I dag kunne man på DR.dk læse overskriften: “Erhvervshistoriker: Nakskov kom sig aldrig over værftslukning – og nu bliver byen ramt endnu engang.” Den formulering studsede jeg noget over.

For selvfølgelig var lukningen af Nakskov Skibsværft i 1986 et voldsomt slag. Og selvfølgelig er det alvorligt, at sukkerproduktionen på Nakskov Sukkerfabrik nu skal ophøre, og at omkring 150 arbejdspladser kan blive berørt. Men jeg køber ikke fortællingen om, at Nakskov aldrig kom sig. For hvad betyder det egentlig at komme sig? Hvis man ser på erhvervslivet, er Nakskov faktisk blevet genindustrialiseret.

Lolland Kommunes egne tal viste i 2024 mere end 5.300 arbejdspladser i Nakskov – og det var endda uden enkeltmandsvirksomheder. På det gamle værftsområde ligger i dag Vestas. Her arbejder omkring 1.200 mennesker med at fremstille nogle af verdens største vindmøllevinger. Dertil kommer virksomheder som Alfa Laval, Ortofon, (Nordic Sugar som nu lukker) og en lang række mindre produktions-, handels-, håndværks- og servicevirksomheder. Det gamle værftsområde blev ikke liggende som en industriel ruin. Der kom ny industri. For mig er det faktisk selve definitionen på en by, der har formået at omstille sig.

Det er også vigtigt at holde fast i, hvorfor sukkerproduktionen nu lukker. Det skyldes ikke, at Nakskov ikke fungerer som industriby. Det skyldes et europæisk sukkermarked med overkapacitet, lave priser og hård konkurrence. Nordzucker har haft store økonomiske problemer og vurderer, at den danske produktion fremover kan samles på én fabrik. Den bliver liggende i Nykøbing Falster.
Det gør naturligvis ikke tabet mindre for Nakskov eller for de medarbejdere, der bliver ramt. Men årsagen betyder noget. For ellers opstår der hurtigt en velkendt fortælling: Endnu en virksomhed lukker på Lolland, og dermed bevises endnu en gang, at området ikke kan rejse sig. Jeg synes, vi skal være meget varsomme med den fortælling.

For en fabrikslukning kan skyldes globale markeder, teknologi, overproduktion, ejerstrategier eller ændrede forbrugsmønstre. Det gælder i Nakskov, ligesom det gælder i Aalborg, Kalundborg, Odense eller København. En virksomhedslukning er ikke automatisk en dom over det sted, virksomheden ligger.

Der er til gengæld noget andet, som Lolland ikke er kommet sig over. Hvis jeg skal pege på den virkelig store strukturelle udfordring for Lolland, ligger den et andet sted. Siden kommunalreformen i 2007 har Lolland Kommune mistet omkring hver femte indbygger. Syv kommuner blev lagt sammen til én meget stor kommune med købstæder, mindre byer, landsbyer, store landdistrikter og tre beboede småøer. Befolkningstallet faldt. Men vejene blev ikke kortere. Kommunen valgte at lukke skoler, plejehjem, kulturbygninger og anden infrastruktur. Samtidig mistede området offentlige funktioner gennem årtiers centralisering. Det er efter min mening en langt vigtigere forklaring på Lollands problemer end et skibsværft, der lukkede for 40 år siden.

For prøv at vende spørgsmålet om:
Hvilken dansk kommune ville ubesværet kunne miste omkring 20 procent af sin befolkning på knap to årtier og samtidig opretholde infrastrukturen over et meget stort geografisk område? Jeg tror, de fleste kommuner ville komme under et voldsomt pres. Det er derfor for let at forklare Lollands udfordringer med, at “Nakskov aldrig kom sig”.

Geografien er også en ressource
I DR-artiklen bliver geografien nævnt som en del af Nakskovs problem. Og ja, selvfølgelig betyder geografien noget. Der er langt til København. Der er ikke et universitet lige rundt om hjørnet. Arbejdsmarkedet er mindre end omkring de store byer. Men geografien har også en anden side. Nakskov har en erhvervshavn. Store industriarealer. Adgang til Østersøen. Plads. Energi. Landbrug. Industriel knowhow. Man kan producere 115 meter lange vindmøllevinger her og sejle dem direkte ud i verden. Det er ikke på trods af geografien. Det er på grund af geografien. Jeg synes derfor, at vi skal blive bedre til at forstå, at afstand ikke er det samme som mangel på potentiale.

Nu kommer endnu en omstilling
Jeg er ked af, at sukkerproduktionen i Nakskov forsvinder. Jeg er selv ansat i Nordzucker i en anden afdeling, men jeg mister selv mit job. Fabrikken har ligget her siden 1882. Den er en del af byens historie og af hele Lollands historie. For mange mennesker er den også en del af familiens historie. Men jeg nægter at se lukningen som endnu et kapitel i fortællingen om en by, der aldrig kom sig. Jeg ser den snarere som begyndelsen på endnu en omstilling.

For når produktion forsvinder, frigøres også noget: arbejdskraft, kompetencer, energi, arealer, bygninger og kapacitet. Det interessante spørgsmål er derfor ikke kun: Hvad mister Nakskov?
Det er også: Hvad skal Nakskov bruge den frigjorte kapacitet til nu? Værftet lukkede. På området kom Vestas. Det er værd at huske, før de landsdækkende medier endnu en gang skriver historien om Nakskov som en by, der aldrig rejste sig.

For Nakskov rejste sig faktisk. Og nu skal byen gøre det igen.

Vibeke Grave siger 6. august 2026 til Folketidende, at »børnetallet taler sit tydelige sprog«, og at Lolland Kommune derfor er nødt til at diskutere, om vi har for mange skoler. Jeg synes, vi bør stille et andet spørgsmål: Hvordan bruger vi skolerne aktivt til at vende udviklingen?

Selvfølgelig skal vi kende børnetallet og forholde os til økonomien. Men børnetallet er ikke en indikator, som kommunen bare automatisk skal indrette sig efter bagudrettet. Hvis færre børn automatisk fører til færre skoler, færre tilbud og mindre decentral velfærd, risikerer vi at forstærke den udvikling, som vi bagefter bruger som begrundelse for de næste besparelser.

Tal fortæller ikke hele fremtiden

På Fejø var der i en årrække stort set ingen børn, der blev født på øen. Hvis man dengang havde taget fødselstallene som et endegyldigt pejlemærke, kunne man let være nået frem til, at der ikke længere var grundlag for en skole. Det gjorde Lolland Kommune så også. Men øboerne reddede skolen, og der flyttede familier med børn til øen. Børn der var født andre steder, men som nu er vokset op på Fejø, bl.a. fordi vi stadig har en skole for de yngste årgange.

Det viser forskellen mellem at fremskrive en udvikling og at forsøge at påvirke den. En skole er en del af den infrastruktur, som får familier til at vælge et sted til. Det samme gælder daginstitutioner, transport, fritidsliv og lokale tilbud. Samt færger til vores øer, skulle jeg hilse og sige.

Derfor bør spørgsmålet ikke kun være: Hvor mange børn har vi, og hvor mange skoler kan vi undvære? Det bør også være: Hvad skal der til, for at flere familier vælger Lolland?

Vi har prøvet den gamle logik længe

Vibeke Graves argument er ikke nyt. Det er den logik, Lolland Kommune i mange år har arbejdet efter: Når befolkningstallet falder, reducerer vi tilbuddene. Når børnetallet falder, tilpasser vi skolestrukturen. Når skattegrundlaget bliver mindre, gør vi kommunen lidt mindre.

Hver beslutning kan isoleret set se rationel ud. Men tilsammen kan de skabe en nedadgående spiral. Færre tilbud gør nogle områder mindre attraktive, det kan give færre tilflyttere og et svagere skattegrundlag – og så opstår presset for nye besparelser.

Efter mange års tilpasning står vi stadig med den udvikling, vi forsøgte at tilpasse os til. Derfor er det rimeligt at spørge, om ny udvikling også kræver nye handlemåder og et andet mindset.

Vi skal i højere grad gå fra at administrere tilbagegang til aktivt at skabe betingelserne for bosætning og udvikling. Skoler, daginstitutioner og transport er også udviklingsinfrastruktur. Vi bør vurdere, hvad de kan være med til at skabe, før vi beslutter, hvad vi kan undvære.

Regeringen har selv set problemet

Netop nu er der en ekstra grund til ikke at skynde sig. Den nye regering skriver direkte i sit regeringsgrundlag, at den vil »modvirke en ny bølge af skolelukninger« og arbejde for, at små folkeskoler i landdistrikterne får større frihedsgrader og bedre økonomisk understøttelse.

Selv regeringen anerkender altså, at den nuværende udvikling ikke bare kan fortsætte.

Det bør få Lolland Kommune til at standse op. For der er ikke meget at understøtte, hvis skolen først er lukket. Når lærerne er væk, børnene fordelt på andre skoler og familierne har indrettet deres hverdag efter en ny virkelighed, er beslutningen vanskelig at gøre om.

Så duer det ikke, at Lolland Kommune vil »tage ansvar« ved at lukke skoler, lige inden hjælpen kommer. Ansvar er også at tænke længere end næste budgetår og undgå irreversible beslutninger, mens rammerne er ved at ændre sig.

Bed staten om to ting

Lolland Kommune søger allerede om 331 millioner kroner i ekstraordinær hjælp til den alvorlige økonomiske situation. Mit bud er, at kommunen samtidig bør bede regeringen om en straks-pakke til skolerne, så skolerne i Søllested og Østofte kan holdes åbne, indtil regeringens nye ordning for små skoler i landdistrikterne er på plads.

Men en straks-pakke må ikke blive en sovepude. Pointen er ikke bare at frede skolerne og fortsætte som hidtil. Hvis vi vil bevare dem, skal vi samtidig bruge tiden offensivt.

Søllested og Østofte bør have hver sin målrettede bosætningsstrategi. Hvilke familier vil vi gerne tiltrække? Hvilke boliger findes? Hvad mangler der for at gøre landsbyerne attraktive? Hvordan kobler vi skolerne til nye arbejdspladser, dagtilbud, fritidsliv, transport og lokale fællesskaber? Og hvordan markedsfører vi områderne konkret over for mennesker, der kunne have lyst til at flytte til Lolland? Og hvilke samarbejder mellem befolkningen, erhvervslivet, kommunen og andre aktører skal vi sætte i gang? Det er dér, forskellen ligger mellem at bevare og at udvikle.

Hvis vi bare holder skolerne åbne uden at gøre noget ved befolkningsgrundlaget, skubber vi problemet foran os. Men hvis vi bruger en straks-pakke som et vindue til aktivt at arbejde med bosætning, kan vi forsøge at ændre selve det regnestykke, der i dag bruges som argument for lukning.

Lolland står lige nu med to problemer, som staten selv har sat på dagsordenen: en ekstraordinært presset kommuneøkonomi og risikoen for en ny bølge af skolelukninger i landdistrikterne.

Så lad os bede om hjælp til begge dele: 331 millioner kroner til den økonomiske situation – og en straks-pakke, der holder hånden under Søllested og Østofte, indtil de nye nationale rammer er kendt. Det vil være mere ansvarligt end at lukke først og opdage mulighederne bagefter.

Hvilket Lolland vil vi skabe?

Den større diskussion handler om mere end to skoler. Den handler om, hvilket Lolland vi ønsker om ti eller tyve år.

På den ene side taler vi om Femern, nye arbejdspladser, investeringer og behovet for at tiltrække arbejdskraft. På den anden side overvejer vi at afvikle noget af den infrastruktur, som familier ser på, når de vælger, hvor de vil bo. Det hænger dårligt sammen. Formuleringen om, at »børnetallet taler sit tydelige sprog«, bliver derfor for passiv. Tal fortæller os, hvad der er sket. Politik handler også om at påvirke det, der skal ske i fremtiden.

Måske er tiden kommet til, at Lolland holder op med kun at administrere tilbagegangen og i højere grad indretter sig efter den udvikling, vi ønsker. Hvis vi vil have et andet Lolland om ti år, må vi også begynde at træffe nogle andre beslutninger i dag.

Talen blev holdt ved et havearrangement for Socialdemokratiet i Vordingborg d. 5. juni 2026

Tusind tak for invitationen til at være taler hos jer i dag. Jeg hedder Kirsten Sydendal. Jeg bor på Fejø, og jeg er formand for Sammenslutningen af Danske Småøer.

I luftlinje er der omkring 30 km mellem Fejø og Vordingborg. Det er egentlig ikke særlig langt. På min vej fra Fejø her til Vordingborg blev jeg i den grad mindet om, at Danmark er et ø-rige. Jeg sejlede, jeg kørte langs kysten, jeg krydsede broen ved Guldborg, og jeg kørte over den nye flotte Storstrømsbro.

Danmark under overfladen
Vi er vant til at tale om Danmark som ét land. Men ser man på et kort, er virkeligheden mere nuanceret. Danmark består af øer, halvøer, fjorde, bælter og sunde. Af steder, der ligger adskilt af vand, men alligevel hænger sammen. For nogle år siden deltog jeg i et møde med øboere fra andre steder i Europa. Her hørte jeg et udtryk, som jeg ikke har glemt. Der blev sagt: Øer ligger adskilt på overfladen, men de hænger sammen i dybet under vandet.

Det kunne også være et billede på Danmark.

Vi lever forskellige steder. Vi har forskellige liv. Nogle bor i storbyer, andre i landsbyer. Nogle på øer, andre midt i landet. Men under overfladen er vi bundet sammen af noget fælles: af tillid, af ansvar og af vores folkestyre. Det er derfor, vi fejrer Grundlovsdag.

Det er ikke bare for at mindes et dokument fra 1849 at vi fejrer Grundlovsdag. Vi gør det for at mindes den idé, at mennesker med forskellige liv og forskellige interesser kan skabe et samfund sammen. Et samfund, hvor frihed og fællesskab ikke er modsætninger, men forudsætninger for hinanden.

Allerede i Grundlovens første paragraf står der:
“Denne grundlov gælder for alle dele af Danmarks Rige.”

Det lyder måske som en teknisk bestemmelse. Men måske ligger der i de ord også en påmindelse om, at folkestyret ikke kun skal fungere nogle steder.

Ikke kun i hovedstaden. Ikke kun i de største byer. Men i hele landet. På øerne, i landsbyerne, i købstæderne og i de større byer. For et demokrati bliver først stærkt, når mennesker overalt oplever, at de hører til, bliver hørt og har mulighed for at forme deres egen fremtid.

Men det rejser også et spørgsmål: Hvordan holder vi forbindelserne levende i et samfund, hvor mere og mere samles de samme steder, og hvor flere og flere oplever, at afstanden til beslutningerne vokser? Det spørgsmål vil jeg gerne bruge denne grundlovsdag til at tale om.

Folkestyret er mere end en grundlov
Vi kan let komme til at tro, at demokratiet blev skabt den dag, kong Frederik 7. skrev Grundloven under i 1849. Men et folkestyre bliver ikke stærkt blot fordi man har en lov. Det bliver stærkt, når mennesker tager ansvar for noget, der er større end dem selv.

Det vidste de generationer, der byggede det moderne Danmark. Bønderne skabte andelsmejerier og brugsforeninger. Arbejderne organiserede sig i fagforeninger. Over hele landet opstod der højskoler, forsamlingshuse, idrætsforeninger og lokale fællesskaber. Ingen af delene handlede kun om økonomi eller politik. Det handlede om at samarbejde. Om at udnytte det, at man kan mere sammen, end man kan hver for sig.

Måske er det netop derfor, Danmark er blevet et af de lande i verden, hvor tilliden er størst. Vi har gennem generationer øvet os i at løse problemer sammen. Ikke fordi vi altid er enige, men fordi vi har været enige om, at fællesskabet er værd at investere i.

Demokratiet lever mellem mennesker
For få dage siden fik Danmark en ny regering efter lange forhandlinger. Nogle ser måske 69 dage som et tegn på, at demokratiet er langsomt. Jeg ser det også som et tegn på noget andet. At vi stadig insisterer på at tale sammen. At vi stadig tror på kompromiset. Og at vi stadig forsøger at finde løsninger, som flere kan se sig selv i. Det kan være besværligt. Men alternativet er langt værre.

Jeg synes det er vigtigt at sige at demokratiet ikke først og fremmest lever på Christiansborg. Det lever i foreningen, i lokalrådet, i skolebestyrelsen, i landsbyerne, i fagforeningen og i de mange fællesskaber, hvor mennesker mødes ansigt til ansigt og tager ansvar for hinanden. Det er dér, folkestyret får rødder.

Små fællesskaber har også en stemme
Jeg oplever det også gennem mit arbejde i Sammenslutningen af Danske Småøer. Vi er mennesker fra 27 vidt forskellige øer med forskellige udfordringer og forskellige interesser. Vi er ikke altid enige. Men vi er fælles om at finde løsninger og formulere de ønsker, vi vil bringe videre til kommuner, Folketinget og regeringen. På den måde er Ø-Sammenslutningen også et lille stykke demokrati. Vores sammenslutning har politikernes bevågenhed på Christiansborg. Det er et udtryk for noget særligt dansk. At selv små samfund, minoriteter og små fællesskaber skal have en stemme.

For folkestyret handler ikke kun om flertallet. Det handler også om at lytte til mindretallet og de steder og mennesker, der ellers let kan blive overset. Jeg sagde før, at demokratiet havde rødder i fællesskaberne, og hvis det er sandt, er vi nødt til at stille os selv et vigtigt spørgsmål:

Hvordan har fællesskaberne det i dag? For der er noget, der bekymrer mig. I årtier har vi været optaget af retten til at rejse ud. Den frie bevægelighed. Retten til uddannelse. Retten til at søge nye muligheder. Retten til at flytte derhen, hvor drømmene fører os.

Friheden til at blive
Og det er godt. Et frit samfund skal åbne verden for sine borgere. Men måske har vi glemt at tale om en anden frihed. Nemlig friheden og retten til at blive.

Friheden og retten til at skabe et liv dér, hvor man føler sig hjemme. Retten til at vende hjem igen. Retten til at engagere sig i et lille lokalsamfund uden at blive mødt med spørgsmålet: “Hvorfor flytter du ikke bare?” For hvad er frihed egentlig værd, hvis valget kun går den ene vej? Hvis det at have succes er lig med at bo i storbyerne?

Hvis uddannelser, arbejdspladser, investeringer og funktioner samles færre og færre steder, bliver det gradvist sværere at vælge anderledes. Så har vi måske stadig friheden på papiret. Men vi mister den i praksis.

Jeg mener ikke, at alle skal blive boende, hvor de er født. Jeg mener heller ikke, at alle skal flytte tilbage. Men jeg mener, at et frit samfund skylder sine borgere et reelt valg. Muligheden for både at rejse ud og slå rod. Muligheden for både at søge verden og vende hjem.

For et stærkt Danmark er ikke et Danmark, hvor alle bor de samme steder. Et stærkt Danmark er et Danmark, hvor flere steder og lokalsamfund trives og kan tiltrække også de unge generationer.

Når husene står, men menneskerne mangler
Hvorfor er det at blive boende i de små lokalsamfund blevet sværere? Det skyldes ikke én beslutning. Og det skyldes ikke én regering. Det er resultatet af mange års udvikling. Vi har samlet uddannelserne færre steder. Vi har samlet arbejdspladserne færre steder. Vi har samlet funktionerne færre steder. Hver enkelt beslutning har måske været fornuftig nok. Men tilsammen har det ændret Danmark. Afstanden er blevet større mellem mennesker og de muligheder, de har brug for i deres hverdag.

Samtidig ser vi en anden udvikling, især på småøerne. Mange steder i Danmark er mangel på gode boliger et problem. Huse bliver købt som fritidsboliger, investeringer eller steder, man kun bruger en del af året. Der er ikke noget galt i at have et sommerhus eller forelske sig i et sted.

Hvem holder Danmark sammen?
Men når flere og flere boliger kun har lys i vinduerne om sommeren og i weekenderne, mister lokalsamfundet også noget af det, der holder det levende mandag til fredag. Børnene i skolen. Medlemmerne i foreningen. Kunderne hos købmanden. De frivillige til sommerfesten. Det er ikke husene, der skaber et lokalsamfund. Det er menneskerne, som bor i husene.

Vi har i mange år fortalt især de unge, at succes handler om at komme videre. Om at flytte. Om at søge mod de steder, hvor mulighederne allerede er størst. Men et samfund har også brug for mennesker, der vælger at bygge noget op. Mennesker, der tager ansvar for et sted, og som bliver.

For hvis alle bevæger sig mod centrum, risikerer vi, at forbindelserne til resten af landet gradvist svækkes. Og et ø-rige kan godt leve med afstand. Men det kan ikke overleve hvis det bliver koblet fra resten af landet – især ift. økonomi og markedskræfter.

Nogle vil måske sige, at det bare er udviklingens gang. At mennesker flytter derhen, hvor mulighederne er størst. At verden forandrer sig. Og det er selvfølgelig rigtigt.

Mere end økonomisk effektivitet
Men spørgsmålet er, om vi kun skal måle udvikling i økonomisk effektivitet og vækst. Eller om vi også skal måle den i sammenhængskraft og trivsel for både mennesker og naturen. For når et lokalsamfund mister sin skole, sin købmand eller sine arbejdspladser, er det ikke kun et lokalt tab. Det er et tab for Danmark.

De fællesskaber, der opstår i landsbyerne, på øerne og i de mindre byer, er ikke mindre værd end fællesskaberne i de store byer. Tværtimod. Det er ofte her, mennesker lærer, at man ikke bare er forbruger i et samfund eller i en kommune. Man er medskaber af det sted, hvor man bor. Man sidder i bestyrelsen. Man træner børnene i idrætsforeningen. Man arrangerer byfest. Man hjælper naboen. Man tager ansvar. Det er den slags erfaringer, der gør et folkestyre stærkt.

Derfor handler diskussionen om land og by et eller andet sted også om demokratiets fundament. For hvis for mange steder mister deres indbyggere, deres funktioner og deres fællesskaber, risikerer vi at svække noget af det, som gennem generationer har gjort Danmark til et samfund med høj tillid og stærk sammenhængskraft. Vi skal holde Danmark sammen, fordi alle steder betyder noget.

Steder skaber også mangfoldighed
Så hvad gør vi? Jeg tror ikke, løsningen er at skrue tiden tilbage. Danmark skal udvikle sig. Unge skal have mulighed for at rejse ud i verden. Virksomheder skal kunne vokse. Og nye idéer skal have plads til at blomstre. Men udvikling må ikke blive det samme som ensretning. Vi må ikke ende i et Danmark, hvor stadig flere mennesker lever de samme steder, møder de samme mennesker og deler de samme erfaringer.

For mangfoldighed handler ikke kun om mennesker. Den handler også om steder. Om, at vi som samfund har brug for både storbyen, købstaden, landsbyerne, øerne og det åbne land – fordi de hver især bidrager med noget, de andre ikke kan.

Mulighederne ved Smålandsfarvandet
For nylig besøgte jeg Nationalpark Vadehavet. Det var en stor oplevelse. Både på grund af naturen og fordi man dér har været dygtig til at formidle landskabet, historien og sammenhængen mellem mennesker og natur. Det gav mig tro på, at Smålandsfarvandet også rummer store muligheder. Måske bliver Smålandsfarvandet til en nationalpark. Måske gør det ikke.

Men mulighederne er her. De er på øerne, ved kysterne og i de mange fortællinger, som har formet området gennem generationer. Vi kan gøre meget for at gøre vores område mere attraktivt. Ved at formidle naturen og kulturarven bedre. Ved at skabe flere rekreative muligheder. Og ved at hjælpe flere med at få øje på de kvaliteter, som vi, der bor her, ofte tager for givet.

Et Danmark hvor flere steder kan lykkes
For nogle gange handler udvikling ikke om at skabe noget nyt. Nogle gange handler den om at få øje på værdien af det, vi allerede har. Derfor er opgaven ikke at bevare Danmark, som det var. Opgaven er at skabe et Danmark, hvor flere steder kan lykkes.

Et Danmark, hvor unge kan rejse ud i verden uden at miste forbindelsen hjem. Hvor man kan vende tilbage uden at skulle forsvare sit valg. Og hvor det fortsat er muligt at skabe et godt liv, uanset om man vælger Vordingborg, Møn, Bogø, Fejø, Nørrebro eller Aalborg.

For det er i virkeligheden det, Grundloven handler om. At vi ikke kun er individer med hver vores drømme. Men medborgere med et fælles ansvar. Vi har et ansvar for at give det Danmark videre, som vi selv har arvet. Det skal naturligvis ikke være en kopi af fortiden. Det skal være et levende og moderne fællesskab, hvor frihed og ansvar fortsat følges ad.

Det, der binder os sammen
Når vi ser ud over Smålandsfarvandet, ser vi øer, kyster, landområder, der ligger hver for sig med havet imellem sig. Men vi ved også, at det hele hører sammen. Sådan er Danmark. Vi lever forskellige steder og forskellige liv.

Og netop derfor er spørgsmålet vigtigt: Hvad er det, der får os til at føle os som en del af det samme fællesskab? Måske er svaret, at mennesker har brug for mere end frihed til at vælge. Vi har også brug for tilhørsforhold. Et sted at høre til. Et fællesskab, hvor vi betyder noget for andre.

Det er ikke noget, vi kan lovgive os til. Det er heller ikke noget vi kan købe. Men det er noget, vi kan skabe sammen. Og måske er det netop dét, Grundloven minder os om.

At frihed ikke kun handler om, hvad vi kan gøre hver for sig. Men også om det fællesskab, vi bygger sammen. Om friheden til at trives og at høre til. Om at have et sted og et fællesskab, som ville savne os, hvis vi ikke var der.

God grundlovsdag til jer alle sammen.

Og tak for ordet.

Foto: Jørgen Witved

29. november 2024 havde jeg den store ære at åbne Nakskov Juleby 2024. Min tale lød således:

Kære alle jer der står bag Nakskov Juleby, og alle jer som besøger og bruger julebyen

I dag er en særlig eftermiddag, hvor vi sammen åbner julebyen her i hjertet af Nakskov. Nakskov er samlingspunkt for mennesker, der hylder varmen, fællesskabet og nærværet – og i dag åbner vi julebyen, som symboliserer alle disse vigtige værdier.

Nakskov er en by som er rig på historie og traditioner, men også fuld af fremtid og muligheder. Vores juleby er ikke bare en række boder, lys og gran. Forleden så jeg hvordan de også er ved at etablere en juleby på Kongens Nytorv i København. Men julebyen her i Nakskov er anderledes.  Det er en rigtig juleby, hvor I der står i boderne, og jer som besøger boderne, kender hinanden. Her i julebyen kan vi mærke, hvordan Nakskovs foreninger og frivillige står sammen og har gjort idéen om en juleby til virkelighed. I mange år i træk. Jeg ved ikke hvornår det startede, men jeg husker at I blev kåret som regionens Juleby i både 2009 og 2010. Sikke en bedrift.

Jeg vil gerne sige tak til alle de frivillige foreninger som får julebyen til at ske. Uden jer var der ingen juleby, så tusind tak for alt det I gør for at julebyen bliver til virkelighed år efter år.

Der er sket meget i Nakskov de seneste 10 år. Det kan vi alle sammen se. I midtbyen er der sket byfornyelse. Vi har fået flotte facader og gader. Der er noget at kigge på når man ser op. Vi har fået et flot torv med ny belægning, træer og siddepladser. Det nye Axeltorv har dannet ramme om store velbesøgte begivenheder som da fx Den Kongelige Opera besøgte Nakskov som en del af Lolland Operafestival.

Turistkontoret blev for nylig nedlagt, men er genopstået. I marts genåbnede Nakskov Turistkontor som en del af Visit Lolland Falsters infopunkter. Nu drives Nakskov Turistkontor af frivillige i Turismens Venner, som er en arbejdsgruppe der hører under Nakskov Handel og Erhverv. Det synes jeg er et glimrende eksempel på, hvordan lokalt engagement og frivillighed kan spille en afgørende rolle i at bevare vigtige funktioner i vores samfund. Når en fælles sag er vigtig nok, kan mennesker gå sammen om at finde løsninger, der skaber værdi for både lokale og besøgende. Det kan man ikke alle steder, men i Nakskov lykkedes det.

Jeg synes også jeg vil nævne det flotte nye elektriske juletog som er med til at gøre hele Nakskov til en juleby. Det er private kræfter der er gået sammen om at købe dette tog. Det gamle tog trængte til fornyelse, man mødes i en netværkskreds og taler om det, og så får man det til at ske. Og nu har vi toget, som bare sætter prikken over i’et på julebyen i Nakskov.

Folk der bor i Nakskov, nyder godt af en rolig og tryg livsstil, hvor der er adgang til både natur og kultur, og hvor man mærker en stærk følelse af fællesskab. For at illustrere dette vil jeg gerne læse op fra et Facebook-opslag fra Lolland-Falster Lovestorm. Det er skrevet af Steffan Juul og handler netop om Nakskov.

For lidt over 3 år siden boede Susan og jeg i en anden by. Et sted hvor vi var utrygge. Et sted hvor vi ikke var glade og et sted hvor man (generelt) ikke gik ud om aftenen. Vi havde svært til smil og holdt os generelt meget for os selv.
Nu er vi her. Skønne skønne Nakskov. En by med højt til loftet. Hvor man smiler til fremmede. Hvor man siger “hej”, “godmorgen”, “godaften” til folk man ikke kender. Hvor vi er glade og nyder en god aftengåtur. Hvor vi ikke kan lade være med at smile og elsker at være sociale (når hovedet er til det).
Vi skal nordpå om en månedstid. Og vi ved at vi vil blive kaldt Bonderøve og andet, men vi er ligeglade. Kald os endelig bonderøve, knoldesparkere og andet…for vi er glade hvor vi er. Vi er nyforelsket i hinanden og i Nakskov.
Skønne skønne Nakskov…ligesom alle andre byer, bare lidt smukkere 

Til sidst gerne slutte af med tre gode råd til jer nakskovitter. Citatet fra Steffan Juul bringer mig hen til det første gode råd:

1) Omtal Nakskov positivt – også selvom der stadig er meget at rette op på.

Ingen by er perfekt, men Nakskov er noget særligt. Ved at fremhæve de gode historier og muligheder, vi har her, skaber I et stærkere fællesskab og tiltrækker endnu flere, der vil være en del af vores udvikling. Husk, at ord har magt – og positive ord kan være med til at ændre holdninger og bygge en endnu bedre fremtid.  I Lolland-Falster Lovestorm-gruppen på Facebook er der masser af plads til jeres historier om Nakskov.

2) Vær stolte af jeres historie, men vær også åbne for forandring.

Nakskov har en rig og stolt fortid, der er værd at værne om. Men en by med visioner vokser, når vi også tør tænke nyt. Støt de nye idéer og de mennesker, der arbejder for at skabe udvikling. Forandring og tradition kan godt gå hånd i hånd, og sammen kan I skabe et Nakskov, der både hylder fortiden og alt det det der var engang, og samtidig byder fremtiden velkommen.

3) Bak op om det lokale – både mennesker og virksomheder.

Det er sagt mange gange før, men jeg vil opfordre jer til at bruge de lokale butikker, støtte de lokale arbejdspladser, og deltage i arrangementer og aktiviteter som foregår her. Hver gang du handler lokalt eller engagerer dig i fællesskabet, investerer du i byens fremtid. Nakskov vokser og blomstrer, når I alle bidrager til at gøre byen til et godt sted at bo, arbejde og leve.

Med disse ord vil jeg ønske jer en rigtig glædelig jul i Nakskov, og jeg erklærer hermed julebyen for åben! 🎄