Flertalsstyret fungerer, men små ø-samfund bliver ofte klemt i processen. Kan vi lære af andre beskyttelser af mindretal og sikre, at hele landet kan leve?
Demokratiet er på papiret enkelt: Flertallet bestemmer. Men hvad sker der, når man tilhører et lille mindretal, der geografisk ligger langt fra de steder, hvor beslutningerne træffes? Mange øboere i små ø-samfund kender svaret.
I danske kommuner er de mindste øer en minoritet, ofte en meget lille én. Der bor måske 25, 50 eller 300 mennesker på en ø, mens kommunens hovedbyer huser flere tusinder. Det betyder, at øboernes stemmer forsvinder i mængden, når der skal prioriteres. Ikke fordi nogen snyder på vægtskålen, men fordi demokratiet fungerer præcis som det er tænkt: Flertallet bestemmer.
Men flertallet bor sjældent på øerne.
Det sker at kommuner tænker i en logik, hvor ressourcerne skal komme “hele kommunen” til gavn, forstået som flest mulige borgere. Her bliver øerne hurtigt opfattet som en udgift, der går fra alle de andre, hvis pengene bruges på færger eller turismeudvikling på en ø.
Resultatet er, at de beslutninger, som er lette at træffe for hovedparten af kommunens beboere, kan være skæbnesvangre for de få. Én nedlagt færgeafgang kan være forskellen på, om en familie kan pendle til arbejde, eller om de må flytte fra øen. Én spareøvelse kan betyde, at skolen lukker. Og så er det ikke bare undervisning, der forsvinder, men et helt samlingspunkt for et lokalsamfund.
Og øboere er ikke nødvendigvis alle dem, der ejer jord og ejendomme på øerne. Hvis man ikke har fast bopæl i kommunen, fx som fritidshusejer, tæller man ikke i kommunens demokrati, selvom man har betydelige interesser og forpligtelser der. Det gør mindretallet endnu mindre og endnu mere sårbart.
Det er ikke nødvendigvis ond vilje. Men når 98 % af kommunens borgere ikke mærker konsekvensen af en beslutning, og 2 % mærker den hårdt, er det svært at skabe balance. Demokratiet kan risikere at blive blind for de små samfunds sårbarhed.
Derfor taler man i mange sammenhænge om mindretalsrettigheder. Vi bruger dem allerede på en række områder: Det danske mindretal i Sydslesvig har ret til undervisning og til at bruge deres sprog i det offentlige rum, selv om flertallet taler tysk. Etniske og køns- og seksualitetsminoriteter er beskyttet af særlige rettigheder og lovgivning, der sikrer dem mod diskrimination. Vi beskytter også særlig sårbar natur, fredede områder, gamle bygninger og kulturarv. Alt sammen fordi vi anerkender, at der er umistelige værdier, som kan forsvinde, hvis flertallet og kortsigtet økonomi alene bestemmer.
Kunne vi tænke på små ø-samfund på samme måde?
Mindretalsrettigheder handler også om leveformer, geografiske forhold og samfundsbærende funktioner. Der er steder i Danmark, hvor det at lukke en skole, lade en havn forfalde eller skære i færgedriften kan få uoprettelige konsekvenser. For øboere betyder det ofte, at grundlaget for at leve og arbejde på øen forsvinder.
Men koster rettigheder og garantier for mindretal noget for flertallet, kan man så spørge? Nej. I virkeligheden styrker denne type rettigheder hele demokratiet og gavner dermed også det store flertal. Hensyn til mindretal som ø-samfund styrker tilliden til demokratiet, beskytter ressourcer og værdier, som hele befolkningen nyder godt af, og fungerer som en forsikring for flertallet, der også selv kan ende som det svage led i en anden sammenhæng. Når vi beskytter små ø-samfund, beskytter vi også lokale arbejdspladser, kulturmiljøer, fødevareproduktion og rekreative områder, som det store flertal også har glæde af.
Ø-samfund har brug for det samme værn, som vi har skabt for andre mindretal og sårbare værdier. En mindretalsrettighed kunne sikre, at de mest afgørende funktioner ikke forsvinder, blot fordi flertallet på fastlandet nemt kan undvære dem.
Det kræver, at vi tør se skævhederne i øjnene. At vi anerkender, at demokrati ikke kun handler om stemmer og høje indbyggertal, men også om at holde hele landet, og hele kommunen, levende.
For hvad er værdien af et demokrati, hvis flertallets tryghed nogle steder i landet opnås ved gradvist at udhule de mindste fællesskaber?
Øboerne er ikke tabere af natur. Men uden mindretalsrettigheder kan de hurtigt ende der. Det bør være en national opgave at sikre, at lokale flertal ikke langsomt marginaliserer små ø-samfund. Og indtil det sker, må vi til stadighed bede vores lokale byråd om at tage særlige hensyn til småøerne og håbe, at de lytter.
Vi har brug for et helt Danmark, hvor der er rimelige levevilkår både i de mindste ø-samfund og i de større byer og hovedbyer.