Hvis man i den forbindelse ikke har tillid til eksterne og interne samarbejdspartnere, så syntes jeg oprindeligt man skal overveje sit kandidatur.  For et samarbejde, det skal bygge på tillid og ikke mistillid, og er der ikke tillid i et samarbejde, så kommer det ikke til at gavne nogen.

Sådan lød det fra et af byrådsmedlemmerne ved Lolland Kommunes byrådsmøde d. 30. marts 2023. Vedkommende talte om medlemmer af specialskolebestyrelsen.

Jeg studser over denne udtalelse. Man skal ikke nødvendigvis overveje sit kandidatur, hvis man ikke har tillid til nogen. Sådan er det på arbejdsmarkedet, hvor man må gå sin vej, hvis man ikke er tilfreds med chefen eller topledelsen. At sidde i en skolebestyrelse er ikke som at sidde i et job. I en skolebestyrelse er det ens pligt at hjælpe byråd og medarbejdere med at skabe den bedste skole. Det er et tillidshverv. Og fordi de er tillidsfolk for forældrene, er man nødt til at lytte til dem, også selvom det, de siger, ikke er rart at høre.

At have tillid kan betyde to ting. Tillid kan gå begge veje. A kan have tillid til B. Og A kan have B’s tillid. Det første betyder, at A udviser tillid over for B. Det andet betyder, at B udviser tillid over for A.

Tillid er noget man som menneske både kan give og få. Men når man stoler på et andet menneske og give ham eller hende tillid, høster man ikke nødvendigvis den andens tillid. Tillid er noget man skal gøre sig fortjent til. For at to parter kan have et tåleligt forhold, er det nødvendigt at tilliden er gensidig, og at man fra begge sider forsøger at opretholde den.

Andre menneskers tillid er derfor dyrebar. Man skal gøre sig umage for at opnå og beholde sine medmenneskers tillid. Vores dronning sagde i sin tale til kronprinsessen, da hun blev gift med kronprins Frederik: “Må vi altid være hendes tillid værdig”. Det var meget smukt sagt. Vores statsoverhoved sagde ikke, at hun havde tillid til kronprinsessen, hvilket i sig selv havde været et flot skulderklap. Hun vendte magtforholdet rundt og tog ydmygt selv ansvar for tillidsforholdet til sin svigerdatter. Man er et stort menneske, når man udtrykker sig på den måde, og det vil jeg huske hende for længe.

Og sådan bør man som byrådsmedlem også sige om såvel skolebestyrelser, borgere og kommunens medarbejdere: ”Må vi altid være deres tillid værdig”.

Er man ude for, at man har mistet fx en skolebestyrelses tillid, så er det ikke nødvendigvis skolebestyrelsen, den er gal med. Så skal man kigge indad. Har man været skolebestyrelsens tillid værdig? Det skal man altid spørge sig selv om, inden man nogensinde foreslår, at skolebestyrelsens medlemmer skal forlade bestyrelsen.

Man må aldrig bebrejde nogen, at de har mistet tilliden til én selv eller andre. De kan tage fejl, men de kan også have ret. Og ”fejlen” kan ligge på begge sider, fordi man ikke lytter, men taler forbi hinanden.

Magtforhold
Man bør altid være opmærksom på magtforholdet mellem to eller flere dialogpartnere. Ofte er magtforholdet ulige. Magtforholdet er ulige mellem dem, der sidder i byrådet, og alle os der sidder udenfor, for byrådet har ret til at træffe de beslutninger de nu engang gør. Det hedder demokrati, og det står ikke til at ændre mellem to valg.

Dem, der har magten, dvs. byrådet i dette tilfælde, er magtmæssigt overlegne i den dialog med borgerne, som foregår. Og netop derfor skal de gøre sig ekstra umage, når de lytter til borgerne. Som den stærke part skal de overhøre fornærmelserne, vende den anden kind til og hele tiden søge at forstå og hjælpe så kommunikationen glider. Også mellem samarbejdspartnere, der i frustration får sagt grimme ting. Hvis også byrådsmedlemmerne begynder at skælde ud og sparke nedad, endda ved et offentligt møde, så går relationen helt galt. Byrådets medlemmer har magten, og derfor har de i mine øjne det største ansvar for at bevare roen og sikre en god kommunikation. Det får man ikke ved at bede folk om at forlade arenaen, fordi de har mistet tilliden.

Vælgerlede og anerkendelse
Selvfølgelig er det hårdt at blive revset af borgere, der kritiserer og er uenige. Men fordi man har magten, skal man være varsom med at ”råbe” tilbage til borgerne. Irettesætter man en borgergruppe hårdt, som en forælder, der skælder et barn ud, så kan man som politiker få skyld for at have ”vælgerlede”, dvs. hade sine vælgere. Den situation må man aldrig sætte sig selv i som politiker. Ligegyldig hvor ærlig, transparent og klar til øretæver, man ønsker at fremstå. Hver gang nogen råber, optrappes konflikten.

Jeg har bemærket al den ros som medarbejderne i Lolland Kommune får. Der er ikke et byrådsmøde, uden der er ros til medarbejderne. Sådan bør det også være. Men man bør overveje at behandle borgerne med samme ros og venlige anerkendelse, også selvom de taler lige ud af posen og ikke er lige så loyale som medarbejderne. Prøv at se lige så positivt på borgergrupperne og ros dem af et oprigtigt hjerte, når der er grund til det. Allerhelst i det offentlige rum, hvor alle kan se det.

Er det for svært at finde noget at anerkende hos borgerne, så brug et sidste trick nemlig ”nysgerrighed”. Det er en god ide at være nysgerrig og undres, når man ikke forstår, hvorfor en gruppe borgere opfører sig så dumt og modarbejder den vej, man selv ønsker at gå. Det er helt legitimt at spørge ”hvorfor” og undres. Gør man det uden fordomme, så står der masser af gode mennesker derude, der gerne vil forklare og uddybe deres bekymringer.

Omgivet af idioter
Jeg kender det selv: Vi har alle oplevet situationer, hvor man føler man er omgivet af idioter. Dem omkring mig forstår ikke, hvor jeg vil hen, de lytter ikke og kommer med modargumenter, som jeg ikke altid kan svare igen på. Man føler sig helt alene med sine indlysende pointer, og det er vildt irriterende. Men det er et grundvilkår, vi alle lever med. Vi er alle omgivet af “idioter”, og vi er alle en ”idiot” i andres perspektiv.

Derfor er det vigtigt at kunne gebærde sig og opføre sig respektfuldt. For hvis man behandler folk, som de idioter, man synes de er, så frastøder man dem. Og man bliver mere og mere isoleret og alene. Et godt råd er at holde igen med sin kritik både over for mennesker, som man magtmæssigt er hævet over, og over for andre jævnbyrdige, som man reelt gerne vil samarbejde med. Ellers bliver afstanden for stor, ord som ”respektløs” og ”magtfuldkommen” begynder at klæbe til en, og de gode løsninger man skulle finde i fællesskab, bliver aldrig til noget.