I denne weekend kan vi læse en lang reportage om Errindlev i Weekendavisen. Den undersøger, hvordan små lokalsamfund på Lolland forsøger at holde sig levende i en tid med befolkningstilbagegang, skolelukninger og kommunale besparelser. Errindlev fremhæves som en slags rollemodel: et sted, hvor stærkt civilsamfund og omfattende frivillighed skal vise, hvordan landsbyer kan overleve, når offentlige funktioner forsvinder.

I reportagen citeres også Martin Boesen, socialdemokratisk byrådsmedlem og formand for Skole-, Kultur- og Fritidsudvalget i Lolland Kommune. Han siger: »Errindlev er det, andre lokalsamfund i Danmark skal blive til, hvis de skal overleve.«

Jeg bliver harm over den sætning. For ja, jeg medgiver, at Errindlev er enestående. Byen har gennem årtier opbygget et usædvanligt stærkt civilsamfund med mennesker, der lægger enorme mængder tid og frivilligt arbejde i hallen, købmanden og andre fælles funktioner. Det fortjener respekt.

Men netop derfor er Errindlev en farlig model at gøre til norm. For hvad er det egentlig, der bliver sagt? At landsbyer i fremtiden må indrette sig på at miste stadig mere offentlig infrastruktur og derefter selv holde sammen på resten?

Det er ikke en tilfældig bemærkning. Det er en politisk vision for landdistrikterne.
Og den bliver særlig alvorlig, når man ser på udviklingen i Lolland Kommune. I sidste byrådsperiode lukkede skolerne i Horslunde og Holeby. Nu er Søllested og Østofte i spil.
Så begynder man at ane en logik: Først lukker man skolen. Derefter forventes lokalsamfundet at organisere sig, søge fonde, drive funktioner selv og bevise, at det kan overleve. Men skal det virkelig være fremtiden?

Regeringen siger noget andet
Det mærkelige er, at den lokale udvikling på Lolland går stik imod den retning, regeringen selv har peget på. Regeringen har i sit regeringsgrundlag skrevet, at den vil modvirke en ny bølge af skolelukninger og understøtte små folkeskoler i landdistrikterne bedre.
Det er svært at forene med en forestilling om, at landsbyer omkring os skal vænne sig til en fremtid uden skole. Hvis regeringen mener det alvorligt, er Søllested og Østofte præcis den slags steder, hvor ambitionen skal kunne mærkes. Ellers bliver ordene om landsbyskoler bare ord.

Små skoler er ikke et problem i sig selv
Man kan indvende, at en skole ikke skal bevares alene for at holde en landsby i live. Det er rigtigt, at skolen først og fremmest skal være et godt sted for børnene. Men små skoler kan sagtens være fagligt forsvarlige, hvis de får den samme understøttelse, adgang til kompetencer og organisatoriske rygdækning som større skoler.

Og de små skoler har samtidig nogle kvaliteter, som de store ikke nødvendigvis kan levere på samme måde: kortere skolevej, nærhed, overskuelige fællesskaber og tæt kontakt mellem børn, forældre og medarbejdere. Der findes næsten et ordsprog blandt skolefolk: Små børn i små skoler, store børn i store skoler. Pointen er, at nærhed og overskuelighed kan have en særlig værdi i de første skoleår.

Derfor skal man passe på med ikke at gøre små skoler til et problem, der skal løses gennem centralisering. Hvis en lille skole kan fungere godt med den rette støtte og økonomi, bør dens betydning for børnene og for lokalsamfundet tælle med i regnestykket.

Frivillighed kan ikke erstatte velfærdsstaten
Jeg har stor respekt for stærke lokalsamfund og for mennesker, der tager ansvar. Men frivillighed er stærkest, når den kan lægge noget oven på et samfund hvor de basale funktioner er intakte. Frivillighed kan skabe en festival, nye stier i landskabet, et fælles projekt der gavner seniorerne, et korstævne eller en sportsturnering.

Det er noget andet, hvis frivillighed bliver den mekanisme, der skal udfylde hullerne efter en offentlig sektor, der trækker sig væk. For kan vi virkelig bygge en landdistriktspolitik på, at hver landsby skal have mennesker som dem i Errindlev med tid, overskud, netværk, fondskendskab og måske 20 eller 30 frivillige timer om ugen?

Hvad med steder, hvor de ressourcestærke pendler langt? Hvad med enlige forældre? Hvad med landsbyer med en ældre befolkning? Skal de bare være mindre levedygtige, fordi de ikke kan mønstre samme frivillige kraft som Errindlev?

Hvilket Danmark vil vi have?
Det er derfor, Martin Boesens sætning er så vigtig: »Errindlev er det, andre lokalsamfund i Danmark skal blive til, hvis de skal overleve.«

Jeg ville ønske, at udgangspunktet var et andet: Vi skal skabe et samfund, hvor landsbyer kan overleve uden først at blive tømt for centrale funktioner. Hvor staten, kommunen og civilsamfundet hver især tager ansvar.

Hvor vi ikke kun spørger, hvor mange elever der går på skolen næste år, men også hvad der sker med et område om ti år, hvis skolen forsvinder. For Søllested og Østofte står ikke bare med spørgsmålet om, hvor børnene skal gå i skole. De står med et større spørgsmål: Hvilken slags lokalsamfund skal der være plads til i Danmark?

Errindlev viser, hvor stærkt et lokalsamfund kan være. Men Errindlev bør være en inspiration og ikke en undskyldning for at lukke de to sidste landsbyskoler på Lolland