Der er en grænse for effektiviseringer

Små systemer er nogle gange de sværeste at drive. Ikke nødvendigvis fordi de er komplicerede, men fordi de har meget lidt at give af. Det gælder også færgefarten til Fejø, Femø og Askø. Lolland Kommunes færgestrategi er drevet af ønsket om at lave besparelser og effektiviseringer. Men der er en grundlæggende forskel på at effektivisere et stort system og et lille system. Det vil jeg gerne uddybe her.

Store infrastruktursystemer har volumen. De har mange busser, mange tog, mange skibe/færger, mange medarbejdere og mange afgange. Derfor kan man ofte fjerne lidt kapacitet, uden at brugerne mærker den store forskel. Systemerne har en indbygget robusthed. Det er det, som ingeniører med et fint ord kalder redundans.

Små systemer fungerer anderledes. Når tre øer som Fejø, Femø og Askø betjenes af tre færger, er der tale om et meget lille system. Hver færge er en nødvendig del af helheden. Fjerner man én færge fra den daglige drift, reducerer man ikke blot kapaciteten med en tredjedel. Man ændrer selve systemets karakter.

Pludselig skal tre øer deles om to faste færger. Ruterne bliver afhængige af hinanden. Afgange samles. Antallet af ledige pladser på færgen reduceres. Ventetider vokser. En forsinkelse på én rute kan brede sig til de øvrige. Hele systemet bliver mere sårbart. Man kan sige, at systemet passerer en kritisk grænse.

En reservefærge ved siden af de to faste færger ændrer ikke ved dette. Jo, den kan være en hjælp ved spidsbelastninger eller særlige situationer, men den skaber ikke den daglige robusthed, som en fast færge gør. Hvis den først skal bemandes og gøres klar, er den heller ikke en øjeblikkelig løsning, når uheldet pludselig er ude. Derfor er forskellen mellem tre faste færger og to færger med en reservefærge langt større, end man umiddelbart tror.

Vi har en tendens til at tro, at alle systemer kan effektiviseres efter den samme logik. Men små systemer har ikke de samme frihedsgrader som store.

Det svarer til at fjerne ét hjul fra en 18-hjulet lastbil og ét hjul fra en cykel. I begge tilfælde er ét hjul væk. Men lastbilen har mulighed for at fortsætte et stykke vej, mens cyklen slet ikke kan fungere mere. Det er forskellen mellem store og små systemer. Små systemer har ingen overflødig kapacitet. Når man fjerner en lille del, risikerer man at ændre hele systemets funktion. Det er den erkendelse, der bør ligge til grund, når man skal vurdere ændringer i færgedriften til Fejø, Femø og Askø.

Tre helårsbeboede øer har brug for tre færger i fast drift, og gerne også en reservefærge, som vi havde tidligere, og som kan tages i brug, hvis der sker noget med en af de faste færger. Grunden er ikke at øboerne skal have særlige fordele, men at små transportsystemer kun fungerer, når de har den nødvendige robusthed. Under den kritiske grænse er der ikke længere noget at give af.
Det er dér, besparelser holder op med at være effektiviseringer og i stedet bliver til afvikling.

Vi lever i et samfund, hvor alting kun måles i kroner og ører. Men et transportsystem skal også måles på sin robusthed. For det er robustheden i infrastrukturen, der afgør, om et samfund kan modstå hverdagens uforudsete hændelser, og om mennesker tør bygge deres liv op i fx et øsamfund. Den robusthed er ikke opstået tilfældigt. Den er resultatet af mange års erfaringer og prioriteringer, og den bør vi værne om også i fremtiden.

Havet har adskilt os i mange år – nu skal det samle os

Onsdag 11. december 2024 blev det meldt ud fra Miljø- og Ligestillingsministeriet, at Smålandsfarvandet skal undersøges som en mulig nationalpark. Det er en fantastisk nyhed.

En nationalpark i Smålandsfarvandet kan potentielt bidrage til at sætte småøernes særlige kvaliteter på landkortet og styrke både biodiversiteten, kulturmiljøerne og de lokale erhvervsmuligheder, især inden for bæredygtig turisme. Men samtidig er det afgørende, at processen tager højde for de unikke forhold, der gør sig gældende for små øsamfund.

En nationalpark i Smålandsfarvandet giver anledning til et nyt kommunalt samarbejde mellem Slagelse, Næstved, Vordingborg, Guldborgsund og Lolland Kommuner. Ikke et samarbejde, som handler om vores rolle i Greater Copenhagen eller erhvervsudviklingen i Femern Bælt-regionen. Nej, formålet er nu at se på havet, fiskene og havbunden, på kysterne, på strandene, på engarealerne, på øerne og på havnene – store som små – der grænser op til Smålandsfarvandet. Det er for de fleste et helt nyt sæt briller, vi skal have på, og som også lægger op til nye samarbejder og muligheder. Passerbenet skal ikke sættes på land, men på vandet. Havet har adskilt os i mange år; nu skal det samle os.

En nationalpark som Smålandsfarvandet har potentiale til at blive et forbillede for, hvordan vi i Danmark kan skabe en balance mellem naturbeskyttelse og lokalsamfundenes trivsel ved kyster og på øer. Den slags vægtes højt i fx Frankrig og Skotland. Men for at det kan lykkes, er det afgørende, at vi lytter til de mennesker, der bor og arbejder i området. Borgermøder, workshops og direkte dialog skal sikre, at de lokale stemmer ikke bare bliver hørt, men også bliver en aktiv del af beslutningsgrundlaget.
Hvis Smålandsfarvandet bliver en nationalpark, håber jeg, det kan være en løftestang for at skabe bedre rammevilkår for øsamfundene på Fejø, Femø, Askø, Omø og Agersø – fra støtte til grønne færger og infrastruktur til muligheder for små bæredygtige erhverv og stabile befolkningstal. I farvandet har vi herudover en fondsejet ø udlagt til natur, nemlig Rågø, og vi har Vejrø, som er en privatejet ø. Derudover finder vi en lang række ubeboede øer og holme.

Planerne om en nationalpark giver anledning til at se nærmere på, hvordan vi kan beskytte både naturen og de sårbare øsamfund mod udfordringer som affolkning og overturisme. Smålandsfarvandet kan, så vidt jeg kan se, blive den første nationalpark, der inkluderer kommuner og havområder med småøer forbundet med færger. Vi har også Fanø i Nationalpark Vadehavet, men Fanø er en af de større ø-kommuner, hvor rådhuset ligger på øen.

At øerne i Smålandsfarvandet bliver en del af nationalparken, er et stempel, der forhåbentlig kan give forståelse for, at øsamfundene er betydningsfulde bosteder, og at de har en ret til beskyttelse og støtte på samme måde, som vi anerkender det i forhold til naturens plante- og dyreliv.
Vi må heller ikke glemme de mange havne, vi har på både småøerne, Lolland og Falster. De er vigtig infrastruktur og kan få stor betydning, når Smålandsfarvandets herligheder skal både nydes og formidles. I Lolland og Slagelse Kommuner kan både øerne og færgehavnene blive vigtige støttepunkter i natur- og kulturformidlingen, ja i hele turismeudviklingen.

Det er en god anledning til at genbesøge den færgestrategi, som Lolland Kommune vedtog i 2023. At fortsætte færgesejladsen fra Bandholm til Askø vil være en glimrende ide, da det vil være fornuftigt at etablere mange forskellige informations- og adgangspunkter, forbindelseslinjer og parkeringsarealer i en sådan nationalpark. Hvis ikke Lolland Kommune tænker strategisk her og udnytter potentialerne i både Kragenæs Havn, Bandholm Havn og de øvrige havne på nordkysten, så vil besøgene og den rekreative brug af Smålandsfarvandet fortrinsvis starte og slutte på kysterne og i havnebyerne i vores nabokommuner. Derfor er det afgørende, at Lolland Kommune griber denne chance for at markere sig som en aktiv og visionær partner i udviklingen af Smålandsfarvandet som nationalpark.

Det er Lolland og Slagelse Kommuner, som har de beboede øer og en række fine færge- og lystbådehavne. Hvis etableringen af en nationalpark – støttet af staten – ikke er et argument for at kigge på vores øer med nye briller, så ved jeg ikke, hvornår man skulle gøre det. Det er en anerkendelse af, at vores hav, øer og kyster rummer helt særlige værdier. I Lolland Kommune har det af mange forskellige grunde ikke været nemt at omsætte denne anerkendelse til udviklingsinitiativer, tænke langsigtet og give småøerne en mere tryg fremtid. Nu gør staten det muligvis. Det skal vi lytte til, glæde os over og bakke op om.

Foto: Nordspidsen af Fejø (Skovnakken) 11. maj 2024

Borgerlyst – Handlekraft i hverdagen

”Borgerlyst” af Andreas Lloyd & Nadja Pass handler om aktivt medborgerskab: At gøre noget i stedet for at vente på andre gør det, at tro på, at vi hver især med vores mikrohandlinger kan gøre en forskel, at vi kan inspirere andre og sammen anvise nye veje til at udvikle vores samfund. At finde sin egen borgerlyst og handlekraft i hverdagen.

Jeg kunne ikke lægge bogen fra mig, uden at det stod klart for mig, at min lille startmikrohandling da måtte være at formidle denne bog videre til folk, der besøger www.fejoeliv.dk: fejøboere og venner af Fejø. Jeg er så sikker på, at netop denne målgruppe vil finde bogen yderst anvendelig og interessant.

Bogen er usædvanlig på mange måder. Det er fx forfatterne selv, der har indsamlet penge til udgivelsen. Jeg har fulgt Andreas og Nadja på deres website borgerlyst.dk og på Facebook over ét år nok, og derfor vidste jeg, at deres bog var på vej. Her i efteråret 2013 slog de deres bogprojekt op på crowdfundingsitet Booomerang, og jeg var slet ikke i tvivl om, at denne bog ville jeg gerne støtte og købe, også uden at have læst den. For bare 200 kr. blev jeg en af bogens officielle støtter (ja, med navns nævnelse bag i bogen mellem en Kerstin Skovgaard og Kollektivet Maos Lyst!).

Bogen er en nytænkende og kærkommen manual til dig og mig i vores egenskab af måske lidt skuffede medborgere, der synes, det er for lidt og for tamt bare at stemme til kommunalvalg hvert fjerde år. Den er skrevet til os, som synes, der skal ske noget mere, men som finder det svært at knytte sig til et bestemt parti eller finde sig til rette i de traditionelle interesseorganisationer. Det spænder lige fra den helt almindelige borger, der gerne vil gøre en forskel som frivillig og til de semiprofessionelle ildsjæle (eller ”pligtvillige” som de kaldes i bogen), som trækker de store læs.

Borgerlyst er befriende og opmuntrende læsning i både form og indhold. Som forfatterne skriver, er bogen et kludetæppe af små kurser/vejledninger/tip, projektportrætter, fra tanke til handling-afsnit og beskrivelser af Andreas’ og Nadjas egne eksperimenter. Alt sammen yderst konkret og nemt at lade sig inspirere af. Enhver som har oplevet glæden ved at arbejde i en højere sags tjeneste, og enhver, som har prøvet at køre skuffet hjem fra et kedeligt bestyrelsesmøde fyldt med misforståelser og dårlig kommunikation, kan finde spændende redskaber og tips til, hvordan man kan organisere sig alternativt, og hvordan ildsjæle kan næres og lære at tænke på nye måder i stedet for at brænde ud.

Skal jeg fremhæve tre gode ting ved bogen må det være:

1) Kredsløbsperspektivet. Hvor mange af os er opdraget til at tænke lineært – fra venstre mod højre, og helst i med en opadgående kurve  –, lærer vi i Borgerlyst, at vi skal tænke borgerprojekter og –eksperimenter i cyklusser og kredsløb. Alt har et forår, en sommer, et efterår og en vinter. Og det er ikke nødvendigvis forkert, et tab eller en fiasko, hvis et projekt eller initiativ lakker mod sit efterår eller vinter. For efter vinter kommer et nyt forår, og ideer og tiltag kan efter en dvaleperiode genfødes i nye og forbedrede versioner med nye kræfter.

2) Originalt mindset. Forfatterne lancerer og definerer en række begreber samtidig med at de hele tiden perspektiverer, diskuterer og trækker tråde til både andre nye og gamle begreber og tankesæt. Det gør bogen unik, meget original og læseværdig både for de ældste klasser i folkeskolen, for embedsmænd og for politikere på ethvert niveau, ja for alle mennesker der brænder for en sag. Begreberne (beta, hverdagsmager, nybegynder og skalerbare arrangementer for bare at nævne nogle) bruges på kryds og tværs i bogen, hvilket blot understreger, at borgerlyst samlet set har så meget tyngde, at det kan betragtes som et helt nyt mindset med sin egen begrebsverden og eget vokalbular.

3) At fejle er ”fantastic”. En af forfatternes gennemgående pointer er, at det er o.k. at fejle som projektmager og igangsætter, og at man kun bliver ekstra klog og indsigtsfuld, hvis man søger de sværeste veje og undgår de nemme løsninger. Gennem bogen fortæller de i detaljer, hvordan de selv gang på gang har begået fejl og kastet sig ud i undersøgende eksperimenter uden garanti for succes i deres arbejde med Borgerlyst. Det, at de så åbenlyst har taget og fortsat tager deres egen medicin, er ikke bare ærlig snak i øjenhøjde med læseren. Man bliver på mange måder lært op og holdt i hånden ad nye stier, mens man læser bogen; det er effektfuldt og overbevisende.

Andreas Lloyd og Nadja Pass har skrevet en fremragende bog, der kommer ualmindeligt godt rundt om det at føle borgerlyst og vise handlekraft som borger: borgerprojekters livscyklusser og mangfoldighed, de mange måder man kan deltage og bidrage på, fælder og faldgruber og masser af konkrete redskaber og opskrifter til at nytænke, samskabe , samarbejde, mødes og debattere på nye måder. Bogen stiller mange spørgsmål, dikterer ikke firkantede svar, men diskuterer på en frugtbar og problemløsende facon, som er utrolig inspirerende, og som jeg personligt tror vi vil se meget mere af i fremtiden.

Sproget er flydende og nemt at læse. Visse passager er så velskrevne, såvel retorisk som indholdsmæssigt, at Dronningen godt kan hente inspiration til sin næste nytårstale i denne bog. Bogen kan forekomme lang, og patchworkideen, som på sin vis er bogens tema og et vilkår for hele borgerlystbegreb, illustrerer meget godt bogens opbygning og tilblivelse. Man kan pege på gentagelser visse steder i bogen, men jeg synes ikke det generer. Det betyder blot, at mange kapitler og emner kan læses selvstændigt, krydses og sammenstilles på nye måder, hvis man vil.

Sidst, men ikke mindst, indgyder bogen håb om en fremtid, hvor vi – trods dybe kriser på mange rigtig mange områder – alle har mulighed for at være med til at ændre verden: Nogle på makroniveau, andre på mikroniveau. Det har alt sammen betydning, og det starter med os selv. Ja, dig og mig!

Fem æbler ud af fem fra Fejø!