Talen blev holdt ved et havearrangement for Socialdemokratiet i Vordingborg d. 5. juni 2026

Tusind tak for invitationen til at være taler hos jer i dag. Jeg hedder Kirsten Sydendal. Jeg bor på Fejø, og jeg er formand for Sammenslutningen af Danske Småøer.

I luftlinje er der omkring 30 km mellem Fejø og Vordingborg. Det er egentlig ikke særlig langt. På min vej fra Fejø her til Vordingborg blev jeg i den grad mindet om, at Danmark er et ø-rige. Jeg sejlede, jeg kørte langs kysten, jeg krydsede broen ved Guldborg, og jeg kørte over den nye flotte Storstrømsbro.

Danmark under overfladen
Vi er vant til at tale om Danmark som ét land. Men ser man på et kort, er virkeligheden mere nuanceret. Danmark består af øer, halvøer, fjorde, bælter og sunde. Af steder, der ligger adskilt af vand, men alligevel hænger sammen. For nogle år siden deltog jeg i et møde med øboere fra andre steder i Europa. Her hørte jeg et udtryk, som jeg ikke har glemt. Der blev sagt: Øer ligger adskilt på overfladen, men de hænger sammen i dybet under vandet.

Det kunne også være et billede på Danmark.

Vi lever forskellige steder. Vi har forskellige liv. Nogle bor i storbyer, andre i landsbyer. Nogle på øer, andre midt i landet. Men under overfladen er vi bundet sammen af noget fælles: af tillid, af ansvar og af vores folkestyre. Det er derfor, vi fejrer Grundlovsdag.

Det er ikke bare for at mindes et dokument fra 1849 at vi fejrer Grundlovsdag. Vi gør det for at mindes den idé, at mennesker med forskellige liv og forskellige interesser kan skabe et samfund sammen. Et samfund, hvor frihed og fællesskab ikke er modsætninger, men forudsætninger for hinanden.

Allerede i Grundlovens første paragraf står der:
“Denne grundlov gælder for alle dele af Danmarks Rige.”

Det lyder måske som en teknisk bestemmelse. Men måske ligger der i de ord også en påmindelse om, at folkestyret ikke kun skal fungere nogle steder.

Ikke kun i hovedstaden. Ikke kun i de største byer. Men i hele landet. På øerne, i landsbyerne, i købstæderne og i de større byer. For et demokrati bliver først stærkt, når mennesker overalt oplever, at de hører til, bliver hørt og har mulighed for at forme deres egen fremtid.

Men det rejser også et spørgsmål: Hvordan holder vi forbindelserne levende i et samfund, hvor mere og mere samles de samme steder, og hvor flere og flere oplever, at afstanden til beslutningerne vokser? Det spørgsmål vil jeg gerne bruge denne grundlovsdag til at tale om.

Folkestyret er mere end en grundlov
Vi kan let komme til at tro, at demokratiet blev skabt den dag, kong Frederik 7. skrev Grundloven under i 1849. Men et folkestyre bliver ikke stærkt blot fordi man har en lov. Det bliver stærkt, når mennesker tager ansvar for noget, der er større end dem selv.

Det vidste de generationer, der byggede det moderne Danmark. Bønderne skabte andelsmejerier og brugsforeninger. Arbejderne organiserede sig i fagforeninger. Over hele landet opstod der højskoler, forsamlingshuse, idrætsforeninger og lokale fællesskaber. Ingen af delene handlede kun om økonomi eller politik. Det handlede om at samarbejde. Om at udnytte det, at man kan mere sammen, end man kan hver for sig.

Måske er det netop derfor, Danmark er blevet et af de lande i verden, hvor tilliden er størst. Vi har gennem generationer øvet os i at løse problemer sammen. Ikke fordi vi altid er enige, men fordi vi har været enige om, at fællesskabet er værd at investere i.

Demokratiet lever mellem mennesker
For få dage siden fik Danmark en ny regering efter lange forhandlinger. Nogle ser måske 69 dage som et tegn på, at demokratiet er langsomt. Jeg ser det også som et tegn på noget andet. At vi stadig insisterer på at tale sammen. At vi stadig tror på kompromiset. Og at vi stadig forsøger at finde løsninger, som flere kan se sig selv i. Det kan være besværligt. Men alternativet er langt værre.

Jeg synes det er vigtigt at sige at demokratiet ikke først og fremmest lever på Christiansborg. Det lever i foreningen, i lokalrådet, i skolebestyrelsen, i landsbyerne, i fagforeningen og i de mange fællesskaber, hvor mennesker mødes ansigt til ansigt og tager ansvar for hinanden. Det er dér, folkestyret får rødder.

Små fællesskaber har også en stemme
Jeg oplever det også gennem mit arbejde i Sammenslutningen af Danske Småøer. Vi er mennesker fra 27 vidt forskellige øer med forskellige udfordringer og forskellige interesser. Vi er ikke altid enige. Men vi er fælles om at finde løsninger og formulere de ønsker, vi vil bringe videre til kommuner, Folketinget og regeringen. På den måde er Ø-Sammenslutningen også et lille stykke demokrati. Vores sammenslutning har politikernes bevågenhed på Christiansborg. Det er et udtryk for noget særligt dansk. At selv små samfund, minoriteter og små fællesskaber skal have en stemme.

For folkestyret handler ikke kun om flertallet. Det handler også om at lytte til mindretallet og de steder og mennesker, der ellers let kan blive overset. Jeg sagde før, at demokratiet havde rødder i fællesskaberne, og hvis det er sandt, er vi nødt til at stille os selv et vigtigt spørgsmål:

Hvordan har fællesskaberne det i dag? For der er noget, der bekymrer mig. I årtier har vi været optaget af retten til at rejse ud. Den frie bevægelighed. Retten til uddannelse. Retten til at søge nye muligheder. Retten til at flytte derhen, hvor drømmene fører os.

Friheden til at blive
Og det er godt. Et frit samfund skal åbne verden for sine borgere. Men måske har vi glemt at tale om en anden frihed. Nemlig friheden og retten til at blive.

Friheden og retten til at skabe et liv dér, hvor man føler sig hjemme. Retten til at vende hjem igen. Retten til at engagere sig i et lille lokalsamfund uden at blive mødt med spørgsmålet: “Hvorfor flytter du ikke bare?” For hvad er frihed egentlig værd, hvis valget kun går den ene vej? Hvis det at have succes er lig med at bo i storbyerne?

Hvis uddannelser, arbejdspladser, investeringer og funktioner samles færre og færre steder, bliver det gradvist sværere at vælge anderledes. Så har vi måske stadig friheden på papiret. Men vi mister den i praksis.

Jeg mener ikke, at alle skal blive boende, hvor de er født. Jeg mener heller ikke, at alle skal flytte tilbage. Men jeg mener, at et frit samfund skylder sine borgere et reelt valg. Muligheden for både at rejse ud og slå rod. Muligheden for både at søge verden og vende hjem.

For et stærkt Danmark er ikke et Danmark, hvor alle bor de samme steder. Et stærkt Danmark er et Danmark, hvor flere steder og lokalsamfund trives og kan tiltrække også de unge generationer.

Når husene står, men menneskerne mangler
Hvorfor er det at blive boende i de små lokalsamfund blevet sværere? Det skyldes ikke én beslutning. Og det skyldes ikke én regering. Det er resultatet af mange års udvikling. Vi har samlet uddannelserne færre steder. Vi har samlet arbejdspladserne færre steder. Vi har samlet funktionerne færre steder. Hver enkelt beslutning har måske været fornuftig nok. Men tilsammen har det ændret Danmark. Afstanden er blevet større mellem mennesker og de muligheder, de har brug for i deres hverdag.

Samtidig ser vi en anden udvikling, især på småøerne. Mange steder i Danmark er mangel på gode boliger et problem. Huse bliver købt som fritidsboliger, investeringer eller steder, man kun bruger en del af året. Der er ikke noget galt i at have et sommerhus eller forelske sig i et sted.

Hvem holder Danmark sammen?
Men når flere og flere boliger kun har lys i vinduerne om sommeren og i weekenderne, mister lokalsamfundet også noget af det, der holder det levende mandag til fredag. Børnene i skolen. Medlemmerne i foreningen. Kunderne hos købmanden. De frivillige til sommerfesten. Det er ikke husene, der skaber et lokalsamfund. Det er menneskerne, som bor i husene.

Vi har i mange år fortalt især de unge, at succes handler om at komme videre. Om at flytte. Om at søge mod de steder, hvor mulighederne allerede er størst. Men et samfund har også brug for mennesker, der vælger at bygge noget op. Mennesker, der tager ansvar for et sted, og som bliver.

For hvis alle bevæger sig mod centrum, risikerer vi, at forbindelserne til resten af landet gradvist svækkes. Og et ø-rige kan godt leve med afstand. Men det kan ikke overleve hvis det bliver koblet fra resten af landet – især ift. økonomi og markedskræfter.

Nogle vil måske sige, at det bare er udviklingens gang. At mennesker flytter derhen, hvor mulighederne er størst. At verden forandrer sig. Og det er selvfølgelig rigtigt.

Mere end økonomisk effektivitet
Men spørgsmålet er, om vi kun skal måle udvikling i økonomisk effektivitet og vækst. Eller om vi også skal måle den i sammenhængskraft og trivsel for både mennesker og naturen. For når et lokalsamfund mister sin skole, sin købmand eller sine arbejdspladser, er det ikke kun et lokalt tab. Det er et tab for Danmark.

De fællesskaber, der opstår i landsbyerne, på øerne og i de mindre byer, er ikke mindre værd end fællesskaberne i de store byer. Tværtimod. Det er ofte her, mennesker lærer, at man ikke bare er forbruger i et samfund eller i en kommune. Man er medskaber af det sted, hvor man bor. Man sidder i bestyrelsen. Man træner børnene i idrætsforeningen. Man arrangerer byfest. Man hjælper naboen. Man tager ansvar. Det er den slags erfaringer, der gør et folkestyre stærkt.

Derfor handler diskussionen om land og by et eller andet sted også om demokratiets fundament. For hvis for mange steder mister deres indbyggere, deres funktioner og deres fællesskaber, risikerer vi at svække noget af det, som gennem generationer har gjort Danmark til et samfund med høj tillid og stærk sammenhængskraft. Vi skal holde Danmark sammen, fordi alle steder betyder noget.

Steder skaber også mangfoldighed
Så hvad gør vi? Jeg tror ikke, løsningen er at skrue tiden tilbage. Danmark skal udvikle sig. Unge skal have mulighed for at rejse ud i verden. Virksomheder skal kunne vokse. Og nye idéer skal have plads til at blomstre. Men udvikling må ikke blive det samme som ensretning. Vi må ikke ende i et Danmark, hvor stadig flere mennesker lever de samme steder, møder de samme mennesker og deler de samme erfaringer.

For mangfoldighed handler ikke kun om mennesker. Den handler også om steder. Om, at vi som samfund har brug for både storbyen, købstaden, landsbyerne, øerne og det åbne land – fordi de hver især bidrager med noget, de andre ikke kan.

Mulighederne ved Smålandsfarvandet
For nylig besøgte jeg Nationalpark Vadehavet. Det var en stor oplevelse. Både på grund af naturen og fordi man dér har været dygtig til at formidle landskabet, historien og sammenhængen mellem mennesker og natur. Det gav mig tro på, at Smålandsfarvandet også rummer store muligheder. Måske bliver Smålandsfarvandet til en nationalpark. Måske gør det ikke.

Men mulighederne er her. De er på øerne, ved kysterne og i de mange fortællinger, som har formet området gennem generationer. Vi kan gøre meget for at gøre vores område mere attraktivt. Ved at formidle naturen og kulturarven bedre. Ved at skabe flere rekreative muligheder. Og ved at hjælpe flere med at få øje på de kvaliteter, som vi, der bor her, ofte tager for givet.

Et Danmark hvor flere steder kan lykkes
For nogle gange handler udvikling ikke om at skabe noget nyt. Nogle gange handler den om at få øje på værdien af det, vi allerede har. Derfor er opgaven ikke at bevare Danmark, som det var. Opgaven er at skabe et Danmark, hvor flere steder kan lykkes.

Et Danmark, hvor unge kan rejse ud i verden uden at miste forbindelsen hjem. Hvor man kan vende tilbage uden at skulle forsvare sit valg. Og hvor det fortsat er muligt at skabe et godt liv, uanset om man vælger Vordingborg, Møn, Bogø, Fejø, Nørrebro eller Aalborg.

For det er i virkeligheden det, Grundloven handler om. At vi ikke kun er individer med hver vores drømme. Men medborgere med et fælles ansvar. Vi har et ansvar for at give det Danmark videre, som vi selv har arvet. Det skal naturligvis ikke være en kopi af fortiden. Det skal være et levende og moderne fællesskab, hvor frihed og ansvar fortsat følges ad.

Det, der binder os sammen
Når vi ser ud over Smålandsfarvandet, ser vi øer, kyster, landområder, der ligger hver for sig med havet imellem sig. Men vi ved også, at det hele hører sammen. Sådan er Danmark. Vi lever forskellige steder og forskellige liv.

Og netop derfor er spørgsmålet vigtigt: Hvad er det, der får os til at føle os som en del af det samme fællesskab? Måske er svaret, at mennesker har brug for mere end frihed til at vælge. Vi har også brug for tilhørsforhold. Et sted at høre til. Et fællesskab, hvor vi betyder noget for andre.

Det er ikke noget, vi kan lovgive os til. Det er heller ikke noget vi kan købe. Men det er noget, vi kan skabe sammen. Og måske er det netop dét, Grundloven minder os om.

At frihed ikke kun handler om, hvad vi kan gøre hver for sig. Men også om det fællesskab, vi bygger sammen. Om friheden til at trives og at høre til. Om at have et sted og et fællesskab, som ville savne os, hvis vi ikke var der.

God grundlovsdag til jer alle sammen.

Og tak for ordet.