Fejø er en lille ø i Smålandsfarvandet et kvarters sejlads fra Lollands nordkyst. På øen bor der 469 mennesker (1.1. 2015), hvoraf en stor andel er ægte ildsjæle, hvis hjerter banker lige så meget for det fælles som for det private og individuelle. Det gør det til noget helt specielt at bo på Fejø.
Fejøboerne er en blandet flok. På øens 16 km2 bor der mennesker i alle aldre, med forskellige erhverv og forskellige livssyn. Men fælles for de fleste er ønsket om at øen fortsat skal blomstre som et levende helårssamfund, hvor der er mulighed for at leve et indholdsrigt, meningsfuldt og trygt liv for både store og små. Mangfoldighed, nærhed, bæredygtighed, autenticitet og fællesskab er værdier som er vigtige for mange fejøboere.
Går du i flyttetanker, så se ikke kun på boligannoncer, ejendomspriser og afstand til indkøbscenteret. Kig også efter hvad det er for et lokalsamfund du flytter til, og hvilke nye naboer du vil få. På Fejø har du en enestående chance for at lære folk at kende, inden du skriver under på noget. Sådan har mange fundet vejen hertil. Hos os står døren – og mailen og telefonen – altid åben for en snak om ølivet. Vi glæder os til at møde dig.
Læs mere om Fejø på www.fejoe.dk.