dygtig til at formidle landskabet, historien og sammenhængen mellem mennesker og natur. Det gav mig tro på, at Smålandsfarvandet også rummer store muligheder. Måske bliver Smålandsfarvandet til en nationalpark. Måske gør det ikke.

Men mulighederne er her. De er på øerne, ved kysterne og i de mange fortællinger, som har formet området gennem generationer. Vi kan gøre meget for at gøre vores område mere attraktivt. Ved at formidle naturen og kulturarven bedre. Ved at skabe flere rekreative muligheder. Og ved at hjælpe flere med at få øje på de kvaliteter, som vi, der bor her, ofte tager for givet.

Et Danmark hvor flere steder kan lykkes
For nogle gange handler udvikling ikke om at skabe noget nyt. Nogle gange handler den om at få øje på værdien af det, vi allerede har. Derfor er opgaven ikke at bevare Danmark, som det var. Opgaven er at skabe et Danmark, hvor flere steder kan lykkes.

Et Danmark, hvor unge kan rejse ud i verden uden at miste forbindelsen hjem. Hvor man kan vende tilbage uden at skulle forsvare sit valg. Og hvor det fortsat er muligt at skabe et godt liv, uanset om man vælger Vordingborg, Møn, Bogø, Fejø, Nørrebro eller Aalborg.

For det er i virkeligheden det, Grundloven handler om. At vi ikke kun er individer med hver vores drømme. Men medborgere med et fælles ansvar. Vi har et ansvar for at give det Danmark videre, som vi selv har arvet. Det skal naturligvis ikke være en kopi af fortiden. Det skal være et levende og moderne fællesskab, hvor frihed og ansvar fortsat følges ad.

Det, der binder os sammen
Når vi ser ud over Smålandsfarvandet, ser vi øer, kyster, landområder, der ligger hver for sig med havet imellem sig. Men vi ved også, at det hele hører sammen. Sådan er Danmark. Vi lever forskellige steder og forskellige liv.

Og netop derfor er spørgsmålet vigtigt: Hvad er det, der får os til at føle os som en del af det samme fællesskab? Måske er svaret, at mennesker har brug for mere end frihed til at vælge. Vi har også brug for tilhørsforhold. Et sted at høre til. Et fællesskab, hvor vi betyder noget for andre.

Det er ikke noget, vi kan lovgive os til. Det er heller ikke noget vi kan købe. Men det er noget, vi kan skabe sammen. Og måske er det netop dét, Grundloven minder os om.

At frihed ikke kun handler om, hvad vi kan gøre hver for sig. Men også om det fællesskab, vi bygger sammen. Om friheden til at trives og at høre til. Om at have et sted og et fællesskab, som ville savne os, hvis vi ikke var der.

God grundlovsdag til jer alle sammen.

Og tak for ordet.

 

Centraliseringens paradoks: En ond cirkel i Danmarks udkant

Kirsten Sydendal Leave a comment

Lolland er et af de områder i Danmark, der ofte omtales som et udkantsområde. Her kæmper kommunen med store økonomiske og demografiske udfordringer, som ikke kun påvirker de nuværende beboere, men også truer områdets fremtidige levedygtighed. I takt med at staten presser kommunerne til at holde budgetterne stramme, opstår der en uheldig spiral, hvor de mest ressourcestærke flytter væk, og de tilbageværende efterlades i en stadig mere presset situation. Dette fænomen, som jeg vil kalde centraliseringsparadokset, spejler det klassiske Jevons paradoks med et twist af social og økonomisk marginalisering.

En ond cirkel fødes
Centraliseringens paradoks beskriver en situation, hvor politiske og økonomiske tiltag, der er designet til at forbedre eller stabilisere et områdes situation, i stedet fører til en forværring. Når Lolland Kommune pålægges stramme budgetter af staten, sker det med den hensigt at effektivisere brugen af ressourcer. Men i stedet for at skabe balance, har disse nedskæringer den modsatte effekt.

Når der skæres i velfærdsydelser, skoler og transportmuligheder, forværres levevilkårene for de tilbageværende borgere. Ressourcestærke individer – typisk unge og veluddannede – søger mod større byer, hvor de kan finde bedre muligheder. Dette efterlader en aldrende befolkning med færre økonomiske ressourcer, og de kommunale budgetter bliver endnu mere pressede. Det er en ond cirkel, hvor tiltagene, der skulle forbedre situationen, blot forværrer den.

Inspiration fra Jevons paradoks

Udtrykket ”Centraliseringens paradoks” har jeg hentet fra det klassiske økonomiske fænomen Jevons paradoks. Dette paradoks blev først beskrevet af den britiske økonom William Stanley Jevons i 1865. Jevons observerede, at teknologiske fremskridt, der øgede effektiviteten af kulforbrug, faktisk førte til en stigning i det samlede kulforbrug. Dette skete, fordi øget effektivitet gjorde kul billigere og dermed mere attraktivt at bruge, hvilket i sidste ende førte til, at flere industrier begyndte at forbruge mere kul.

Ligesom Jevons paradoks illustrerer, hvordan øget effektivitet kan føre til øget forbrug, viser centraliseringsparadokset, hvordan forsøg på at effektivisere økonomien i et udkantsområde kan føre til en forværring af de eksisterende problemer. Nedskæringer og stramme budgetter, der er designet til at skabe en økonomisk balance, kan i praksis føre til, at de mest ressourcestærke flytter væk, mens de svageste efterlades i et område med færre ressourcer og muligheder. I stedet for at forbedre forholdene, ender vi med at forværre dem – præcis som Jevons paradoks forudsiger.

Sociale konsekvenser
En af de mest åbenlyse konsekvenser af centraliseringsparadokset er den sociale marginalisering, det medfører. Når ressourcestærke borgere flytter, efterlader de et tomrum. Skoler lukkes, butikker drejer nøglen om, og busruter indskrænkes. Dem, der bliver tilbage, har ikke altid de samme muligheder for at flytte. Mange er bundet af økonomiske, familiære eller personlige grunde, som gør det umuligt for dem at søge bedre muligheder andre steder.

Men samtidig sker der også en anden udvikling: Flere ressourcestærke personer vælger at flytte til området, men på en måde, der ikke kommer kommunen til gode økonomisk. De bor ofte i fleksboliger – huse, som de bruger som fritidsboliger, men hvor de ikke er fastboende og derfor ikke betaler kommunal skat – og de har glæde af Lollands lave huspriser og naturskønne omgivelser. De bidrager til det lokale butiksliv og de renoverer deres huse, men de bruger sjældent lokale velfærdsydelser, såsom kollektiv trafik eller skoler, da de typisk klarer sig selv og har deres hovedbolig i en anden kommune.

Denne udvikling skaber en særlig form for paradoks. På den ene side er området attraktivt nok til at tiltrække ressourcestærke tilflyttere, men på den anden side drager kommunen ingen økonomisk fordel af deres tilstedeværelse. I stedet står kommunen med et dobbelt problem: Et skrumpende skattegrundlag og en fortsat pres på de offentlige ydelser til dem, der er afhængige af dem. Centraliseringens paradoks manifesterer sig således både som en udtømning af ressourcer og som en fejl i den økonomiske fordeling.

Erhvervsudvikling uden beboere

Samtidig oplever Lolland en tilstrømning af nye virksomheder, hvilket burde være positivt for lokalområdet. Men også her kommer centraliseringens paradoks til udtryk. I stedet for at skabe en fastboende befolkning, der bidrager til lokaløkonomien og skaber liv i lokalsamfundet, vælger mange at pendle til og fra området. Disse pendlere arbejder i Lolland, men bor i andre kommuner, hvilket betyder, at de ikke bidrager til Lollands skattegrundlag eller det sociale liv.

Dette fører til en situation, hvor Lolland får glæde af erhvervsudviklingen på overfladen, men uden de langsigtede gevinster, der kommer af at have en voksende og fastboende befolkning. Pendlerne tager hjem til deres respektive kommuner, og Lolland står tilbage med udfordringerne ved at opretholde et bæredygtigt lokalsamfund med få ressourcer. Centraliseringens paradoks gør det således vanskeligt for området at høste de fulde fordele ved erhvervsudviklingen, da de økonomiske og demografiske fordele flyder ud af kommunen.

Befolkningstæthed og kommunal effektivitet

En anden central mekanisme i centraliseringens paradoks er sammenhængen mellem befolkningstæthed og effektiviteten i den kommunale drift. I et område med få indbyggere som Lolland er det langt sværere at opnå de stordriftsfordele, der ellers kan gøre kommunal service mere effektiv. Når alt måles i forhold til antallet af borgere per enhed, vil områder med lav befolkningstæthed altid tabe. Det bliver uforholdsmæssigt dyrt at opretholde skoler, sundhedstilbud og offentlig transport, når afstanden mellem de enkelte borgere og de nødvendige institutioner er stor.
Dette tvinger kommunen til at centralisere sine ydelser i de større byer, hvor befolkningen er mere koncentreret, men på bekostning af de mindre lokalsamfund og landområder. Skoler, lægehuse og andre essentielle institutioner i de små byer og landsbyer lukker, og dette skaber en situation, hvor landområderne i praksis udsultes. Når disse områder mister deres services, falder livskvaliteten, og endnu flere borgere vælger at flytte væk. Det betyder, at de tilbageværende ressourcer koncentreres i byerne, hvilket skaber en skarp opdeling mellem by og land inden for kommunen.

Denne centralisering kan få vidtrækkende konsekvenser. Når oplandet til de mindre byer i kommunen tømmes, mister disse byer deres naturlige bagland. Det fører til en forringelse af handelslivet, da færre mennesker bruger de lokale butikker og serviceydelser. Desuden rammes også de ungdomsuddannelser, der er placeret i byerne, da færre unge bliver boende i området og vælger lokale uddannelser. Resultatet er, at hele den kommunale struktur begynder at kollapse, og den selvforstærkende effekt af centraliseringsparadokset bliver tydeligere og mere alvorlig.

En vej ud af paradokset?

At bryde ud af centraliseringens paradoks kræver en nytænkning af, hvordan vi som samfund forstår og understøtter udkantsområderne. Den traditionelle tilgang med stramme budgetter og centralisering af offentlige ydelser har vist sig ikke at være tilstrækkelig og kan ofte forværre de eksisterende problemer. For at skabe en bæredygtig fremtid for områder som Lolland er det nødvendigt at udvikle en mere nuanceret og helhedsorienteret strategi.

1. Differentieret tilskudspolitik: En løsning kunne være en differentieret tilskudspolitik, hvor kommuner med lav befolkningstæthed og særlige udfordringer modtager ekstra støtte fra staten. Denne støtte kan målrettes til at opretholde vigtige servicefunktioner i de mindre byer og landområder, så man undgår, at disse områder bliver udsultet. En sådan støtte kunne også omfatte incitamenter til at fastholde og tiltrække nye borgere, for eksempel gennem skattefordele, støtte til boliger eller investeringer i lokale kultur- og fritidstilbud.

2. Decentralisering og lokal udvikling: En decentraliseret tilgang til kommunal planlægning og udvikling kan også være en del af løsningen. I stedet for at samle alle ressourcer i de større byer, kan kommunen arbejde på at styrke de små samfund ved at bevare lokale skoler, sundhedstilbud og andre servicefunktioner. Dette kan gøre områderne mere attraktive for nye tilflyttere, som søger det nære og lokalsamfundets kvaliteter, men som i dag fravælger dem på grund af mangel på basale faciliteter.

3. Samarbejde med private aktører og civilsamfundet: Det offentlige kan ikke løse udfordringerne alene. Et tættere samarbejde med private aktører, lokale virksomheder og civilsamfundsorganisationer kan hjælpe med at skabe dynamik og liv i lokalområderne. Dette kan inkludere alt fra at støtte lokale iværksættere til at udvikle netværk og partnerskaber, der kan levere fælles løsninger på lokale udfordringer. Samarbejde på tværs af sektorer kan skabe innovative løsninger, der ikke kun tilpasser sig, men også udnytter de unikke ressourcer og potentialer, som findes i de enkelte områder.

4. Styrkelse af lokal identitet og tilhørsforhold: Endelig er det vigtigt at styrke den lokale identitet og tilhørsforhold. Udkantsområderne skal ses som steder med særlige kvaliteter, hvor man kan skabe en attraktiv livsstil, der adskiller sig fra de større byers. Dette kan ske ved at fokusere på områdets kultur, natur, historie og lokalsamfundets sammenhold. Ved at markedsføre og synliggøre disse kvaliteter kan man tiltrække nye borgere, der ønsker at blive en del af et fællesskab med stærk lokal forankring.

5. Regionalt samarbejde og netværk: Kommuner som Lolland Kommune kan også drage fordel af at indgå i stærkere regionale samarbejder. Ved at samarbejde med nabokommuner kan man opnå stordriftsfordele på tværs af kommunalgrænser og skabe en større kritisk masse af både økonomiske og menneskelige ressourcer. Dette kan også inkludere fælles investeringer i infrastrukturprojekter, der gør det lettere for folk at bo i de mindre byer og landsbyer, men arbejde eller studere i de større byer.

Disse forslag er på ingen måde tilstrækkelige eller udtømmende. Det ved jeg udmærket. De peger blot på, at der findes andre veje end den, vi er på nu. Centraliseringsparadokset er ikke en naturlov. Det er et resultat af valg. Og det kan kun brydes, hvis vi begynder at træffe nogle andre.

At bryde ud af centraliseringens paradoks kræver ikke blot politisk vilje, men også en fælles indsats, hvor alle samfundets aktører bidrager til at skabe en ny fortælling om udkantsområdernes fremtid. Det kræver at vi lægger noget nyt i begrebet “at tage ansvar”.
Ved at tænke langsigtet og holistisk kan vi sikre, at disse områder ikke blot overlever, men også trives som levedygtige, attraktive steder, hvor folk har lyst til at leve, arbejde og være en del af levende fællesskaber.

Havet har adskilt os i mange år – nu skal det samle os

Kirsten Sydendal Leave a comment

Onsdag 11. december 2024 blev det meldt ud fra Miljø- og Ligestillingsministeriet, at Smålandsfarvandet skal undersøges som en mulig nationalpark. Det er en fantastisk nyhed.

En nationalpark i Smålandsfarvandet kan potentielt bidrage til at sætte småøernes særlige kvaliteter på landkortet og styrke både biodiversiteten, kulturmiljøerne og de lokale erhvervsmuligheder, især inden for bæredygtig turisme. Men samtidig er det afgørende, at processen tager højde for de unikke forhold, der gør sig gældende for små øsamfund.

En nationalpark i Smålandsfarvandet giver anledning til et nyt kommunalt samarbejde mellem Slagelse, Næstved, Vordingborg, Guldborgsund og Lolland Kommuner. Ikke et samarbejde, som handler om vores rolle i Greater Copenhagen eller erhvervsudviklingen i Femern Bælt-regionen. Nej, formålet er nu at se på havet, fiskene og havbunden, på kysterne, på strandene, på engarealerne, på øerne og på havnene – store som små – der grænser op til Smålandsfarvandet. Det er for de fleste et helt nyt sæt briller, vi skal have på, og som også lægger op til nye samarbejder og muligheder. Passerbenet skal ikke sættes på land, men på vandet. Havet har adskilt os i mange år; nu skal det samle os.

En nationalpark som Smålandsfarvandet har potentiale til at blive et forbillede for, hvordan vi i Danmark kan skabe en balance mellem naturbeskyttelse og lokalsamfundenes trivsel ved kyster og på øer. Den slags vægtes højt i fx Frankrig og Skotland. Men for at det kan lykkes, er det afgørende, at vi lytter til de mennesker, der bor og arbejder i området. Borgermøder, workshops og direkte dialog skal sikre, at de lokale stemmer ikke bare bliver hørt, men også bliver en aktiv del af beslutningsgrundlaget.
Hvis Smålandsfarvandet bliver en nationalpark, håber jeg, det kan være en løftestang for at skabe bedre rammevilkår for øsamfundene på Fejø, Femø, Askø, Omø og Agersø – fra støtte til grønne færger og infrastruktur til muligheder for små bæredygtige erhverv og stabile befolkningstal. I farvandet har vi herudover en fondsejet ø udlagt til natur, nemlig Rågø, og vi har Vejrø, som er en privatejet ø. Derudover finder vi en lang række ubeboede øer og holme.

Planerne om en nationalpark giver anledning til at se nærmere på, hvordan vi kan beskytte både naturen og de sårbare øsamfund mod udfordringer som affolkning og overturisme. Smålandsfarvandet kan, så vidt jeg kan se, blive den første nationalpark, der inkluderer kommuner og havområder med småøer forbundet med færger. Vi har også Fanø i Nationalpark Vadehavet, men Fanø er en af de større ø-kommuner, hvor rådhuset ligger på øen.

At øerne i Smålandsfarvandet bliver en del af nationalparken, er et stempel, der forhåbentlig kan give forståelse for, at øsamfundene er betydningsfulde bosteder, og at de har en ret til beskyttelse og støtte på samme måde, som vi anerkender det i forhold til naturens plante- og dyreliv.
Vi må heller ikke glemme de mange havne, vi har på både småøerne, Lolland og Falster. De er vigtig infrastruktur og kan få stor betydning, når Smålandsfarvandets herligheder skal både nydes og formidles. I Lolland og Slagelse Kommuner kan både øerne og færgehavnene blive vigtige støttepunkter i natur- og kulturformidlingen, ja i hele turismeudviklingen.

Det er en god anledning til at genbesøge den færgestrategi, som Lolland Kommune vedtog i 2023. At fortsætte færgesejladsen fra Bandholm til Askø vil være en glimrende ide, da det vil være fornuftigt at etablere mange forskellige informations- og adgangspunkter, forbindelseslinjer og parkeringsarealer i en sådan nationalpark. Hvis ikke Lolland Kommune tænker strategisk her og udnytter potentialerne i både Kragenæs Havn, Bandholm Havn og de øvrige havne på nordkysten, så vil besøgene og den rekreative brug af Smålandsfarvandet fortrinsvis starte og slutte på kysterne og i havnebyerne i vores nabokommuner. Derfor er det afgørende, at Lolland Kommune griber denne chance for at markere sig som en aktiv og visionær partner i udviklingen af Smålandsfarvandet som nationalpark.

Det er Lolland og Slagelse Kommuner, som har de beboede øer og en række fine færge- og lystbådehavne. Hvis etableringen af en nationalpark – støttet af staten – ikke er et argument for at kigge på vores øer med nye briller, så ved jeg ikke, hvornår man skulle gøre det. Det er en anerkendelse af, at vores hav, øer og kyster rummer helt særlige værdier. I Lolland Kommune har det af mange forskellige grunde ikke været nemt at omsætte denne anerkendelse til udviklingsinitiativer, tænke langsigtet og give småøerne en mere tryg fremtid. Nu gør staten det muligvis. Det skal vi lytte til, glæde os over og bakke op om.

Foto: Nordspidsen af Fejø (Skovnakken) 11. maj 2024

Åbning af Nakskov Juleby 2024

Kirsten Sydendal Leave a comment

Foto: Jørgen Witved

29. november 2024 havde jeg den store ære at åbne Nakskov Juleby 2024. Min tale lød således:

Kære alle jer der står bag Nakskov Juleby, og alle jer som besøger og bruger julebyen

I dag er en særlig eftermiddag, hvor vi sammen åbner julebyen her i hjertet af Nakskov. Nakskov er samlingspunkt for mennesker, der hylder varmen, fællesskabet og nærværet – og i dag åbner vi julebyen, som symboliserer alle disse vigtige værdier.

Nakskov er en by som er rig på historie og traditioner, men også fuld af fremtid og muligheder. Vores juleby er ikke bare en række boder, lys og gran. Forleden så jeg hvordan de også er ved at etablere en juleby på Kongens Nytorv i København. Men julebyen her i Nakskov er anderledes.  Det er en rigtig juleby, hvor I der står i boderne, og jer som besøger boderne, kender hinanden. Her i julebyen kan vi mærke, hvordan Nakskovs foreninger og frivillige står sammen og har gjort idéen om en juleby til virkelighed. I mange år i træk. Jeg ved ikke hvornår det startede, men jeg husker at I blev kåret som regionens Juleby i både 2009 og 2010. Sikke en bedrift.

Jeg vil gerne sige tak til alle de frivillige foreninger som får julebyen til at ske. Uden jer var der ingen juleby, så tusind tak for alt det I gør for at julebyen bliver til virkelighed år efter år.

Der er sket meget i Nakskov de seneste 10 år. Det kan vi alle sammen se. I midtbyen er der sket byfornyelse. Vi har fået flotte facader og gader. Der er noget at kigge på når man ser op. Vi har fået et flot torv med ny belægning, træer og siddepladser. Det nye Axeltorv har dannet ramme om store velbesøgte begivenheder som da fx Den Kongelige Opera besøgte Nakskov som en del af Lolland Operafestival.

Turistkontoret blev for nylig nedlagt, men er genopstået. I marts genåbnede Nakskov Turistkontor som en del af Visit Lolland Falsters infopunkter. Nu drives Nakskov Turistkontor af frivillige i Turismens Venner, som er en arbejdsgruppe der hører under Nakskov Handel og Erhverv. Det synes jeg er et glimrende eksempel på, hvordan lokalt engagement og frivillighed kan spille en afgørende rolle i at bevare vigtige funktioner i vores samfund. Når en fælles sag er vigtig nok, kan mennesker gå sammen om at finde løsninger, der skaber værdi for både lokale og besøgende. Det kan man ikke alle steder, men i Nakskov lykkedes det.

Jeg synes også jeg vil nævne det flotte nye elektriske juletog som er med til at gøre hele Nakskov til en juleby. Det er private kræfter der er gået sammen om at købe dette tog. Det gamle tog trængte til fornyelse, man mødes i en netværkskreds og taler om det, og så får man det til at ske. Og nu har vi toget, som bare sætter prikken over i’et på julebyen i Nakskov.

Folk der bor i Nakskov, nyder godt af en rolig og tryg livsstil, hvor der er adgang til både natur og kultur, og hvor man mærker en stærk følelse af fællesskab. For at illustrere dette vil jeg gerne læse op fra et Facebook-opslag fra Lolland-Falster Lovestorm. Det er skrevet af Steffan Juul og handler netop om Nakskov.

For lidt over 3 år siden boede Susan og jeg i en anden by. Et sted hvor vi var utrygge. Et sted hvor vi ikke var glade og et sted hvor man (generelt) ikke gik ud om aftenen. Vi havde svært til smil og holdt os generelt meget for os selv.
Nu er vi her. Skønne skønne Nakskov. En by med højt til loftet. Hvor man smiler til fremmede. Hvor man siger “hej”, “godmorgen”, “godaften” til folk man ikke kender. Hvor vi er glade og nyder en god aftengåtur. Hvor vi ikke kan lade være med at smile og elsker at være sociale (når hovedet er til det).
Vi skal nordpå om en månedstid. Og vi ved at vi vil blive kaldt Bonderøve og andet, men vi er ligeglade. Kald os endelig bonderøve, knoldesparkere og andet…for vi er glade hvor vi er. Vi er nyforelsket i hinanden og i Nakskov.
Skønne skønne Nakskov…ligesom alle andre byer, bare lidt smukkere 

Til sidst gerne slutte af med tre gode råd til jer nakskovitter. Citatet fra Steffan Juul bringer mig hen til det første gode råd:

1) Omtal Nakskov positivt – også selvom der stadig er meget at rette op på.

Ingen by er perfekt, men Nakskov er noget særligt. Ved at fremhæve de gode historier og muligheder, vi har her, skaber I et stærkere fællesskab og tiltrækker endnu flere, der vil være en del af vores udvikling. Husk, at ord har magt – og positive ord kan være med til at ændre holdninger og bygge en endnu bedre fremtid.  I Lolland-Falster Lovestorm-gruppen på Facebook er der masser af plads til jeres historier om Nakskov.

2) Vær stolte af jeres historie, men vær også åbne for forandring.

Nakskov har en rig og stolt fortid, der er værd at værne om. Men en by med visioner vokser, når vi også tør tænke nyt. Støt de nye idéer og de mennesker, der arbejder for at skabe udvikling. Forandring og tradition kan godt gå hånd i hånd, og sammen kan I skabe et Nakskov, der både hylder fortiden og alt det det der var engang, og samtidig byder fremtiden velkommen.

3) Bak op om det lokale – både mennesker og virksomheder.

Det er sagt mange gange før, men jeg vil opfordre jer til at bruge de lokale butikker, støtte de lokale arbejdspladser, og deltage i arrangementer og aktiviteter som foregår her. Hver gang du handler lokalt eller engagerer dig i fællesskabet, investerer du i byens fremtid. Nakskov vokser og blomstrer, når I alle bidrager til at gøre byen til et godt sted at bo, arbejde og leve.

Med disse ord vil jeg ønske jer en rigtig glædelig jul i Nakskov, og jeg erklærer hermed julebyen for åben! 🎄

 

 

Tale til Æblets Dag på Fejø – 12. oktober 2024

Kirsten Sydendal Leave a comment

Kære fejøboere og kære gæster,

Jeg hedder Kirsten Sydendal. Jeg er født og opvokset på Fejø, og jeg bor her også. Egentlig sker det ikke så tit, at en fejøbo skal holde tale ved Æblets Dag. Men jeg er blevet spurgt i min egenskab af formand for Sammenslutningen af Danske Småøer. Ø-sammenslutningen som den også hedder, kan nemlig fejre jubilæum i år.

Sammenslutningen af Danske Småøer er de 27 danske småøers interesseorganisation. Vi er beboerforeningernes paraplyforening, og vi arbejder for at opretholde og skabe vilkår, så de danske småøer kan blive ved med at være levende helårssamfund.

I år er det 50 år siden, at en gruppe fremsynede øboer stiftede Sammenslutningen af Danske Småøer. Det skete på Strynø d. 24. marts 1974. En af initiativtagerne var Bjørn Karbo fra Askø, der også blev foreningens første formand. Bjørn Karbo var god til at gøre indtryk på politikerne på Christiansborg og kunne formulere sig og kommunikere. Han havde tid og brugte sine private midler på rejser og møder.

Også her fra Fejø deltog en af pionererne i arbejdet. Det var Frode Hansen, som nogle af jer med gråt hår nok kan huske. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget tid, engagement og tro på sagen, det krævede at starte denne bevægelse. Vi skylder dem en stor tak.

En af de største sejre i Ø-sammenslutningens historie kom i 1983, hvor vi fik vedtaget loven om støtte til små øsamfund. Den lov var skelsættende: færgerne fik driftsstøtte, og vi fik midler på finansloven til at drive et sekretariat for Ø-sammenslutningen.

Siden 1983 kan der nævnes en lang række milepæle som Ø-sammenslutningen har kæmpet for og er kommet i mål med, fx øget støtte til færgerne, gratis færgesejlads til øboerne, nedsættelse af godstakster og indførelse af Landevejsprincippet, egen LAG-forening for småøerne og oprettelse af Færgesekretariatet.

I de 50 år, der er gået, har vi kun været fire formænd, og det siger noget om mine forgængeres kæmpestore indsats og engagement, men også deres dygtighed og evne til både at argumentere over for landspolitikerne og holde en skare af meget forskellige medlemsøer samlet om et fælles mål.

Der er som sagt nået mange resultater for småøerne siden starten, men arbejdet for gode levevilkår på småøerne er på ingen måde overstået. Den generelle samfundsudvikling i Danmark i de 50 år, der er gået, har ikke altid gavnet småøerne, og derfor er der mange grunde til at fortsætte arbejdet med øernes sag.

Fejøforeningen – også 50 år
Jeg vil minde om, at Sammenslutningen af Danske Småøer ingenting var uden øernes beboerforeninger. På Fejø er det Fejøforeningen. Fejøforeningen blev ligeledes stiftet for 50 år siden, og det synes jeg også er vigtigt at nævne i dag.

I Fejøforeningen har man siden starten beskæftiget sig med et hav af opgaver og projekter og helt almindelig foreningsdrift som fx indbefatter udgivelsen af Fejøbladet otte gange om året. Det er et meget stort arbejde, og det er utrolig nemt at finde kritikpunkter og mangler i den forening. Og det er ikke fordi de gør det skidt, men fordi forventningerne bliver højere og højere, jo mere kompleks vores verden bliver, og jo flere opgaver der lægges på fejøboernes skuldre. Det er øretævernes holdeplads, som Gunner Mortensen engang sagde til mig. Jeg vil takke alle dem der i årenes løb har siddet i Fejøforeningens bestyrelse. De gør et kæmpe arbejde, og deres indsats er helt uvurderlig. Tak for jer!

Når man ser hvad der er sket både i Lolland Kommune og i Ravnsborg Kommune, som opstod for ca. 50 år siden, så kan man ikke komme uden om at Fejø har kæmpet og vundet en sej kamp på mange områder. Fejø har mistet meget, både magt og indbyggere, men har også evnet at redefinere sig selv og skabe nye tilbud, så øen stadig er skøn, fuld af aktiviteter og tiltrækningskraft over for fremtidens tilflyttere.

100 år siden – Achton Friis
Går vi 50 år længere tilbage – til for 100 år siden, så Fejø helt anderledes ud – og alligevel er der ting der ligner sig selv. Det er ret forunderligt.

I september 1923 – for 101 år siden – besøgte Achton Friis faktisk Fejø. Han skulle skrive et stort værk om de danske øer. Det var på denne årstid, han trillede rundt på en moderne cykel gennem øen og så på vores frugtplantager og husene langs Herredsvej. Lad mig være ærlig: Achton Friis var ikke just imponeret. Han så ingen landsbyidyl her. Nej, hans blik faldt i stedet på de store telefonpæle, som han mente ødelagde udsigten langs vejene mellem frugtplantagerne. Der var kun få bygninger der fik ham til at stoppe op.

Han cyklede fra Dybvig mod Vesterby. Han så masser af frugttræer, kilometer efter kilometer, men ikke noget, han syntes var værd at dvæle ved. Så kom han til Hans Hansen. Hans Hansen, der stod udenfor sin gård (nogle mener det er Herredsvej 122 eller 148). Han var en mand, der med sin holdning og sin ro mindede Achton Friis om en høvding. ”Han stod stille med Front imod mig og med Tommelfingrene i Vestens Ærmegab”, skriver Achton Friis. Han blev straks imponeret af hans fremtoning og tænkte, at her var én, han ville fotografere og tale med. Men det gik ikke helt, som Achton Friis havde håbet.

Med det samme han spurgte, om han måtte tage et billede, blev han mødt af et klart og kontant “Nej!” Og det gentog sig – han fik hverken lov til at tage billeder eller få en snak.

Men Achton Friis, som godt kunne være lidt stædig, satte sit kamera op ude på vejen, selvom Hans Hansen havde sagt nej. Måske for at se, hvordan Hans Hansen ville reagere. Og hvad skete der? Hans Hansen gik hen og lukkede porten og smækkede bagefter døren til huset i med et brag – det var en tydelig markering af, at han ikke ville portrætteres. Achton Friis fik ikke billedet, men i stedet nedfældede han historien om Hans Hansen, der havde afvist ham.

Det er en interessant historie om mødet mellem en udenforstående rejsende skribent og en lokal fejøbo. Det kan godt være, at det ikke var sådan det reelt skete, men det var sådan Achton Friis valgte at beskrive det dengang.

Måske kan vi godt se nogle paralleller, når vi sammenligner med i dag. Måden, hvorpå vi fortæller historier om Fejø, vedrører os alle.

Fejø og historierne om Fejø
Vi har alle en rolle i at skabe fortællinger om Fejø, og det er vigtigt, at vi gør det med ordentlighed, ærlighed og menneskeligt gehør – over for hinanden og over for øen. Ærlighed betyder, at vi tør fortælle om både udfordringer og succeser. Men vi skal også levere vores budskaber med omtanke og respekt. Ord har magt til at bygge op eller rive ned, og vi har derfor et ansvar for at bruge dem klogt, med forståelse og vilje til at styrke fællesskabet.

Ligesom Achton Friis forsøgte at indfange Fejø, bliver vi også i dag betragtet udefra – med andres øjne og på platforme, der ikke er vores egne. Men i dag har vi muligheden for også at tage ordet selv.

Så lad os ikke kun lade andre tolke på, hvem vi er, men også selv fortælle vores historier – både om det svære og om det, der binder os sammen. Hele tiden skal vi huske, at vi får mest ud af at kæmpe sammen frem for mod hinanden. Vi skal være opmærksomme på, at de historier vi fortæller, ikke skader den dialog, som vi med mellemrum skal have med hinanden om svære emner.

Nuet og Æblets Dag
I dag, på Æblets Dag, står vi midt i Fejøs virkelighed. Alt det, som andre kun kan læse om – det lever vi i lige nu. Lad os forlade de skrevne ord et øjeblik (alt det der står i bøgerne, aviserne og på de sociale medier). Lad os træde ud i nuet – ud i virkeligheden. Lad os smage, dufte og nyde æblerne, tale sammen og lytte til hinanden. Føle, at vi er en del af noget større – nemlig Fejø.

Æblets Dag er blevet en tradition, der viser os, at der er mere, der samler os, end der splitter os. Lad os fejre vores æbler, vores ø, vores fællesskab – og ikke mindst hinanden. Vi ved, at vi når længst, når vi søger de fælles mål, taler med hinanden og kæmper sammen.

Tillykke med de 50 år til både Sammenslutningen af Danske Småøer og til Fejøforeningen.

Tak til alle de frivillige bag Æblets Dag, som hvert år bruger masser af timer på at stable dette flotte arrangement på benene.

Og så vil jeg ønske jer alle sammen en rigtig god Æblets Dag !

Lokal initiativpris til Lolland-Falster Lovestorm

Kirsten Sydendal Leave a comment

Foto: Business Lolland-Falster

Lolland-Falster Lovestorm og jeg modtog 8. oktober Business Lolland-Falsters nyindstiftede Initiativpris.

Efter overrækkelsen delte jeg følgende:

Tusind tak! Jeg er så taknemmelig, rørt og stolt over denne hæder.

 

Jeg vil gerne sige tak til min bestyrelse i Lolland-Falster Lovestorm – uden jer var dette arbejde umuligt. Tak til QLF (Quality Lolland-Falster) som startede Lovestorm i 2015, tak til vores Lovestormambassadører, tak til vores mere end 400 personlige foreningsmedlemmer og tak til vores erhvervspartnere.
Ikke mindst stor tak til alle jer, der er en del af vores Facebook-fællesskab. Vi er i øjeblikket over 42.000 i vores gruppe.
Lolland-Falster Lovestorm kunne godt bruge endnu flere erhvervshistorier, så hvis I har nogle succeser, så del dem gerne med os.
Det er nemlig afgørende, at erhvervsfolk ikke kun taler til erhvervsfolk, men også til helt almindelige mennesker. Lolland-Falster har brug for nye medarbejdere, nye naboer og besøgende, der ser potentialet her. I Lovestorm finder vi autentiske fotos og fortællinger om, hvordan det er at leve, bo og være gæst her på Lolland og Falster, og vi har et stort og engageret publikum som spreder historierne videre.
Civilsamfundet har brug for et stærkt erhvervsliv, men erhvervslivet har i lige så høj grad brug for et loyalt og stærkt civilsamfund, der bakker op om vores område. Det er netop det, vi har forsøgt at skabe og konsolidere med Lolland-Falster Lovestorm.
Vores bevægelse er ikke en traditionel erhvervsvirksomhed, så jeg har aldrig haft forventninger om at Lolland-Falster Lovestorm skulle fejres ved Business Lolland-Falsters prisfest. Derfor er jeg både overrasket og utroligt taknemmelig.
Tusind tak for anerkendelsen til Business Lolland-Falster – den giver os styrke, selvtillid og energi til at fortsætte arbejdet. Batterierne er nu ladet op til 100%!
#lollandfalsterlovestorm

Omtale på Business Lolland-Falsters website:
https://businesslf.dk/lovestorm-modtager-aarets-initiativpris/

Omtale på LF Lovestorms website:
https://www.lovestorm.dk/2024/10/09/lolland-falster-lovestorm-haedret-med-ny-initiativpris-fra-business-lolland-falster/

 

Translokationstale for HHX- og HTX-studenterne i Nakskov, årgang 2024

Kirsten Sydendal Leave a comment

Nakskov – byen med vinger og rødder

Kære HHX’er og HTX’ere fra CELF i Nakskov, årgang 2024

Det er en stor ære for mig at være blevet indbudt til at tale for jer i dag. Til jer der ikke kender mig, kan jeg fortælle at jeg bor på Fejø og arbejder hos Nordic Sugar i afdelingen for Digitalisering og Teknologisk Service. Ved siden af er jeg også med i bestyrelsen for Lolland-Falster Lovestorm.
Jeg vil starte med at ønske jer stort tillykke med jeres eksamen. Nu går I ind i en fremtid fyldt med muligheder og spændende udfordringer. Med jeres eksamen her fra CELF er dørene nu åbne for en bred vifte af karrieremuligheder.

Hvad kan man blive som HHX og HTX-student? Tja, jeg har gjort ligesom I måske ville gøre. Jeg har spurgt Chat.GPT. Den svarer at kan I søge ind på uddannelser som marketingkoordinator, finansanalytiker, robotingeniør, projektleder, ejendomsmægler, dataanalytiker, eventkoordinator, softwareudvikler, HR-konsulent eller bioteknolog. Jeg tænker, der er gode jobmuligheder i alle disse brancher. I står et godt sted i livet.

Men jeres muligheder stopper ikke her. Jeg vil gerne minde jer om – allerede her tidligt i jeres liv – at I også har potentialet til at blive ledere, hvor I kan tage ansvar og forme fremtiden for de virksomheder eller organisationer, hvor I bliver ansat.

Og der er også en tredje mulighed som jeg vil huske jer på. For dem af jer der har en iværksætterdrøm i hjertet, kan I vælge at blive selvstændige og skabe jeres egne succesfulde virksomheder.

Om succes
Succes kræver at I har styrke til at holde fast i jeres ambitioner og arbejde målrettet. Ja, det er jo let nok hvis man kan lide at gå i skole, eller hvis man kommer fra familier, der kan hjælpe én på vej. Så er alting nemmere. Men omvendt: hvis I gang på gang har oplevet uretfærdighed, eller hvis I ikke har en familie eller netværk der har gået vejen før jer og kan hjælpe jer, så er det svært. Mit råd til jer er at I skal vende det om og gør følelsen til en positiv kraft. Gør det til jeres brændstof.

Mange succesfulde mennesker har brugt deres egne oplevelser med uretfærdighed som brændstof til at opnå store resultater. Det er forfærdeligt at møde kritik, undertrykkelse, begrænsede muligheder, manglende anerkendelse, afvisninger og forskelsbehandling, men det er alt sammen oplevelser, som I kan prøve – ja, I er faktisk nødt til – at vende til noget positivt. Jeg tror at alle os der er til stede her i salen i dag, har oplevet at stå i sådan situation.

Du skal sige til dig selv: ”Jeg skal eddermame vise dem. Jeg skal vise alle dem der ikke tror på mig, at de tager fucking fejl.” Du skal vende denne her vrede til en energi, som bringer dig fremad. Så er der bedre chancer for at I ender med en succes, som alle omkring jer slet ikke havde forventet. Glæden er så meget større, når man når sådan et mål.

Et er sikkert: Succeserne kommer ikke af sig selv, uanset om du sidder med et ringe eller et godt eksamensbevis i dag. De fleste er nødt til at arbejde hårdt for at nå de mål, de sætter sig. Men jeg tror at det vigtigste er at I tror på jer selv.

Nakskov
Der er mange af jer der er nødt til at rejse væk fra Nakskov for at forfølge de mål, I har for fremtiden. Men husk at I kommer fra en fin, gammel by, hvor såvel torvet og de gamle bygninger som de grundlæggende menneskelige værdier er i orden.

Nakskov har mange gode arbejdspladser: Vestas, Nakskov Sukkerfabrik, Crispy Food, Ortofon, Alfa Laval, Nordic Air Filtration, C.E. Andersen, Bar2 og mange andre.

Folk der bor i Nakskov, nyder godt af en rolig og tryg livsstil, hvor der er adgang til både natur og kultur, og hvor man mærker en stærk følelse af fællesskab. For at illustrere dette vil jeg gerne læse op fra et Facebook-opslag fra Lolland-Falster Lovestorm. Det er skrevet af Steffan Juul og handler netop om Nakskov.

For lidt over 3 år siden boede Susan og jeg i Nivå. Et sted hvor vi var utrygge. Et sted hvor vi ikke var glade og et sted hvor man (generelt) ikke gik ud om aftenen. Vi havde svært til smil og holdt os generelt meget for os selv.
Nu er vi her. Skønne skønne Nakskov. En by med højt til loftet. Hvor man smiler til fremmede. Hvor man siger “hej”, “godmorgen”, “godaften” til folk man ikke kender. Hvor vi er glade og nyder en god aftengåtur. Hvor vi ikke kan lade være med at smile og elsker at være sociale (når hovedet er til det).
Vi skal nordpå om en månedstid. Og vi ved at vi vil blive kaldt Bonderøve og andet, men vi er ligeglade. Kald os endelig bonderøve, knoldesparkere og andet…for vi er glade hvor vi er. Vi er nyforelsket i hinanden og i Nakskov.
Skønne skønne Nakskov…ligesom alle andre byer, bare lidt smukkere ❤

Det som Nakskov mangler, er erhvervsaktive, unge mennesker som jer. Vi ved, I er nødt til at rejse væk for at videreuddanne jer, men vi håber, I kommer tilbage igen. Befolkningssammensætningen i Nakskov er ikke i balance, men den gode nyhed er, at der er mange virksomheder, som er ved at etablere sig i Nakskov og på Vestlolland. Jeg kan læse mig til, at det er virksomhederne European Energy, Copenhagen Energy, Hveiti, Biofuel Technology og Nature Energy. De og Nakskovs øvrige virksomheder og forretninger kommer til at mangle arbejdskraft om få år, og det vil gøre unge mennesker som jer særligt eftertragtede. I kommer ikke ”bare” fra det almene gymnasium. Nej, I har viden og interesse inden for teknologi og handel. Jeg tror ikke, I vil mangle karrieremuligheder her.

2024, klimaforandringer og fremtidens virksomhed
Jeg vil gerne sige nogle ord til jer om den tid vi lever i lige nu, hvor klimaforandringerne er en af de største udfordringer, vores verden nogensinde har stået overfor. De beslutninger, vi træffer nu, vil forme fremtiden for vores planet og for de kommende generationer.

Klimaforandringerne kræver, at vi tænker anderledes, at vi handler hurtigt og beslutsomt. Det er jer, den nye generation, der skal tage denne udfordring op, og vi, der er jeres forældregeneration, skal klappe i og lytte til jer. I har en mulighed for at skabe en bæredygtig fremtid, hvor økonomisk, miljømæssig, social og kulturel bæredygtighed går hånd i hånd. Jeres engagement, jeres innovative tanker og jeres vilje til at gøre en forskel er afgørende. Det er en tung byrde at bære, men også en fantastisk mulighed for at forme en bedre verden.

Jeg tror, det bliver spændende at være ejer, leder og medarbejder i fremtidens virksomhed. I bliver en del af denne rejse i langt højere grad end jeres lærere, jeres forældre og alle andre, der er på min alder eller ældre. Min mormor blev næsten 100 år og fortalte tit, hvor forundret hun var over alle de ting, der var sket og opfundet i hendes levetid. Udviklingen er fortsat i min levetid, og forandringerne vil blive endnu større i jeres levetid.

Til sidst vil jeg gerne give jer nogle råd med på vejen:

1) Lyt ikke til urealistiske forventninger fra samfundet, jeres venner eller jeres familie: Det er vigtigere at holde fast i hvem I er, finde jeres egne personlige mål og gå efter dem, frem for at forsøge at opfylde andres forventninger.

2) Det er okay at tvivle og føle usikkerhed: Det er normalt at have tvivl og ikke have alt på plads med det samme. Lyt ikke til hvad andre forventer af jer, men lyt til jer selv. Vær nysgerrig over for brancher I ikke kender. Giv jer tid til at mærke efter hvilken vej der passer til jer og bliv ikke bange, fordi I ikke har svaret lige nu. Mange har først fundet den rigtige karrierevej længe efter de fik studenterhuen på.

3) Find en karriere eller levevej, der passer til jeres til personlige interesser: I skal finde noget der passer til det der interesserer jer og det som I har talent for, også selvom det afviger fra den vej andre forventer af jer. Det giver både mening i livet og stolthed at være dygtig til et fag, et håndværk eller en anden særlig beskæftigelse. Udviklingen sker så hurtigt. De jobtitler og -funktioner I vil få gennem livet er nogle vi slet ikke kender i dag. Så det vigtigste er at I vælger noget som I selv synes er spændende.

Jeg vil ønske jer al mulig held og lykke. I er i mine øjne den generation, der bærer den tungeste og sværeste arv nogensinde. Ikke bare skal I drive dette samfund videre, I skal også bremse op og køre ud ad radikalt nye veje. Oven i det har I en skarp deadline og kan ikke skubbe opgaven over til jeres børn. Det giver spændende udfordringer, men også muligheder både for medarbejdere, virksomheder, en by som Nakskov og en landsdel som Lolland-Falster.

God rejse til jer, der forlader Nakskov nu eller efter sommerferien.

  • Tro på jer selv.
  • Glem aldrig, at I kommer fra Nakskov, byen med de store vinger og de dybe rødder. Husk at have fokus på begge dele.
  • Pas godt på hinanden og pas godt på Nakskov.

Tillykke alle sammen – and may the Force be with you, always!

At være andre menneskers tillid værdig

Kirsten Sydendal Leave a comment

Hvis man i den forbindelse ikke har tillid til eksterne og interne samarbejdspartnere, så syntes jeg oprindeligt man skal overveje sit kandidatur.  For et samarbejde, det skal bygge på tillid og ikke mistillid, og er der ikke tillid i et samarbejde, så kommer det ikke til at gavne nogen.

Sådan lød det fra et af byrådsmedlemmerne ved Lolland Kommunes byrådsmøde d. 30. marts 2023. Vedkommende talte om medlemmer af specialskolebestyrelsen.

Jeg studser over denne udtalelse. Man skal ikke nødvendigvis overveje sit kandidatur, hvis man ikke har tillid til nogen. Sådan er det på arbejdsmarkedet, hvor man må gå sin vej, hvis man ikke er tilfreds med chefen eller topledelsen. At sidde i en skolebestyrelse er ikke som at sidde i et job. I en skolebestyrelse er det ens pligt at hjælpe byråd og medarbejdere med at skabe den bedste skole. Det er et tillidshverv. Og fordi de er tillidsfolk for forældrene, er man nødt til at lytte til dem, også selvom det, de siger, ikke er rart at høre.

At have tillid kan betyde to ting. Tillid kan gå begge veje. A kan have tillid til B. Og A kan have B’s tillid. Det første betyder, at A udviser tillid over for B. Det andet betyder, at B udviser tillid over for A.

Tillid er noget man som menneske både kan give og få. Men når man stoler på et andet menneske og give ham eller hende tillid, høster man ikke nødvendigvis den andens tillid. Tillid er noget man skal gøre sig fortjent til. For at to parter kan have et tåleligt forhold, er det nødvendigt at tilliden er gensidig, og at man fra begge sider forsøger at opretholde den.

Andre menneskers tillid er derfor dyrebar. Man skal gøre sig umage for at opnå og beholde sine medmenneskers tillid. Vores dronning sagde i sin tale til kronprinsessen, da hun blev gift med kronprins Frederik: “Må vi altid være hendes tillid værdig”. Det var meget smukt sagt. Vores statsoverhoved sagde ikke, at hun havde tillid til kronprinsessen, hvilket i sig selv havde været et flot skulderklap. Hun vendte magtforholdet rundt og tog ydmygt selv ansvar for tillidsforholdet til sin svigerdatter. Man er et stort menneske, når man udtrykker sig på den måde, og det vil jeg huske hende for længe.

Og sådan bør man som byrådsmedlem også sige om såvel skolebestyrelser, borgere og kommunens medarbejdere: ”Må vi altid være deres tillid værdig”.

Er man ude for, at man har mistet fx en skolebestyrelses tillid, så er det ikke nødvendigvis skolebestyrelsen, den er gal med. Så skal man kigge indad. Har man været skolebestyrelsens tillid værdig? Det skal man altid spørge sig selv om, inden man nogensinde foreslår, at skolebestyrelsens medlemmer skal forlade bestyrelsen.

Man må aldrig bebrejde nogen, at de har mistet tilliden til én selv eller andre. De kan tage fejl, men de kan også have ret. Og ”fejlen” kan ligge på begge sider, fordi man ikke lytter, men taler forbi hinanden.

Magtforhold
Man bør altid være opmærksom på magtforholdet mellem to eller flere dialogpartnere. Ofte er magtforholdet ulige. Magtforholdet er ulige mellem dem, der sidder i byrådet, og alle os der sidder udenfor, for byrådet har ret til at træffe de beslutninger de nu engang gør. Det hedder demokrati, og det står ikke til at ændre mellem to valg.

Dem, der har magten, dvs. byrådet i dette tilfælde, er magtmæssigt overlegne i den dialog med borgerne, som foregår. Og netop derfor skal de gøre sig ekstra umage, når de lytter til borgerne. Som den stærke part skal de overhøre fornærmelserne, vende den anden kind til og hele tiden søge at forstå og hjælpe så kommunikationen glider. Også mellem samarbejdspartnere, der i frustration får sagt grimme ting. Hvis også byrådsmedlemmerne begynder at skælde ud og sparke nedad, endda ved et offentligt møde, så går relationen helt galt. Byrådets medlemmer har magten, og derfor har de i mine øjne det største ansvar for at bevare roen og sikre en god kommunikation. Det får man ikke ved at bede folk om at forlade arenaen, fordi de har mistet tilliden.

Vælgerlede og anerkendelse
Selvfølgelig er det hårdt at blive revset af borgere, der kritiserer og er uenige. Men fordi man har magten, skal man være varsom med at ”råbe” tilbage til borgerne. Irettesætter man en borgergruppe hårdt, som en forælder, der skælder et barn ud, så kan man som politiker få skyld for at have ”vælgerlede”, dvs. hade sine vælgere. Den situation må man aldrig sætte sig selv i som politiker. Ligegyldig hvor ærlig, transparent og klar til øretæver, man ønsker at fremstå. Hver gang nogen råber, optrappes konflikten.

Jeg har bemærket al den ros som medarbejderne i Lolland Kommune får. Der er ikke et byrådsmøde, uden der er ros til medarbejderne. Sådan bør det også være. Men man bør overveje at behandle borgerne med samme ros og venlige anerkendelse, også selvom de taler lige ud af posen og ikke er lige så loyale som medarbejderne. Prøv at se lige så positivt på borgergrupperne og ros dem af et oprigtigt hjerte, når der er grund til det. Allerhelst i det offentlige rum, hvor alle kan se det.

Er det for svært at finde noget at anerkende hos borgerne, så brug et sidste trick nemlig ”nysgerrighed”. Det er en god ide at være nysgerrig og undres, når man ikke forstår, hvorfor en gruppe borgere opfører sig så dumt og modarbejder den vej, man selv ønsker at gå. Det er helt legitimt at spørge ”hvorfor” og undres. Gør man det uden fordomme, så står der masser af gode mennesker derude, der gerne vil forklare og uddybe deres bekymringer.

Omgivet af idioter
Jeg kender det selv: Vi har alle oplevet situationer, hvor man føler man er omgivet af idioter. Dem omkring mig forstår ikke, hvor jeg vil hen, de lytter ikke og kommer med modargumenter, som jeg ikke altid kan svare igen på. Man føler sig helt alene med sine indlysende pointer, og det er vildt irriterende. Men det er et grundvilkår, vi alle lever med. Vi er alle omgivet af “idioter”, og vi er alle en ”idiot” i andres perspektiv.

Derfor er det vigtigt at kunne gebærde sig og opføre sig respektfuldt. For hvis man behandler folk, som de idioter, man synes de er, så frastøder man dem. Og man bliver mere og mere isoleret og alene. Et godt råd er at holde igen med sin kritik både over for mennesker, som man magtmæssigt er hævet over, og over for andre jævnbyrdige, som man reelt gerne vil samarbejde med. Ellers bliver afstanden for stor, ord som ”respektløs” og ”magtfuldkommen” begynder at klæbe til en, og de gode løsninger man skulle finde i fællesskab, bliver aldrig til noget.

Genstart Horslunde og Holeby

Kirsten Sydendal Leave a comment

Da jeg tænker at mange høringssvar handler om ulemper for Horslunde og Holeby som lokalområder, vil jeg gerne tage de mere overordnede briller på og se på, hvilke negative konsekvenser det kan have på hele Lolland Kommune i fremtiden at lukke skoletilbuddene i Horslunde og Holeby. Samt hvilke fordele kommunen kan have ved at bremse op og standse afviklingen.

Skibet Lolland Kommune tager i øjeblikket vand ind og mister indbyggere hver dag, hvilket gør befolkningssammensætningen værre og værre. Demografien er skæv. Færre unge giver færre familier med børn. Og færre skoler vil blot accelerere tilbagegangen. At lukke skolerne vil svare til at hugge hullerne i skibets bund endnu større, så skibet tager endnu mere vand ind og synker hurtigere.

At lukke skoler og forringe bosætningsforholdene i landsbyerne kommer også til ramme Nakskov og Maribo en dag. Uden skoler vil færre bosætte sig i oplandet omkring Nakskov og Maribo og de omkringliggende landsbyer. De børn som i dag går i gymnasiet og på øvrige ungdomsuddannelser i Maribo og Nakskov, vil være væk om føje år, når de nuværende årgange har forladt skolen. Det vil undergrave disse uddannelsers elevtal og fremtid når børnene fra oplandet mangler. Færre elever til musikskolen, færre elever til sportstilbud, færre kunder i butikker og cafeer.

Derfor vil man opdage, at vandet på skibet Lolland Kommune også begynder at stige om fødderne på dem der står på dækket og højere oppe “på broen”. Vandet siver nemlig ind gennem de store huller, man har lavet i de omkringliggende landsbyer ved at lukker skoler. Faren for, at også Nakskov og Maribo kommer til at lide alvorlige ”folketab” på sigt, er nærliggende. Og man vil opdage, at de huller i landsbyerne man lavede i 2023-2024, forhindrer at hele skibet Lolland Kommune kan holdes flydende.

Derfor er løsningen ikke at gøre hullerne i skibets bund endnu større. Løsningen er at udbedre hullerne, dvs. genstarte disse landsbyer, holde på børnetal og indbyggere og sætte alt ind på at øge tilflytningen.

Dette vil betyde at man skal:

  • Bevare skolerne og lave en plan for ”genbefolkning” sammen med landsbyernes indbyggere.
  • Samarbejde med ejendomsmæglere og kommunikere om det gode liv i netop disse to landsbyer.
  • Kræve at indbyggerne selv er med til at beskrive, fremhæve og synliggøre det gode liv i deres landsbyer.
  • Hjælpe dem med at udvikle nye hjemmesider for landsbyerne med gode beskrivelser af service, foreningsliv, fællesskaber og ikke mindst portrætter af dem der bor der.
  • Følge befolkningsudviklingen nøje.
  • Fejre fremgang og bruge tilbagegang som drivkraft til at skrue op for indsatsen.
  • Give de to landsbyer samme positive omtale og synlighed som Nakskov og Maribo får.

Alle folkeskolerne i Lolland Kommune bør fremhæves som det sker med Den Internationale Skole i Maribo, for det gavner skolerne at blive set og anerkendt. Hvert år kommer der nye elever ind, og dem og deres forældre skal der gøres en særlig indsats for at tilfredsstille og fastholde.

Hvem skal bo i Horslunde og Holeby? Arbejdspladserne på Lolland har brug for arbejdskraft og tilflyttere. Mange mennesker har fået mulighed for at arbejde hjemme, hvilket betyder at man kan bo meget længere fra sin arbejdsplads end tidligere, og det gør at folk tør flytte på landet. Mange i kreative fag og solovirksomheder søger hen, hvor boligerne endnu er til at betale. De nye internationale sosu’er, som Lolland Kommune meget visionært og forudseende har hentet til landet, kunne også være et bud, eftersom de formodentlig ikke kun skal arbejde i Nakskov og Maribo. Samme visionære fremsynethed skal præge kommunens folkeskoler, for netop folkeskoler også uden for de to købstæder kan være med til at give et mere varieret boligudbud for kommende tilflyttere til kommunen.

Jeg mener at Lolland Kommune har alt at vinde og intet at tabe ved at tage ansvar og genstarte disse to landsbyer i tæt samspil med indbyggerne. Lukkes skolerne, taber vi med sikkerhed. Både nu og på sigt. Bevarer vi dem, kan vi begynde at bygge op og udvikle to vigtige geografier i vores kommune.

Det ville kræve mod, som er endnu større end det mod, der skal til for at lukke skoler. Men nogen skal turde bremse op, stoppe afviklingen og vende det skib der lige nu tager vand ind, men som kan reddes, hvis man hiver det på land og laver en plan for udbedring af hullerne. Men jeg tror at Lolland Byråd kan.

At afvikle er ikke svært. Det gøres mange steder. Det Lolland Byråd, som sidder i denne periode, har lige nu en enestående chance for at gøre noget overraskende, nemlig at tage ansvar ved at udvikle. Det kræver at befolkningen også tager ansvar og indgår i de planer for udvikling, som kommunen naturligvis inviterer dem til. Men tiden til det er inde. Krisen har fået alle på tæerne, alle vil lytte til et budskab som dette, alle vil handle, og dét kan netop være vendepunktet.

Situationen, vi står i nu, kan være afsættet for en ny fortælling om at vende afvikling til udvikling, som Lolland Byråd i fremtiden kan bryste sig af, når de taler med andre lokalpolitikere i Danmarks landdistrikter.

Bevar folkeskolerne i Horslunde og Holeby. En lignende chance kommer ikke igen.