Kommunen

Færgerne og de forkerte mål

Kirsten Sydendal Leave a comment

En artikel om mobilitet, robusthed og småøernes fremtid.

En fuld færge er ikke nødvendigvis en effektiv færge

Debatten om småøernes færger handler ofte om økonomi, belægningsgrader og antal afgange. Men måske er det ikke selve færgerne, der er problemet. Måske er problemet, at vi måler de forkerte ting.

I denne “longread” (en relativt lang artikel) vil jeg argumentere for, at færger kan lære os noget langt større end færgedrift. De kan lære os, hvordan vi bør tænke kritisk infrastruktur. For når vi ser på små øer, bliver det tydeligt, at mobilitet, robusthed og reservekapacitet ofte er vigtigere end den højest mulige udnyttelsesgrad.

I de senere år har Lolland Kommunes færgestrategi haft et klart mål: at udnytte færgerne bedre ved at samle trafikken på færre afgange og reducere de tre færger til to. Tanken er enkel. Hvis den samme mængde trafik kan transporteres med færre sejladser og færger, stiger belægningsgraden, og driften bliver mere effektiv.

Det er en logik, som umiddelbart giver god mening. En færge, der sejler næsten tom, ser umiddelbart mindre effektiv ud end en færge, der er godt fyldt. Men spørgsmålet er, om belægningsgraden er det rigtige mål for en færgeforbindelses kvalitet.

For en færges vigtigste opgave er ikke nødvendigvis at transportere flest mulige biler pr. afgang. Den vigtigste opgave er at sikre mobiliteten mellem ø og fastland. Her begynder forskellen mellem transportkapacitet og mobilitetskapacitet.

Transportkapacitet handler om, hvor mange biler og passagerer der faktisk bliver transporteret. Mobilitetskapacitet handler om noget andet: Hvor let er det at rejse, når behovet opstår? Kan en pendler komme på arbejde? Kan en landmand flytte sine maskiner, når vejret er til det? Kan en håndværker tage en hasteopgave? Kan en familie tage spontant på besøg, eller skal alt planlægges flere dage eller måske uger i forvejen?

Det er to forskellige måder at se en færgeforbindelse på.

Når antallet af afgange reduceres, bliver færgerne ofte mere fyldte. På papiret ser det ud som en gevinst. Men samtidig bliver det sværere at komme med den afgang, man ønsker. Bookingoversigterne fra højsæsonen i Lolland Færgefart viser, at flere afgange er fuldt bookede, og at der kan gå mange timer, før næste afgang med ledige bilpladser. Det peger på, at systemet ikke blot har et mobilitetsproblem. I spidsbelastninger har det også et kapacitetsproblem. Når der ikke findes ledig kapacitet inden for et rimeligt tidsrum, er mobiliteten reelt sat ud af kraft

Derfor er det heller ikke sikkert, at en høj belægningsgrad er et tegn på succes. Den kan lige så vel være et tegn på, at systemet er presset. At mennesker må tilpasse deres liv efter færgen i stedet for, at færgen understøtter menneskers liv.

Det peger på et behov for at udvide den måde, vi vurderer færgedrift på. Ud over transportkapacitet bør vi også stille disse spørgsmål.

 

Spørgsmål Hvorfor betyder det noget?
Kan jeg komme med, når jeg har brug for det? Pendling, sundhed, familie
Kan jeg få en håndværker ud? Erhverv og vedligeholdelse
Kan gæster besøge øen spontant? Turisme og fællesskab
Kan virksomheder planlægge deres arbejde? Lokal økonomi
Er der plads, når der er travlt? Robusthed

En god færgeforbindelse handler ikke kun om færgen. Den handler om hverdagen.

Måske er det derfor, vi skal ændre den måde, vi taler om færger på. En færgeforbindelse er en del af et lokalsamfunds infrastruktur. Dens opgave er ikke blot at flytte biler og passagerer fra A til B, men at give mennesker og virksomheder mulighed for at leve, arbejde og udvikle sig.

En fuldt booket færge er derfor ikke nødvendigvis en effektiv færge. En effektiv færge er en færge, der giver øboere, erhvervsliv og besøgende den mobilitet, som et moderne samfund har brug for.

De rejser, der forsvinder ud af statistikken

Når en færgerute vurderes, tager man næsten altid udgangspunkt i de samme tal: Hvor mange biler blev transporteret? Hvor mange passagerer rejste? Hvor høj var belægningsgraden? Det virker umiddelbart logisk. Problemet er bare, at disse tal kun viser én del af virkeligheden. De viser de rejser, der blev gennemført. De viser ikke de rejser, der aldrig blev til noget.

Forestil dig en familie, der gerne vil besøge øen en sommerdag. De går ind på bookingsystemet og opdager, at de afgange, de har brug for, allerede er fyldt. De vælger en anden destination. Den familie findes ikke i færgens statistik. Det gør håndværkeren, der siger nej til en opgave på grund af usikker logistik, heller ikke. Det gør turisten, der vælger en anden ferie, pendleren, der flytter et møde, eller øboen, der opgiver en spontan tur, heller ikke. De eksisterer alle sammen – men de bliver usynlige, fordi rejsen aldrig blev gennemført.

Det betyder, at færgens statistik ikke nødvendigvis måler den reelle efterspørgsel efter transport. Den måler kun den transport, som det lykkedes at gennemføre under de vilkår, færgesystemet tilbyder. Hvis mobiliteten bliver dårligere, ændrer mennesker deres adfærd. De planlægger mere, samler flere ærinder på én tur, inviterer færre gæster eller vælger helt at lade være med at rejse. Trafikken kan derfor falde, uden at behovet for transport er blevet mindre. Det kan lige så vel være et tegn på, at infrastrukturen er blevet mindre anvendelig.

Her opstår et vigtigt paradoks. Færre afgange giver dårligere mobilitet. Dårligere mobilitet betyder, at nogle rejser aldrig bliver gennemført. Dermed falder trafiktallene, og de lavere trafiktal kan efterfølgende bruges som argument for yderligere besparelser. På den måde risikerer vi en negativ spiral, hvor infrastrukturen gradvist mister sin værdi – ikke fordi behovet for forbindelsen er forsvundet, men fordi forbindelsen er blevet mindre attraktiv at bruge.

Derfor er det ikke nok at spørge, hvor mange biler færgen transporterede. Vi bør også interessere os for de rejser, der aldrig blev til noget. Hvor mange gæster valgte en anden destination? Hvor mange virksomheder ændrede deres planlægning? Hvor mange spontane ture blev opgivet? Hvor mange potentielle tilflyttere eller kunder valgte øen fra, fordi forbindelsen oplevedes som for usikker?

Disse spørgsmål kan ikke besvares med en driftsrapport alene. De kræver interviews, spørgeskemaer og lokale erfaringer. Men de er nødvendige, hvis vi vil forstå færgens reelle betydning for et øsamfund.

For den største fejl, vi kan begå, er at tro, at statistikken viser hele virkeligheden. Nogle af de vigtigste konsekvenser af en dårligere færgeforbindelse kan nemlig være dem, der aldrig kommer til at stå i statistikken: de rejser, der aldrig blev foretaget, de gæster, der aldrig kom, og de muligheder, der aldrig blev til virkelighed.

Når effektivisering betyder, at reserven forsvinder

Effektivisering er et naturligt mål i den offentlige sektor. Skatteborgernes penge skal bruges fornuftigt, og ingen ønsker unødigt spild. Men der er en vigtig forskel på at fjerne spild og på at fjerne den reserve, som gør et system robust.

Den forskel beskrives med et begreb, der sjældent bruges i færgedebatten: redundans.

Redundans betyder, at et system har en indbygget reserve. Ikke fordi den skal bruges hele tiden, men fordi den skal være der, når belastningen pludselig stiger, eller når noget uforudset sker. Det er et princip som vi accepterer princippet overalt i samfundet. Hospitaler har fx normalt ekstra sengekapacitet, og elnettet har reservekapacitet.

På småøernes færger bliver den samme reserve derimod ofte betragtet som ineffektivitet. En ekstra afgang med ledige pladser eller en selvstændig færge til en ø kan på papiret se ud som overkapacitet. Men spørgsmålet er, om det virkelig er overkapacitet – eller om det er den reserve, som gør forbindelsen robust.

Når antallet af afgange reduceres, eller når én færge skal betjene flere øer, bliver systemet mere effektivt i traditionel forstand. Belægningsgraden stiger, og ressourcerne udnyttes bedre. Men samtidig bliver systemet mere sårbart. En forsinkelse rammer flere rejsende. En teknisk fejl får større konsekvenser. Travle sommerdage, høsttid eller en øfestival giver hurtigere fuldt bookede afgange.

Det skyldes, at små øsamfund lever under “de små tals lov”. Når der kun er få afgange om dagen, findes der ikke ret meget at give af. Hver enkelt afgang bliver afgørende. Derfor kan selv små reduktioner få store konsekvenser.

Det betyder ikke, at der aldrig skal effektiviseres. Men det betyder, at effektivisering ikke alene bør måles på, hvor mange afgange eller færger der kan spares væk i et regneark. Man må også spørge, hvad man mister.

Mister vi fleksibilitet? Mister vi robusthed? Mister vi muligheden for at håndtere  spidsbelastninger? Mister vi den tryghed, der gør det muligt at bo, arbejde og drive virksomhed på en ø? Det er disse spørgsmål, der afgør, om en reserve er unødvendig – eller om den er en nødvendig del af infrastrukturen.

Måske er den største fejl, vi kan begå, at forveksle effektivitet med at vi fjerner redundans. For det, der i et regneark kan ligne overkapacitet, kan i virkeligheden være den reserve, som holder et helt lokalsamfund i gang.

På små øer er redundans derfor en forudsætning for robusthed. Og robusthed er ikke en udgift. Det er en investering i et samfund, der også fungerer, når virkeligheden ikke følger regnearket.

Små tal kræver mere robusthed – ikke mindre

Vi har en tendens til at tro, at små samfund kan klare sig med mindre infrastruktur end store samfund. Det virker umiddelbart logisk. Færre mennesker må betyde færre behov.

Men ofte er det faktisk omvendt. Når volumen er lille, bliver systemet mere sårbart.

Måske er problemet derfor ikke først og fremmest færgerne. Måske er problemet de mål, vi bruger til at vurdere dem. I mange år har vi først og fremmest målt belægningsgrader, passagertal og driftsøkonomi. Men små samfund fungerer efter en anden logik. Her bliver robusthed, mobilitet og tilgængelighed mindst lige så vigtige mål.

En stor motorvej kan klare, at et spor lukkes. Der er stadig flere spor tilbage. Et tog kan blive aflyst, og der kommer måske et nyt en halv time senere. På en lille ø kan én aflyst eller fuldt booket færge betyde, at man først kan komme videre flere timer senere.

Det skyldes ikke, at øerne har større behov. Det skyldes, at de har færre alternativer. Netop derfor bliver begreber som mobilitet, robusthed og redundans vigtigere, når volumen er lille.

Det gælder også skoler, daginstitutioner, lægedækning, beredskab og dagligvarebutikker. Små samfund har ofte kun én løsning. Når den svækkes, findes der sjældent et alternativ.

Det er derfor, små samfund ikke altid kan vurderes med de samme effektivitetsmål som store byer. Hvis en busafgang forsvinder i København, findes der måske en ny ti minutter senere. Hvis en færgeafgang forsvinder på en ø, kan konsekvensen være flere timers ventetid – eller at rejsen helt må opgives.

Det er også derfor, at små samfund ofte rammes hårdere af centralisering. Hver gang en funktion samles ét sted for at opnå stordriftsfordele, bliver afstanden større, alternativerne færre og afhængigheden af den tilbageværende løsning større.

Paradokset er, at små samfund derfor kan have behov for mere robust infrastruktur pr. indbygger end store samfund. Ikke fordi de skal have flere privilegier, men fordi de mangler de alternativer, som større samfund tager for givet.

Det er en erkendelse, som rækker langt ud over færgerne. Den handler om, hvordan vi indretter et land, hvor mennesker kan leve under meget forskellige vilkår. Hvis vi anvender de samme effektivitetsmål overalt, risikerer vi at skabe et system, der fungerer glimrende dér, hvor der er mange mennesker, men gradvist bliver mere skrøbeligt dér, hvor der er få.

Jeg tror, vi skal begynde at tale om samfundsmæssig robusthed som et selvstændigt mål. Det er ikke en modsætning til effektivitet.  Det er en nødvendig balance.

For en færge er ikke kun et transportmiddel. Den er en livsnerve. Og ligesom vi accepterer, at et beredskab, et hospital eller et elnet skal have en reserve for at fungere, må vi også acceptere, at kritisk infrastruktur i små samfund ikke kan dimensioneres ud fra gennemsnittet alene.

Det er måske den vigtigste læring fra småøerne: Jo mindre volumen et samfund har, desto større betydning får robustheden. Hvis vi overser det, risikerer vi at gøre infrastrukturen billigere at drive – men dyrere for samfundet.

Vi har været vant til at måle transportkapacitet, belægningsgrader og driftsøkonomi. Det er på tide også at måle mobilitet, robusthed og samfundets evne til at fungere, når hverdagen ikke følger gennemsnittet.

Hvordan måler vi en god færgeforbindelse?

I de foregående afsnit har jeg argumenteret for, at debatten om småøernes færger ofte tager udgangspunkt i de forkerte mål. Vi måler, hvor mange biler der bliver transporteret, hvor høj belægningsgraden er, og hvad driften koster. Men vi spørger sjældent, om færgen giver mennesker og virksomheder den mobilitet, de har brug for.

Det betyder ikke, at økonomi er ligegyldig. Tværtimod. Offentlige midler skal bruges ansvarligt. Men ligesom vi ikke vurderer et hospital alene på antallet af tomme senge eller et brandvæsen på, hvor få udrykninger det har, bør vi heller ikke vurdere en færge alene ud fra belægningsgrader.

Hvis vi ønsker robuste lokalsamfund, bør vi supplere de traditionelle nøgletal med nogle nye. Vi bør blandt andet spørge:

  • Hvor stor er sandsynligheden for, at man kan komme med den ønskede afgang?
  • Hvor lang er ventetiden, hvis en afgang er fuldt booket?
  • Hvor mange spontane rejser er reelt mulige?
  • Hvor robust er forbindelsen ved spidsbelastninger eller tekniske problemer?
  • Understøtter færgen pendling, erhvervsliv og bosætning?
  • Skaber den tryghed for borgere og virksomheder, eller usikkerhed?

Ingen af disse spørgsmål kan besvares alene med et regneark. Men de beskriver den værdi, en færge faktisk skaber.

Det er måske den vigtigste pointe i hele denne “longread”. En færge er ikke blot en udgiftspost eller et transportmiddel. Den er en del af den kritiske infrastruktur, som gør det muligt at bo, arbejde, drive virksomhed og skabe udvikling på en ø.

Måske kan småøerne derfor lære os noget, der rækker langt ud over færgedriften. De viser, hvor hurtigt et samfund bliver sårbart, når mobiliteten forringes, reserverne forsvinder, og al planlægning sker ud fra gennemsnitstal.

Derfor handler denne debat ikke kun om Askø, Femø eller Lolland. Den handler om, hvordan vi ønsker at planlægge kritisk infrastruktur i Danmark.

Centraliseringens paradoks: En ond cirkel i Danmarks udkant

Kirsten Sydendal Leave a comment

Lolland er et af de områder i Danmark, der ofte omtales som et udkantsområde. Her kæmper kommunen med store økonomiske og demografiske udfordringer, som ikke kun påvirker de nuværende beboere, men også truer områdets fremtidige levedygtighed. I takt med at staten presser kommunerne til at holde budgetterne stramme, opstår der en uheldig spiral, hvor de mest ressourcestærke flytter væk, og de tilbageværende efterlades i en stadig mere presset situation. Dette fænomen, som jeg vil kalde centraliseringsparadokset, spejler det klassiske Jevons paradoks med et twist af social og økonomisk marginalisering.

En ond cirkel fødes
Centraliseringens paradoks beskriver en situation, hvor politiske og økonomiske tiltag, der er designet til at forbedre eller stabilisere et områdes situation, i stedet fører til en forværring. Når Lolland Kommune pålægges stramme budgetter af staten, sker det med den hensigt at effektivisere brugen af ressourcer. Men i stedet for at skabe balance, har disse nedskæringer den modsatte effekt.

Når der skæres i velfærdsydelser, skoler og transportmuligheder, forværres levevilkårene for de tilbageværende borgere. Ressourcestærke individer – typisk unge og veluddannede – søger mod større byer, hvor de kan finde bedre muligheder. Dette efterlader en aldrende befolkning med færre økonomiske ressourcer, og de kommunale budgetter bliver endnu mere pressede. Det er en ond cirkel, hvor tiltagene, der skulle forbedre situationen, blot forværrer den.

Inspiration fra Jevons paradoks

Udtrykket ”Centraliseringens paradoks” har jeg hentet fra det klassiske økonomiske fænomen Jevons paradoks. Dette paradoks blev først beskrevet af den britiske økonom William Stanley Jevons i 1865. Jevons observerede, at teknologiske fremskridt, der øgede effektiviteten af kulforbrug, faktisk førte til en stigning i det samlede kulforbrug. Dette skete, fordi øget effektivitet gjorde kul billigere og dermed mere attraktivt at bruge, hvilket i sidste ende førte til, at flere industrier begyndte at forbruge mere kul.

Ligesom Jevons paradoks illustrerer, hvordan øget effektivitet kan føre til øget forbrug, viser centraliseringsparadokset, hvordan forsøg på at effektivisere økonomien i et udkantsområde kan føre til en forværring af de eksisterende problemer. Nedskæringer og stramme budgetter, der er designet til at skabe en økonomisk balance, kan i praksis føre til, at de mest ressourcestærke flytter væk, mens de svageste efterlades i et område med færre ressourcer og muligheder. I stedet for at forbedre forholdene, ender vi med at forværre dem – præcis som Jevons paradoks forudsiger.

Sociale konsekvenser
En af de mest åbenlyse konsekvenser af centraliseringsparadokset er den sociale marginalisering, det medfører. Når ressourcestærke borgere flytter, efterlader de et tomrum. Skoler lukkes, butikker drejer nøglen om, og busruter indskrænkes. Dem, der bliver tilbage, har ikke altid de samme muligheder for at flytte. Mange er bundet af økonomiske, familiære eller personlige grunde, som gør det umuligt for dem at søge bedre muligheder andre steder.

Men samtidig sker der også en anden udvikling: Flere ressourcestærke personer vælger at flytte til området, men på en måde, der ikke kommer kommunen til gode økonomisk. De bor ofte i fleksboliger – huse, som de bruger som fritidsboliger, men hvor de ikke er fastboende og derfor ikke betaler kommunal skat – og de har glæde af Lollands lave huspriser og naturskønne omgivelser. De bidrager til det lokale butiksliv og de renoverer deres huse, men de bruger sjældent lokale velfærdsydelser, såsom kollektiv trafik eller skoler, da de typisk klarer sig selv og har deres hovedbolig i en anden kommune.

Denne udvikling skaber en særlig form for paradoks. På den ene side er området attraktivt nok til at tiltrække ressourcestærke tilflyttere, men på den anden side drager kommunen ingen økonomisk fordel af deres tilstedeværelse. I stedet står kommunen med et dobbelt problem: Et skrumpende skattegrundlag og en fortsat pres på de offentlige ydelser til dem, der er afhængige af dem. Centraliseringens paradoks manifesterer sig således både som en udtømning af ressourcer og som en fejl i den økonomiske fordeling.

Erhvervsudvikling uden beboere

Samtidig oplever Lolland en tilstrømning af nye virksomheder, hvilket burde være positivt for lokalområdet. Men også her kommer centraliseringens paradoks til udtryk. I stedet for at skabe en fastboende befolkning, der bidrager til lokaløkonomien og skaber liv i lokalsamfundet, vælger mange at pendle til og fra området. Disse pendlere arbejder i Lolland, men bor i andre kommuner, hvilket betyder, at de ikke bidrager til Lollands skattegrundlag eller det sociale liv.

Dette fører til en situation, hvor Lolland får glæde af erhvervsudviklingen på overfladen, men uden de langsigtede gevinster, der kommer af at have en voksende og fastboende befolkning. Pendlerne tager hjem til deres respektive kommuner, og Lolland står tilbage med udfordringerne ved at opretholde et bæredygtigt lokalsamfund med få ressourcer. Centraliseringens paradoks gør det således vanskeligt for området at høste de fulde fordele ved erhvervsudviklingen, da de økonomiske og demografiske fordele flyder ud af kommunen.

Befolkningstæthed og kommunal effektivitet

En anden central mekanisme i centraliseringens paradoks er sammenhængen mellem befolkningstæthed og effektiviteten i den kommunale drift. I et område med få indbyggere som Lolland er det langt sværere at opnå de stordriftsfordele, der ellers kan gøre kommunal service mere effektiv. Når alt måles i forhold til antallet af borgere per enhed, vil områder med lav befolkningstæthed altid tabe. Det bliver uforholdsmæssigt dyrt at opretholde skoler, sundhedstilbud og offentlig transport, når afstanden mellem de enkelte borgere og de nødvendige institutioner er stor.
Dette tvinger kommunen til at centralisere sine ydelser i de større byer, hvor befolkningen er mere koncentreret, men på bekostning af de mindre lokalsamfund og landområder. Skoler, lægehuse og andre essentielle institutioner i de små byer og landsbyer lukker, og dette skaber en situation, hvor landområderne i praksis udsultes. Når disse områder mister deres services, falder livskvaliteten, og endnu flere borgere vælger at flytte væk. Det betyder, at de tilbageværende ressourcer koncentreres i byerne, hvilket skaber en skarp opdeling mellem by og land inden for kommunen.

Denne centralisering kan få vidtrækkende konsekvenser. Når oplandet til de mindre byer i kommunen tømmes, mister disse byer deres naturlige bagland. Det fører til en forringelse af handelslivet, da færre mennesker bruger de lokale butikker og serviceydelser. Desuden rammes også de ungdomsuddannelser, der er placeret i byerne, da færre unge bliver boende i området og vælger lokale uddannelser. Resultatet er, at hele den kommunale struktur begynder at kollapse, og den selvforstærkende effekt af centraliseringsparadokset bliver tydeligere og mere alvorlig.

En vej ud af paradokset?

At bryde ud af centraliseringens paradoks kræver en nytænkning af, hvordan vi som samfund forstår og understøtter udkantsområderne. Den traditionelle tilgang med stramme budgetter og centralisering af offentlige ydelser har vist sig ikke at være tilstrækkelig og kan ofte forværre de eksisterende problemer. For at skabe en bæredygtig fremtid for områder som Lolland er det nødvendigt at udvikle en mere nuanceret og helhedsorienteret strategi.

1. Differentieret tilskudspolitik: En løsning kunne være en differentieret tilskudspolitik, hvor kommuner med lav befolkningstæthed og særlige udfordringer modtager ekstra støtte fra staten. Denne støtte kan målrettes til at opretholde vigtige servicefunktioner i de mindre byer og landområder, så man undgår, at disse områder bliver udsultet. En sådan støtte kunne også omfatte incitamenter til at fastholde og tiltrække nye borgere, for eksempel gennem skattefordele, støtte til boliger eller investeringer i lokale kultur- og fritidstilbud.

2. Decentralisering og lokal udvikling: En decentraliseret tilgang til kommunal planlægning og udvikling kan også være en del af løsningen. I stedet for at samle alle ressourcer i de større byer, kan kommunen arbejde på at styrke de små samfund ved at bevare lokale skoler, sundhedstilbud og andre servicefunktioner. Dette kan gøre områderne mere attraktive for nye tilflyttere, som søger det nære og lokalsamfundets kvaliteter, men som i dag fravælger dem på grund af mangel på basale faciliteter.

3. Samarbejde med private aktører og civilsamfundet: Det offentlige kan ikke løse udfordringerne alene. Et tættere samarbejde med private aktører, lokale virksomheder og civilsamfundsorganisationer kan hjælpe med at skabe dynamik og liv i lokalområderne. Dette kan inkludere alt fra at støtte lokale iværksættere til at udvikle netværk og partnerskaber, der kan levere fælles løsninger på lokale udfordringer. Samarbejde på tværs af sektorer kan skabe innovative løsninger, der ikke kun tilpasser sig, men også udnytter de unikke ressourcer og potentialer, som findes i de enkelte områder.

4. Styrkelse af lokal identitet og tilhørsforhold: Endelig er det vigtigt at styrke den lokale identitet og tilhørsforhold. Udkantsområderne skal ses som steder med særlige kvaliteter, hvor man kan skabe en attraktiv livsstil, der adskiller sig fra de større byers. Dette kan ske ved at fokusere på områdets kultur, natur, historie og lokalsamfundets sammenhold. Ved at markedsføre og synliggøre disse kvaliteter kan man tiltrække nye borgere, der ønsker at blive en del af et fællesskab med stærk lokal forankring.

5. Regionalt samarbejde og netværk: Kommuner som Lolland Kommune kan også drage fordel af at indgå i stærkere regionale samarbejder. Ved at samarbejde med nabokommuner kan man opnå stordriftsfordele på tværs af kommunalgrænser og skabe en større kritisk masse af både økonomiske og menneskelige ressourcer. Dette kan også inkludere fælles investeringer i infrastrukturprojekter, der gør det lettere for folk at bo i de mindre byer og landsbyer, men arbejde eller studere i de større byer.

Disse forslag er på ingen måde tilstrækkelige eller udtømmende. Det ved jeg udmærket. De peger blot på, at der findes andre veje end den, vi er på nu. Centraliseringsparadokset er ikke en naturlov. Det er et resultat af valg. Og det kan kun brydes, hvis vi begynder at træffe nogle andre.

At bryde ud af centraliseringens paradoks kræver ikke blot politisk vilje, men også en fælles indsats, hvor alle samfundets aktører bidrager til at skabe en ny fortælling om udkantsområdernes fremtid. Det kræver at vi lægger noget nyt i begrebet “at tage ansvar”.
Ved at tænke langsigtet og holistisk kan vi sikre, at disse områder ikke blot overlever, men også trives som levedygtige, attraktive steder, hvor folk har lyst til at leve, arbejde og være en del af levende fællesskaber.

Genstart Horslunde og Holeby

Kirsten Sydendal Leave a comment

Da jeg tænker at mange høringssvar handler om ulemper for Horslunde og Holeby som lokalområder, vil jeg gerne tage de mere overordnede briller på og se på, hvilke negative konsekvenser det kan have på hele Lolland Kommune i fremtiden at lukke skoletilbuddene i Horslunde og Holeby. Samt hvilke fordele kommunen kan have ved at bremse op og standse afviklingen.

Skibet Lolland Kommune tager i øjeblikket vand ind og mister indbyggere hver dag, hvilket gør befolkningssammensætningen værre og værre. Demografien er skæv. Færre unge giver færre familier med børn. Og færre skoler vil blot accelerere tilbagegangen. At lukke skolerne vil svare til at hugge hullerne i skibets bund endnu større, så skibet tager endnu mere vand ind og synker hurtigere.

At lukke skoler og forringe bosætningsforholdene i landsbyerne kommer også til ramme Nakskov og Maribo en dag. Uden skoler vil færre bosætte sig i oplandet omkring Nakskov og Maribo og de omkringliggende landsbyer. De børn som i dag går i gymnasiet og på øvrige ungdomsuddannelser i Maribo og Nakskov, vil være væk om føje år, når de nuværende årgange har forladt skolen. Det vil undergrave disse uddannelsers elevtal og fremtid når børnene fra oplandet mangler. Færre elever til musikskolen, færre elever til sportstilbud, færre kunder i butikker og cafeer.

Derfor vil man opdage, at vandet på skibet Lolland Kommune også begynder at stige om fødderne på dem der står på dækket og højere oppe “på broen”. Vandet siver nemlig ind gennem de store huller, man har lavet i de omkringliggende landsbyer ved at lukker skoler. Faren for, at også Nakskov og Maribo kommer til at lide alvorlige ”folketab” på sigt, er nærliggende. Og man vil opdage, at de huller i landsbyerne man lavede i 2023-2024, forhindrer at hele skibet Lolland Kommune kan holdes flydende.

Derfor er løsningen ikke at gøre hullerne i skibets bund endnu større. Løsningen er at udbedre hullerne, dvs. genstarte disse landsbyer, holde på børnetal og indbyggere og sætte alt ind på at øge tilflytningen.

Dette vil betyde at man skal:

  • Bevare skolerne og lave en plan for ”genbefolkning” sammen med landsbyernes indbyggere.
  • Samarbejde med ejendomsmæglere og kommunikere om det gode liv i netop disse to landsbyer.
  • Kræve at indbyggerne selv er med til at beskrive, fremhæve og synliggøre det gode liv i deres landsbyer.
  • Hjælpe dem med at udvikle nye hjemmesider for landsbyerne med gode beskrivelser af service, foreningsliv, fællesskaber og ikke mindst portrætter af dem der bor der.
  • Følge befolkningsudviklingen nøje.
  • Fejre fremgang og bruge tilbagegang som drivkraft til at skrue op for indsatsen.
  • Give de to landsbyer samme positive omtale og synlighed som Nakskov og Maribo får.

Alle folkeskolerne i Lolland Kommune bør fremhæves som det sker med Den Internationale Skole i Maribo, for det gavner skolerne at blive set og anerkendt. Hvert år kommer der nye elever ind, og dem og deres forældre skal der gøres en særlig indsats for at tilfredsstille og fastholde.

Hvem skal bo i Horslunde og Holeby? Arbejdspladserne på Lolland har brug for arbejdskraft og tilflyttere. Mange mennesker har fået mulighed for at arbejde hjemme, hvilket betyder at man kan bo meget længere fra sin arbejdsplads end tidligere, og det gør at folk tør flytte på landet. Mange i kreative fag og solovirksomheder søger hen, hvor boligerne endnu er til at betale. De nye internationale sosu’er, som Lolland Kommune meget visionært og forudseende har hentet til landet, kunne også være et bud, eftersom de formodentlig ikke kun skal arbejde i Nakskov og Maribo. Samme visionære fremsynethed skal præge kommunens folkeskoler, for netop folkeskoler også uden for de to købstæder kan være med til at give et mere varieret boligudbud for kommende tilflyttere til kommunen.

Jeg mener at Lolland Kommune har alt at vinde og intet at tabe ved at tage ansvar og genstarte disse to landsbyer i tæt samspil med indbyggerne. Lukkes skolerne, taber vi med sikkerhed. Både nu og på sigt. Bevarer vi dem, kan vi begynde at bygge op og udvikle to vigtige geografier i vores kommune.

Det ville kræve mod, som er endnu større end det mod, der skal til for at lukke skoler. Men nogen skal turde bremse op, stoppe afviklingen og vende det skib der lige nu tager vand ind, men som kan reddes, hvis man hiver det på land og laver en plan for udbedring af hullerne. Men jeg tror at Lolland Byråd kan.

At afvikle er ikke svært. Det gøres mange steder. Det Lolland Byråd, som sidder i denne periode, har lige nu en enestående chance for at gøre noget overraskende, nemlig at tage ansvar ved at udvikle. Det kræver at befolkningen også tager ansvar og indgår i de planer for udvikling, som kommunen naturligvis inviterer dem til. Men tiden til det er inde. Krisen har fået alle på tæerne, alle vil lytte til et budskab som dette, alle vil handle, og dét kan netop være vendepunktet.

Situationen, vi står i nu, kan være afsættet for en ny fortælling om at vende afvikling til udvikling, som Lolland Byråd i fremtiden kan bryste sig af, når de taler med andre lokalpolitikere i Danmarks landdistrikter.

Bevar folkeskolerne i Horslunde og Holeby. En lignende chance kommer ikke igen.

Hvem skal sikre stærke lokalsamfund og et værdigt hverdagsliv i Lolland Kommune?

Kirsten Sydendal Leave a comment

Kronik bragt i Lolland-Falsters Folketidende 28. februar 2023

Lise Nørgaard har engang sagt: ”Hvis vi tror at den måde, vi lever på, er god nok, så er den helt gal. Man skal kunne tvivle, så man kan se, at det kan gøres anderledes”.

Lad mig stille spørgsmålet om ”det kan gøres anderledes” i forhold til Lolland Kommune og de beslutninger der tages i Lolland Byråd i denne byrådsperiode, for jeg føler der er noget helt galt.  Er den kommunale drift ved at smelte fuldstændig ned? Uden nogen form for kontrol eller redningsplan? Det virker sådan. Og det er nu så udtalt, at det må siges højt.

Øernes trivsel er 100% proportional med den færgeservice, kommunen leverer. At fjerne færger, ændre sejlruter, reducere afgange og forlænge sejltiden markant ligger som valgmuligheder i planer for en fremtidig færgefart. Det vil betyde en eksorbitant ringe færgeservice, og det vil være starten på enden for øerne som levende lokalsamfund og turistdestinationer. Det er en amputation på levende samfund, og det vil føre til ødød.

Så har vi skolerne i Horslunde og Holeby. Jeg er rystet over, at man vil lukke dem og de lokalsamfund som ligger omkring dem. Det er lokalsamfund som Horslunde og Holeby, man som børnefamilie med lyst til et liv på landet kigger efter. Med alle de fordele, der hører med der. Uden et skoletilbud i disse landsbyer bliver det svært for dem der er 60+ at få solgt deres boliger til yngre ejere, værdien af boligerne bliver lavere, hvilket gør det sværere at rykke til nye boliger i Nakskov og Maribo. Boligrotationen går i stå, og det rammer måske endda lysten for investorer til nye byggeprojekter i byerne. En skolelukning rammer både unge og gamle, folk med og uden formue, land og by.

Jeg forstår på byrådets argumenter, at det er en nødvendighed. At byrådet ikke har andet valg. Vi kan ikke bruge penge, vi ikke har. Det er reglen i enhver husholdning, og sådan er det også i Lolland Kommune.

Men vil vi finde os i det? Vil vi fortsætte med hvert 4. år at stemme folk ind i byrådet, som reelt er bundet på hænder og fødder, og som kun bliver husket for alt, hvad de lukkede og nedlagde. Det var da ikke det, de selv troede på, da de stillede op? Eller var det dét, de troede, de gik ind til?

Lolland-Plus og Lolland-Minus

Jeg følger med både i Folketidende og på LinkedIn, hvor alle mulige nyheder om Lolland strømmer ind i mit feed, positive som negative. Det er, som om vi har et Lolland-Plus med de mest fantastiske succeser i øjeblikket: Investeringer, virksomhedsetableringer, udvidelser, byggerier, rekorder i vækst osv. Respekt for alle, der arbejder på den front og til daglig skaber alt dette. Og så har vi et Lolland-Minus, som er ved at dø ud, og hvor vi ligger langt under bundlinjen og langt efter andre kommuner og gisper efter luft. Hvordan får vi etableret nogle livgivende kanaler fra Lolland-Plus, så det pumpes ind i og gavner Lolland-Minus, også på lokalt niveau? Det føles som to galakser, der er helt adskilt.

Jeg har altid været optimistisk og troet, at vendepunktet var lige om hjørnet. Hvis vi har en tilflytning af stærke borgere til kommunen, så vil ubalancerne aftage. Så kan vi få skattekroner, og vi kan komme ud af det økonomiske kviksand som Lolland-Minus står i. Men der vil gå mere end 10 år, før vi kan gøre os forhåbninger om en sådan udvikling, forstår jeg nu, når jeg taler med byrådsmedlemmerne. I de næste 10-15 år vil Lollands befolkningssammensætning blive værre og værre, og det vil ikke kunne ses på budgetterne at der flytter folk med gode jobs til, for det vil medføre at kommunen bliver trukket i udligningsstøtte. Vi har reelt en kommune, der er på kontanthjælp, og hvor reglerne for udligning rammer os så uheldigt, at der vil gå årtier, før den bliver en ”rask” og selvstændig kommune i balance. Det er nu årsagen til, at byrådet fører en sparekniv, der er så stor og skarp, at vi borgere aldrig før har set noget lignende.

Tanker som byrådsmedlem

Hvad tænker man, når man sidder i Lolland Byråd? Var det en virkelighed som den, vi sidder i nu, som de drømte om, da de blev valgt for godt et år siden? Jeg tror – og håber da –, at de er rystede i deres grundvold. Men vi snakker ikke om det. De nye har brugt de sidste 12 måneder på at blive sat ind i kommunens drift og økonomi, og det er gået op for dem, hvor slemt det står til, og hvor lidt råderum de har. De er lænket på hænder og fødder – et udtryk som nogle af byrådsmedlemmerne har brugt offentligt. Byrådsmedlemmerne har været på rystesammentur, og nogle har været i Bilbao for at se på udvikling. Ingen af dem har delt noget om de indsigter, de har fået.  Jeg er virkelig stor tilhænger af ny viden og oplysning og ville ønske, at nogle flere kendte til det, som byrådet undervises i.

Jeg tror, de nye byrådsmedlemmer efter de første 12 måneder må være enormt skuffede, men det er naturligvis ikke noget, man kan sige offentligt, når man er byrådsmedlem, har knap tre år tilbage på posten og måske også gerne vil genvælges. Hvor er udsigten til at føre Lolland Kommune ind i en ny tid? Hvor er visionerne? Den er der for Lolland-Plus, men for det Lolland, hvor man er borger i kommunen og har brug for enten skolegang, ældrepleje, specialtilbud eller offentlig transport, da står det ringere til – især hvis man bor uden for Nakskov og Maribo. Jeg har læst om de otte fyrtårne, som er kommunens udviklingspapir, men de er formuleret omhyggeligt snørklet med mange flere åbne spørgsmål end klare løfter om noget. Jeg har bemærket, at byrådsmedlemmerne er gevaldigt tavse, efter at valgkampen sluttede. De siger ikke noget. De skriver ikke noget. Kun hvis der er et snoreklip eller andet at fejre. Hårdt presset svarer de mest erfarne, når Folketidende aftvinger dem et svar. Jeg tror, mange af dem har ondt i maven.

Byrådsmedlemmerne blev op til jul rost for at ”tage ansvar” af borgmesteren. Det er også et udtryk, der går igen. Det er et rart udtryk, som man som byrådsmedlem kan varme sig lidt ved. Så betyder det, at man drøfter og nikker til de forskellige indstillinger på dagsordenen, da noget. Man løfter en vigtig opgave. Man forvalter. Nogen skal jo prioritere og tage den tunge opgave og al kritikken. Det skylder vi dem tak for. Jep. Hvis jeg havde siddet i byrådet, så kan det da også godt være, at jeg ville have givet borgmesteren ret, ranket ryggen og glædet mig over at være en der ”tager ansvar”. For i en situation der er helt håbløs, så er det helt naturligt, at man ser på sin erfarne leder og følger ham. Det er helt menneskeligt.

Jeg tror egentlig godt, de fleste byrådsmedlemmer kan mærke, at det, de gør, når de ”tager ansvar” og prioriterer hårdt, er kortsigtet og i strid med, hvad de reelt drømmer om at være med til at beslutte. Det fører ikke til succes for Lolland i det lange løb. Det går fortsat kun ned ad bakke ovre i Lolland-Minus. ”Vi kan ikke se mere end et år + fire fremad.” ”Vi tager de beslutninger, vi er tvunget til.” Det er som at være sat under administration. Her bliver plasteret bare trukket af i langsomt tempo. Og hvis det er værre at komme under administration, så oplys også borgerne om forskellen.

Jobs og gode skoler
Hvis vi vil noget med Lolland, er det supergodt, men ikke nok at skabe jobs, jobs og atter jobs, som det sker i Lolland-Plus. Nogle mennesker skal jo passe de jobs. Det er dem, der bør være næste prioritet efter jobskabelsen. Vi får dem ikke kun ved at fortælle, at her er godt at bo. Vi skal også skabe leveværdige lokalsamfund og kommunal service. Og det starter med skolerne. De helt almindelige folkeskoler, både i og uden for byerne.

Fremtidsforsker Anne Skare Nielsen skriver i en artikel fra Erhvervshus Sjælland:

”Da man i efterkrigstiden flyttede fra land til by, var det blandt andet pga. den industrielle udvikling, men man troede også, at det gode liv lå i byerne. I dag er der flere, der gerne vil ud af byerne, hvis vilkårene er rigtige og det giver mening for dem. Med Corona-nedlukningerne fik vi hjemmearbejdspladser og har lært, at det gode liv og fleksibilitet betyder noget. Vi har opdaget, at det gode liv findes og at man sagtens vil kunne bo og arbejde på landet.”

Hun peger på, at kommunerne og virksomhederne har en opgave med at sikre de gode vilkår, der kan overtale en børnefamilie til at flytte fra byen. 

”Hvis skolerne, forældresamarbejdet og arbejdsmulighederne er gode, så er der en del familier, der gerne flytter ud af byerne og får adgang til naturrigdom og det gode liv”, siger hun. Læs artiklen her.

Hvis skoler og forældresamarbejde er ringe – eller helt fraværende – uden for købstæderne, så får vi ingen tilflyttere og tilhørende udvikling. Så står vi på en rulletrappe, der kun kører nedad, lige meget hvor stærkt vi forsøger at løbe op ad den. Derfor er det en ekstremt farlig sag at lukke skoler.

For det stopper ikke her. Der skal ikke den store forestillingsevne til at se tendenslinjen: Se at når de har slagtet Horslunde, Holeby og øerne, så kommer turen om nogle år til Søllested og Østofte. Haller og kulturhuse, som skånes i denne omgang, vil falde om 5-10 år. Og til sidst bliver det købstæderne, for de dør også ud, når deres opland dør. Så bliver det bibliotekerne, svømmehallen, sportshaller, musikskolen og teatrene og meget andet, som ikke redder liv og er lovpligtigt, som står for tur. Og det vil sprede sig. Elevtallet i gymnasierne vil falde, og der ryger måske et af dem. Lokaltoget vil få færre passagerer og afgange. Købmænd og brugser lukker, og det bliver svært at sælge sin bolig.

Med den sparehandlekraft og den nødvendighedens politik, der hersker i byrådet lige nu, kan jeg kan ikke se, hvorfor ovenstående scenarie ikke skulle være realistisk. Er der nogen i byrådet, der kan? Jeg vil rigtig gerne overbevises om det modsatte.

Indsigt i kommunens alvorlige tilstand for alle borgere

Jeg har en fornemmelse af, at der er noget helt galt med Lolland Kommune, og at det er værre, end vi vælgere aner. Med de seneste måneders udvikling og vilde spareforslag tror jeg dog, det er ved at gå op for mange, og det er måske tid til at bruge krisen til at skabe et vendepunkt. Jeg vil gerne foreslå, at alle de rare ildsjæle og andre borgere, som interesserer sig for og arbejder frivilligt for kommunens udvikling, kom på et kursus i kommunens tilstand, økonomi og fremtidsudsigter ledet af direktionen. At de fik den samme indsigt – råt for usødet – som vores byrådsmedlemmer har fået, siden de blev valgt.

Gjorde de det, er mit gæt, at der ville opstå et folkeligt oprør. Enten ville man kunne pege på noget, som Økonomi- og Erhvervsudvalget og direktionen helt har overset i deres handlemuligheder, eller også ville man give dem ret og sige: ”Ja, vi er bundet på hænder og fødder”. Men så måtte turen da gå til Christiansborg. Og her måtte vi i samlet flok fortælle, at nu er det slut med at bære et uforholdsmæssigt stort socialt ansvar, der river Lolland-Minus itu og lader det forbløde. Det er fællesskabet Danmark, der skal hjælpe vores udsatte medborgere, for ellers kommer Lolland Kommune aldrig ud af sin ”kontanthjælpsstatus”. Vi har ikke en chance, som udligningsreglerne ser ud nu.

Jeg deler ikke disse tanker for at råbe ad eller hænge byrådsmedlemmerne ud. Jeg prøver at sætte mig ind i deres situation, og jeg føler med dem. Mit ærinde er faktisk at hjælpe og rive dem ud af lænkerne, hvis jeg kunne. For hvis jeg var en af dem, ville jeg ikke kunne holde det ud. Det, der bekymrer mig, er, at den sagens alvor, som de tilsyneladende handler ud fra, måske ikke er gået op for resten af Lollands borgere. Vi skal ikke lulles i søvn frem til næste valg. Vi skal gøre noget ved det, før skuden for alvor går ned, og alle med en vis skaberkraft tilbage har fundet en ny bopæl uden for kommunen.

Dét, der er noget galt med, er vores grundvilkår. Men vi kan stadig sige fra. Vi kan forene os og sætte en modbølge i gang. I dag er der 1 mand og 24 andre fra byrådet, der forsøger at gøre noget ved udligningen. Hvis det ikke er nok, så må civilsamfundet hjælpe til og råbe op. Og hvis vores politikere ikke ønsker denne håndsrækning fra borgerne om et opråb, er det bekymrende. Så er det tegn på, at der virkelig er noget galt, hvilket giver endnu mere grund til at samles og sige stop.

Denne situation skaber en kæmpe kløft mellem borgere/vælgere og vores politikere. Det virker jo som om al sund dømmekraft, empati og evne til at forestille sig konsekvenserne af de beslutninger, der sker i byrådet, er på et minimum. Man spørger sig selv, om der slet ikke er nogen grænser? Er der nogen ting der overhovedet er fredet mere? Lolland står i en forfærdelig situation. Småøerne skal ikke have bedre forhold end resten af kommunen, så nu svinger vi kniven her. Det er jo en forfærdelig argumentation. Sigt dog efter det modsatte, og ikke laveste fællesnævner. Vi er i gang med et ”race to the bottom” – et kapløb hvor målet er bunden. Hvor sidder bremsen på dette køretøj?

Hvis jeg sad i byrådet i et af de store partier, ville min eneste udvej være at lukke verden og virkeligheden ude. Stemme for de forslag, som de erfarne byrådsmedlemmer anbefalede min gruppe, og holde op med at tage telefonen eller svare på mails. Så jeg forstår dem såmænd godt. Det er, som om boblen omkring politikerne ikke kun er lavet af vand og sæbe. Den bliver tykkere og tykkere. Den er snart af glas, måske tonet glas, hvor politikerne måske godt kan se ud, men hvor vi, der er udenfor, ikke kan se ind. De er 25, der har samme rædsomme vilkår, og selvfølgelig støtter de hinanden og sørger for ikke at ødelægge den gode stemning indadtil. Der er jo rigelig dårlig stemning udenfor med alle de utilfredse borgere.

Hvad skal vi borgere stille op?

Hvad er så løsningen? Situationen er uholdbar, og vi er efterhånden mange, der mærker, at den er helt gal. Skal jeg se nogle år frem, så duer det ikke, at vi – igen – får udskiftning på nogle af pladserne i byrådet fra januar 2026. Før valget hører vi om Lolland-Plus, vi genvinder troen og vælger nye og gamle kendinge ind i byrådet igen. Og efter valget vil vi rystes over nedskæringerne i Lolland-Minus og kan igen sidde og drømme om at finde nogle andre til stolene i byrådssalen. Sådan vil det jo fortsætte igen og igen. Som tingene er nu, vil ingen enkeltperson i byrådet med nye tanker kunne ændre noget. Den tro har jeg mistet.

Jeg har skrevet afslutningen på dette indlæg om og om igen: En kunne være en opfordring til, at vi alle melder os ind i nogle politiske partier og lokallister og giver vores mening til kende der. En anden opfordring kunne være at skabe en borgeralliance på tværs af vores lokalsamfund, som arbejder for udvikling uden for byrådets rammer, men sammen med dem i byrådet, som vil. Lad ikke politik være en tilskuersport. Politik og samfundsudvikling kan godt være en deltagersport. Også for os, der bare er ildsjæle.

Jeg har slettet mine forslag igen og vil egentlig lade det stå åbent for enhver, der læser disse ord, hvad vi kan gøre. Hvis jeg har fået dig til at reflektere og givet dig lyst til at ”kæmpe mod udviklingen”, men ”for udvikling” sammen med andre, der VIL det sted, vi bor, så har jeg måske sået et frø. Lige meget hvem du er, og hvilke drømme du har for Lolland Kommune, så tror jeg ikke, du er alene. Dette indlæg kan måske sprede bevidstheden – og gerne samtalen – om den kollektive styrke og de demokratiske muligheder og friheder, vi sammen har i Lolland Kommune.

Lad mig til sidst citere antropologen Margaret Mead: ”Never doubt that a small group of thoughtful, committed citizens can change the world – indeed, it’s the only thing that ever has.” Oversat: ”Tvivl aldrig på, at en lille gruppe reflekterede og engagerede mennesker kan forandre verden. I virkeligheden er det det eneste, der nogensinde har gjort det.” Alle historier om kriser, der blev vendt til positiv udvikling, er startet med, at en lille gruppe satte sig sammen, erkendte, at bunden er nået: At nu må vi sige stop. Hvorefter de første ideer blev formuleret og efterfulgt af handlinger. Tænk, vi behøver ikke engang vente på, at krisen indfinder sig. Vi står midt i den.

Evnen og magten til at skabe positiv forandring og udvikle lokalsamfund og hverdagsliv i den del af Lolland Kommune, som ligger uden for købstæderne, er set med mine øjne ikke længere inde i byrådet alene. Jeg tror, den vigtigste nøgle til forandring ligger hos borgerne uden for.

 

[1] https://ehsj.dk/content/ydelser/fremtidsforsker-i-2023-skal-du-droppe-mere-og-fokusere-paa-bedre/c9833348-dfaf-44ab-805e-bc9e2ac55c70/

Tak for artiklerne om Alminde

Kirsten Sydendal Leave a comment

(Læserbrev bragt i Lolland-Falsters Folketidende 30. juli 2019)

Lolland-Falsters Folketidende bragte i juli 2019 – i papiravisen – en artikelserie om livet i landsbyen Alminde, efter at otte møller i 2018 blev rejst som resultat af en aftale med HOFOR (Hovedstadsområdets Forsyningsselskab).

Det er et vigtigt og meget komplekst kapitel i Lollands historie, og derfor synes jeg faktisk, det er god journalistik, som skribenten bag, Rikke Folm Berg, har begået.

Men viceborgmester Henrik Høegh føler sig ramt af artikelserien og opfordrer 23. juli i et læserbrev Folketidende til at skrive om alt det positive, der sker på Lolland. Han skriver, inden artikelserien er færdig, og forklarer, hvor vigtigt det er med udvikling.

Her er jeg uenig i kritikken af Folketidende. Folketidende viste bare én side af sagen. Den dag. Dagen efter var der en anden side af sagen, nemlig en borger, som kun har ventet på en udvikling med vindkraft, og som er begejstret for møllerne. Jeg synes, det er rigtig interessant.

Borgmester Holger Schou Rasmussen har også fået spalteplads og fortæller om, hvordan kommunen ser på sagen. Der er rigeligt modsvar, synes jeg, og man kan ikke klandre avisen for at være ensidig eller nostalgisk.

Det, som avisen måske har forsømt, er at forklare endnu tydeligere, at det her er en artikelrække, og at vi kommer til at se sagen fra mange forskellige menneskers synspunkter hen over mange dage.

Vi læsere er ikke vant til en “avisføljeton” som denne, man får en halvkvædet vise, når man kun læser et par af artiklerne, og det er ærgerligt. Hele billedet fortjener at blive trykt som én udgivelse. Det kunne sagtens sættes op som et særnummer eller en lille e-bog eller måske en lang online-artikel.

Det er sandt, at det efterlader et trist indtryk, hvis man kun læser én artikel, og her falder Henrik Høegh muligvis i pressefælden og lader sig provokere for tidligt. Men udgivet i sammenhæng er det i mine øjne god journalistik.

Henrik Høegh beder Folketidende bringe en artikelserie om de landsbyer og lokalsamfund, som trods hårde odds har rejst sig og genopfundet sig selv. Den er jeg helt med på. Vi skal have sådan en serie.

Men Folketidende er i forvejen rigtig gode til at fortælle den gode historie. Fejø og Rødby bliver anprist, og sjældent har man læst et kritisk ord om afviklingen af Maribo Jazz eller Nakskov Fjorddage.

Der er et hav af artikler om ildsjæle, der gør stort og småt, og jeg vil vove at påstå, at disse artikler faktisk føles som belønning for ildsjælene og er med til at give energi tilbage. Det er et fint system.

Men jeg må understrege for politikerne: Folketidende er ikke Lovestorm. Folketidende skal fortælle de gode historier, men også de svære.

Jeg ved ikke, om jeg fornærmer nogen ved at sige, at for mig er Folketidendes vigtigste opgave at skrive en krønike. At være historieskriver er i mine øjne en fornem opgave.

Folketidende vil være den vigtigste kilde til at forstå livet på Lolland-Falster, når nogen vil studere det om 200 år, når ingen af os lever mere. Derfor skal Folketidende ikke kun skrive om succeserne, men også om ulyksalighederne. Om det, der går galt. Om det, vi mister. Om de tanker, vi borgere gør os om de beslutninger, som politikerne tager. Det gør Rikke Folm Berg til ug i sin artikelrække.

At give ordet til disse borgere betyder ikke, at Folketidende kritiserer politikerne, og politikerne må ikke afvise journalistik om mennesker, der har et andet syn på sagerne, end de har. Det hører med til et sundt demokrati.

Henrik Høegh henviser til “Lovestormerne der gerne vil vise journalisterne rundt”. Ja, det vil vi gerne, og vi takker for fremhævelsen og tilliden. Men igen: Skub ikke hele opgaven hen på Folketidende og Lolland-Falster Lovestorm.

Kommunen selv har også en forpligtelse til at fortælle fakta om købstæder, landsbyer, mennesker og initiativer på Lolland. Hvis jeg var ledende politiker, ville jeg for længst have bedt min administration om at give gode by- og landsbybeskrivelser på kommunens hjemmeside.

I politikere er alle “influencers”, ambassadører og formidlere. I er vores forbilleder, og I kan så meget via de sociale medier og internettet, som slet ikke er udnyttet i fuld skala.

I har om nogen adgang til viden om de positive tiltag, som såvel kommunen som Lollands borgere står bag. Overlad ikke denne opgave til pressen alene.

I har misforstået noget, hvis I mener, pressen skal markedsføre Lolland-Falster. Det er også en opgave både for jer, der bestemmer, og for os, der bare bor her.

Jeg kan undvære mudderkastningen, konflikterne og de dårlige historier. Men jeg vil ikke undvære portrætter og indsigt i menneskers liv, som de leves på Lolland-Falster i dag, så længe der er nuancer og ligevægt.

Derfor vil jeg stadig gerne abonnere på Lolland-Falsters Folketidende, og derfor priser jeg en artikelrække som Rikke Folm Bergs. Tak for den.

Kirsten Sydendal
Skovvej 33
4944 Fejø

Jens Morten Hansen: En beretning fra Udkanten

Kirsten Sydendal Leave a comment

Jens Morten Hansen:
Regeringen har meddelt 3.900 ansatte, at de skal flytte fra københavnsområdet til en række provinsbyer, hvis de vil beholde deres arbejde. Jeg er selv en af dem, der skal flytte, og selv om det er barskt for langt de fleste at skulle vælge mellem familie og arbejde, anerkender jeg fuldstændig, at Danmark ikke kun skal administreres fra København. Danmark har som alle andre lande brug for grene af statens virksomhed uden for hovedstaden, så der kan sættes fokus på andre muligheder end dem, djøfferne på Slotsholmen kan få øje på.

Continue reading →