Foto: Flemming Wegenberg

Kære alle.

Tak fordi jeg må komme og holde nytårstale for jer her i dag. Det er en stor ære for mig.

2020 er ikke bare et nyt år – det er også et nyt årti vi tager fat på. For 10 år siden lagde jeg dårligt mærke til det. Jeg havde travlt som mor til mine tre børn på dengang 5, 8 og 10 år, og det der optog mig dengang var et jobskifte mellem Lolland Kommune og Guldborgsund Kommune, kan jeg huske. Her ved indgangen til 2020 har jeg mere overskud synes jeg, og jeg har haft tid til at tænke over alt det som er sket på de sidste ti år. Hvordan vores hverdag har forandret sig.

For ti år siden var der ikke noget der hed nem-id, og e-boks var ikke særlig udbredt. Da hentede vi stadig vores post i postkasserne hver dag, og vi tjekkede måske mail et par gange om ugen. I dag er det omvendt. Vi tjekker e-mail næsten hver dag, og vi kan nøjes med at gå i postkassen en gang om ugen.

For ti år siden var tv bare noget vi så på fjernsynsapparatet. Det var ikke noget vi så på nettet. Det gør vi i dag. Vi kan streame DR og TV2 når vi vil – og oven i det er der kommet streamingtjenester som Viaplay og Netflix. Musik kan vi høre på Youtube eller via et abonnement på fx Spotify, og bøger kan vi både læse og lytte til via tjenester som fx Bookmate.

For ti år siden ejede jeg bare en simpel mobiltelefon. I dag har jeg en iphone, fyldt med apps som jeg bruger hver dag. Jeg tager billeder fra mit liv næsten hver dag med min smartphone, jeg skriver dagligt med mange, mange mennesker via Messenger og jeg ordner mine bankforretninger på telefonen og sender penge til mine børn via mobilepay.

For ti år siden var Facebook kun lige startet og mange var ikke med endnu. I dag kender jeg næsten ikke nogen som ikke er på Facebook. Facebook kan man kritisere for mange ting, men jeg er fan af Facebook som har gjort det muligt for mig at følge og have relation til tusinder af mennesker selvom vi ikke er kolleger, naboer eller familie. Det er en stor gave for mig. Jeg kan bo på Fejø og stadig interagere direkte med mennesker, som jeg beundrer, som jeg føler mig værdimæssigt knyttet til og som jeg lader mig inspirere af.

For 11 år siden rakte jeg ud efter tre andre kvinder der kom fra Lolland og Falster og spurgte om de ville være med til at fortælle de gode historier fra vores område. Det havde vi succes med på Fejø, og jeg ville gerne udbrede den trend til hovedøerne. Det blev siden til QLF-netværket som har eksisteret lige siden. Et åbent netværk for kvinder som er interesseret i Lolland-Falster, og som mødes en gang om måneden forskellige steder i området.

QLF satte i 2015 gang i Lolland-Falster Lovestorm. Det er den store facebookgruppe som hver dag spreder positive vibrationer fra vores landsdel i form af billeder, historier, videoer og links om Lolland-Falster. Det er et helt unikt fænomen som ikke er set nogen andre steder i landet. Vi har fået ros fra folketingspolitikere, fra kommunikationseksperter og journalister, fra udlandet, ja sågar fra selveste det officielle Facebook. Vi der står bag, kan kun bringe rosen og takken videre til alle dem i gruppen som bidrager hver dag. Der var intet Lovestorm uden alle dem som bidrager. Vi har fået skabt et fællesskab som handler om at tale vores øer op, og rigtig mange husker det hver dag.

Men vi oplever stadig at folk har nogle meget stereotype opfattelser af Lolland-Falster, og det er derfor vi fortsætter vores arbejde med Lovestormen. Det er oftest mennesker som ikke kender os som taler nedsættende eller som drillerierne kommer fra. Det er respektløst og tankeløst at tale nedsættende om en landsdel der normalt ikke har overskud til at svare igen. Men heldigvis har vi Lovestormen, og vi kan tage til genmæle, kærlig og bestemt. Det gjorde vi fx i forbindelse med Fernet Brancas reklame som nævner Lolland og slutter af med et ”life is bitter”.

Vi hører tit at det ikke var INTENTIONEN at sige noget dårligt, og jeg tænker altid at det må vi heller ikke tvivle på. ”Tilgiv dem thi de ved ikke hvad de gør”. Deres hensigter var gode, så måske trænger de bare til at besøge vores område. Måske har de lyttet lidt for meget til pressens ensidige dækning. Den gode nyhed er at vi kan gøre noget ved det. Vi kan invitere dem og vise herlighederne frem. Møde dem som venner i stedet for kritikere. Og det gør vi gerne.

Men kan det ikke føre for vidt – al den positive snak? Det hører jeg med mellemrum. Jo, det er et fair standpunkt. Men sjovt nok er der sjældent nogen der spørger om det ikke kan føre for vidt med al den negative snak? Det er som om det er finere at fremføre kritik og brok end at tale hinanden op. Kritiserer og brokker du dig, virker du som en sund skeptiker. Roser du noget, kan du blive opfattet som en ukritisk medløber. Denne ubalance skal vi være meget opmærksomme på, og vi skal sætte os ud over det.

Jeg forsøger at have et ”både-og” inde i mig. Det er som om de fleste af os kun kan tale som et enten-eller. Enten er vi modstandere eller også vi er tilhængere. Enten er vi brokkehoveder, eller også er vi jubeloptimister. Det bliver så sort-hvidt. Jeg mener man kan godt være begge dele. Og det forsøger jeg selv at være.

Jeg viser min vrede over for min hjemkommunes politikere, når jeg ikke er enig med dem, og jeg viser min glæde og stolthed når der er fremgang i vores område, når frivillige lykkes med store indsatser, eller når private virksomheder har succes.

Her i 2020 kan vi fejre at Lovestormen har eksisteret i 5 år. Det var der nok ikke mange der havde spået da den startede.

Det unikke ved LF Lovestorm er at:

1. Vi har en meget stor udbredelse med over 28.000 medlemmer i vores gruppe
2. Vi kan levere historiefortælling med høj troværdighed fordi dem der bidrager er helt almindelige mennesker.
3. Lovestorm drejer sig ikke kun bosætning, turisme, erhverv, handel eller en sportsgren. Vi er til for alle: Borgere, alle foreninger, erhvervsdrivende, medier, uddannelsesinstitutioner og de to kommuner.
4. Lovestormen kan handle kreativt, hurtigt og overraskende fordi vi er uafhængige af det politiske system.

Jeg håber at Lovestormen har mange år foran sig og kan vokse sig endnu større. Men hvorfor er det så vigtigt, kan I spørge? Jeg tror at et steds omdømme spiller en meget stor rolle, især her i vores område. Økonomisk nedgang, virksomhedslukninger og fraflytning sætter sine spor. Fakta er fakta, og vi kan ikke lukke øjnene for hvad statistikkerne siger. Men vi kan arbejde for at ændre statistikkerne. Det er der mange der gør, men det med at ændre italesættelsen har vi tidligere ikke haft så meget succes med.

Det at vi er bevidste om hvordan vi italesætter det sted vi kommer fra, gør en forskel. Det gør en forskel for huspriserne, det gør en forskel for befolkningstallet, og for om virksomheder vil investere i vores område. Det forstærker vores identitet og følelse af at høre til et sted hvor det er værd at være.

Ingen tiltrækkes af pessimisme. Men alle er nysgerrige efter at vide hvad der sker i et område som emmer af stolthed og skaberkraft. Stolthed og optimisme tiltrækker.

Jeg har altid set LF som et sted, som måske manglede optimisme og håb. Men der ER skaberkraft, potentialer, stærke mennesker, ressourcer og kampgejst hvis man gør sig lidt umage for at finde det. Så længe kampgejsten er der, skal vi vise resultaterne frem. For så kan stoltheden leve, og så kan vi vende udviklingen. Vi redder ikke Lolland-Falster ved at lukke øjnene for vores egne succeser.

Man kan arbejde alt det man vil på at skabe vækst og udvikling, men hvis italesættelsen er negativ, er det virkelig op ad bakke. Derfor er det vigtigt at passe på vores omdømme, og derfor skal vi hjælpe dem der skaber nyt på Lolland-Falster og som sætter al deres energi og ressourcer ind på det. Det forunderlige er jo at det ikke koster noget for os almindelige mennesker at bakke dem op, og at fortælle de gode budskaber videre. Det er gratis, og det er helt uvurderligt når vi gør det sammen. Så bliver tusinde stemmer til én, som det sker i Lolland-Falster Lovestorm.

Det er spændende at tænke på hvordan verden ser ud om 10 år. Har vi løst klimakrisen, har vi elbiler og elfærger, er togene mellem Nakskov og Nykøbing førerløse? Har vi den arbejdskraft der skal til når vi bliver gamle, og bor vi i bofællesskaber som dem vi drømmer om i dag? Er der job til alle der søger, og har vi råd til kultur og ikke bare velfærd?

Om 10 år har vi et nyt Lolland-Falster. Nogle mener vi bliver det nye Skagen. Det tør jeg ikke spå om. Men jeg tror at vi vil opleve mere velstand end vi har nu. Forhåbentlig er udligningsspørgsmålene uddebatteret og der er fundet fair løsninger. Måske bliver det ligefrem os der skal betale til fattigere dele af Danmark i fremtiden. Det kan vi jo kun håbe på.

Om ti år står Dodekalitten færdig, den nye Storstrømsbro er indviet og tunnelen mellem Lolland og Femern forbinder Danmark med Tyskland. Ifølge tidsplanen. Det sidste kan jeg dog have mine tvivl om, men mon ikke byggearbejdet er godt i gang og nærmer sig en afslutning om ti år. Det håber jeg.

Jeg tror resten af Danmark for alvor vil få øjnene op for os i det årti som kommer. Vi har om ti år ikke svært ved at sælge huse, tilflytterne og turisterne kommer af sig selv, og virksomhederne følger med. Det gør de fordi vi har plejet vores omdømme og ranket ryggen. Fordi vi har lært at tale om både det der gør ondt, og det der gør lykke.

Det kræver at man kan styre både sin vrede og sin begejstring. At man kan rumme begge dele. Det er en kunst, men jeg vil opfordre alle til at øve jer i den, for kan man det, får man så meget igen.

Der er to pointer jeg gerne vil have I tager med jer hjem i dag.

1) Det første er at et godt omdømme ikke bare kommer af sig selv. Det er ikke noget kommer udefra, når man har gjort det godt. Det er ikke noget man kan arbejde sig til og bagefter indkasserer. Det gode image er noget der kommer indefra, med den udstråling og selvbevidsthed man selv sender ud til omverdenen. Hvis den ikke følger med de gode resultater man ellers leverer, så forbedres ens omdømme ikke. Det gode image starter med den attitude du selv har til dit område. Derfor skal vi alle sammen være ambassadører for sydhavsøerne.

2) Det andet er at I skal huske at der er en dobbelthed i både at elske Lolland-Falster og samtidig arbejde for at ændre det som ikke fungerer, og alt det som gør en vred. Det er et vilkår ved at bo her hele tiden at spørge sig selv hvornår skal man føle sig krænket og indigneret, og hvornår skal man skal trække på skuldrene med overbærenhed. Vi skal hele tiden søge balancen mellem fornuft og følelse, mellem utilfredshed og vild begejstring.

Vores kærlighed til Lolland-Falster skal aldrig slukkes. Jeg håber at 2020 og det næste årti bliver fyldt både med kritikere der siger fra og finder nye løsninger, og med stolte fans der på alle måder udtrykker deres kærlighed til Lolland-Falster. Det må ikke være et enten-eller, det skal være et både-og. Og det starter alt sammen med os selv.

Godt nytår til jer alle sammen og tak for ordet.