I dag kunne man på DR.dk læse overskriften: “Erhvervshistoriker: Nakskov kom sig aldrig over værftslukning – og nu bliver byen ramt endnu engang.” Den formulering studsede jeg noget over.

For selvfølgelig var lukningen af Nakskov Skibsværft i 1986 et voldsomt slag. Og selvfølgelig er det alvorligt, at sukkerproduktionen på Nakskov Sukkerfabrik nu skal ophøre, og at omkring 150 arbejdspladser kan blive berørt. Men jeg køber ikke fortællingen om, at Nakskov aldrig kom sig. For hvad betyder det egentlig at komme sig? Hvis man ser på erhvervslivet, er Nakskov faktisk blevet genindustrialiseret.

Lolland Kommunes egne tal viste i 2024 mere end 5.300 arbejdspladser i Nakskov – og det var endda uden enkeltmandsvirksomheder. På det gamle værftsområde ligger i dag Vestas. Her arbejder omkring 1.200 mennesker med at fremstille nogle af verdens største vindmøllevinger. Dertil kommer virksomheder som Alfa Laval, Ortofon, (Nordic Sugar som nu lukker) og en lang række mindre produktions-, handels-, håndværks- og servicevirksomheder. Det gamle værftsområde blev ikke liggende som en industriel ruin. Der kom ny industri. For mig er det faktisk selve definitionen på en by, der har formået at omstille sig.

Det er også vigtigt at holde fast i, hvorfor sukkerproduktionen nu lukker. Det skyldes ikke, at Nakskov ikke fungerer som industriby. Det skyldes et europæisk sukkermarked med overkapacitet, lave priser og hård konkurrence. Nordzucker har haft store økonomiske problemer og vurderer, at den danske produktion fremover kan samles på én fabrik. Den bliver liggende i Nykøbing Falster.
Det gør naturligvis ikke tabet mindre for Nakskov eller for de medarbejdere, der bliver ramt. Men årsagen betyder noget. For ellers opstår der hurtigt en velkendt fortælling: Endnu en virksomhed lukker på Lolland, og dermed bevises endnu en gang, at området ikke kan rejse sig. Jeg synes, vi skal være meget varsomme med den fortælling.

For en fabrikslukning kan skyldes globale markeder, teknologi, overproduktion, ejerstrategier eller ændrede forbrugsmønstre. Det gælder i Nakskov, ligesom det gælder i Aalborg, Kalundborg, Odense eller København. En virksomhedslukning er ikke automatisk en dom over det sted, virksomheden ligger.

Der er til gengæld noget andet, som Lolland ikke er kommet sig over. Hvis jeg skal pege på den virkelig store strukturelle udfordring for Lolland, ligger den et andet sted. Siden kommunalreformen i 2007 har Lolland Kommune mistet omkring hver femte indbygger. Syv kommuner blev lagt sammen til én meget stor kommune med købstæder, mindre byer, landsbyer, store landdistrikter og tre beboede småøer. Befolkningstallet faldt. Men vejene blev ikke kortere. Kommunen valgte at lukke skoler, plejehjem, kulturbygninger og anden infrastruktur. Samtidig mistede området offentlige funktioner gennem årtiers centralisering. Det er efter min mening en langt vigtigere forklaring på Lollands problemer end et skibsværft, der lukkede for 40 år siden.

For prøv at vende spørgsmålet om:
Hvilken dansk kommune ville ubesværet kunne miste omkring 20 procent af sin befolkning på knap to årtier og samtidig opretholde infrastrukturen over et meget stort geografisk område? Jeg tror, de fleste kommuner ville komme under et voldsomt pres. Det er derfor for let at forklare Lollands udfordringer med, at “Nakskov aldrig kom sig”.

Geografien er også en ressource
I DR-artiklen bliver geografien nævnt som en del af Nakskovs problem. Og ja, selvfølgelig betyder geografien noget. Der er langt til København. Der er ikke et universitet lige rundt om hjørnet. Arbejdsmarkedet er mindre end omkring de store byer. Men geografien har også en anden side. Nakskov har en erhvervshavn. Store industriarealer. Adgang til Østersøen. Plads. Energi. Landbrug. Industriel knowhow. Man kan producere 115 meter lange vindmøllevinger her og sejle dem direkte ud i verden. Det er ikke på trods af geografien. Det er på grund af geografien. Jeg synes derfor, at vi skal blive bedre til at forstå, at afstand ikke er det samme som mangel på potentiale.

Nu kommer endnu en omstilling
Jeg er ked af, at sukkerproduktionen i Nakskov forsvinder. Jeg er selv ansat i Nordzucker i en anden afdeling, men jeg mister selv mit job. Fabrikken har ligget her siden 1882. Den er en del af byens historie og af hele Lollands historie. For mange mennesker er den også en del af familiens historie. Men jeg nægter at se lukningen som endnu et kapitel i fortællingen om en by, der aldrig kom sig. Jeg ser den snarere som begyndelsen på endnu en omstilling.

For når produktion forsvinder, frigøres også noget: arbejdskraft, kompetencer, energi, arealer, bygninger og kapacitet. Det interessante spørgsmål er derfor ikke kun: Hvad mister Nakskov?
Det er også: Hvad skal Nakskov bruge den frigjorte kapacitet til nu? Værftet lukkede. På området kom Vestas. Det er værd at huske, før de landsdækkende medier endnu en gang skriver historien om Nakskov som en by, der aldrig rejste sig.

For Nakskov rejste sig faktisk. Og nu skal byen gøre det igen.