Vibeke Grave siger 6. august 2026 til Folketidende, at »børnetallet taler sit tydelige sprog«, og at Lolland Kommune derfor er nødt til at diskutere, om vi har for mange skoler. Jeg synes, vi bør stille et andet spørgsmål: Hvordan bruger vi skolerne aktivt til at vende udviklingen?

Selvfølgelig skal vi kende børnetallet og forholde os til økonomien. Men børnetallet er ikke en indikator, som kommunen bare automatisk skal indrette sig efter bagudrettet. Hvis færre børn automatisk fører til færre skoler, færre tilbud og mindre decentral velfærd, risikerer vi at forstærke den udvikling, som vi bagefter bruger som begrundelse for de næste besparelser.

Tal fortæller ikke hele fremtiden

På Fejø var der i en årrække stort set ingen børn, der blev født på øen. Hvis man dengang havde taget fødselstallene som et endegyldigt pejlemærke, kunne man let være nået frem til, at der ikke længere var grundlag for en skole. Det gjorde Lolland Kommune så også. Men øboerne reddede skolen, og der flyttede familier med børn til øen. Børn der var født andre steder, men som nu er vokset op på Fejø, bl.a. fordi vi stadig har en skole for de yngste årgange.

Det viser forskellen mellem at fremskrive en udvikling og at forsøge at påvirke den. En skole er en del af den infrastruktur, som får familier til at vælge et sted til. Det samme gælder daginstitutioner, transport, fritidsliv og lokale tilbud. Samt færger til vores øer, skulle jeg hilse og sige.

Derfor bør spørgsmålet ikke kun være: Hvor mange børn har vi, og hvor mange skoler kan vi undvære? Det bør også være: Hvad skal der til, for at flere familier vælger Lolland?

Vi har prøvet den gamle logik længe

Vibeke Graves argument er ikke nyt. Det er den logik, Lolland Kommune i mange år har arbejdet efter: Når befolkningstallet falder, reducerer vi tilbuddene. Når børnetallet falder, tilpasser vi skolestrukturen. Når skattegrundlaget bliver mindre, gør vi kommunen lidt mindre.

Hver beslutning kan isoleret set se rationel ud. Men tilsammen kan de skabe en nedadgående spiral. Færre tilbud gør nogle områder mindre attraktive, det kan give færre tilflyttere og et svagere skattegrundlag – og så opstår presset for nye besparelser.

Efter mange års tilpasning står vi stadig med den udvikling, vi forsøgte at tilpasse os til. Derfor er det rimeligt at spørge, om ny udvikling også kræver nye handlemåder og et andet mindset.

Vi skal i højere grad gå fra at administrere tilbagegang til aktivt at skabe betingelserne for bosætning og udvikling. Skoler, daginstitutioner og transport er også udviklingsinfrastruktur. Vi bør vurdere, hvad de kan være med til at skabe, før vi beslutter, hvad vi kan undvære.

Regeringen har selv set problemet

Netop nu er der en ekstra grund til ikke at skynde sig. Den nye regering skriver direkte i sit regeringsgrundlag, at den vil »modvirke en ny bølge af skolelukninger« og arbejde for, at små folkeskoler i landdistrikterne får større frihedsgrader og bedre økonomisk understøttelse.

Selv regeringen anerkender altså, at den nuværende udvikling ikke bare kan fortsætte.

Det bør få Lolland Kommune til at standse op. For der er ikke meget at understøtte, hvis skolen først er lukket. Når lærerne er væk, børnene fordelt på andre skoler og familierne har indrettet deres hverdag efter en ny virkelighed, er beslutningen vanskelig at gøre om.

Så duer det ikke, at Lolland Kommune vil »tage ansvar« ved at lukke skoler, lige inden hjælpen kommer. Ansvar er også at tænke længere end næste budgetår og undgå irreversible beslutninger, mens rammerne er ved at ændre sig.

Bed staten om to ting

Lolland Kommune søger allerede om 331 millioner kroner i ekstraordinær hjælp til den alvorlige økonomiske situation. Mit bud er, at kommunen samtidig bør bede regeringen om en straks-pakke til skolerne, så skolerne i Søllested og Østofte kan holdes åbne, indtil regeringens nye ordning for små skoler i landdistrikterne er på plads.

Men en straks-pakke må ikke blive en sovepude. Pointen er ikke bare at frede skolerne og fortsætte som hidtil. Hvis vi vil bevare dem, skal vi samtidig bruge tiden offensivt.

Søllested og Østofte bør have hver sin målrettede bosætningsstrategi. Hvilke familier vil vi gerne tiltrække? Hvilke boliger findes? Hvad mangler der for at gøre landsbyerne attraktive? Hvordan kobler vi skolerne til nye arbejdspladser, dagtilbud, fritidsliv, transport og lokale fællesskaber? Og hvordan markedsfører vi områderne konkret over for mennesker, der kunne have lyst til at flytte til Lolland? Og hvilke samarbejder mellem befolkningen, erhvervslivet, kommunen og andre aktører skal vi sætte i gang? Det er dér, forskellen ligger mellem at bevare og at udvikle.

Hvis vi bare holder skolerne åbne uden at gøre noget ved befolkningsgrundlaget, skubber vi problemet foran os. Men hvis vi bruger en straks-pakke som et vindue til aktivt at arbejde med bosætning, kan vi forsøge at ændre selve det regnestykke, der i dag bruges som argument for lukning.

Lolland står lige nu med to problemer, som staten selv har sat på dagsordenen: en ekstraordinært presset kommuneøkonomi og risikoen for en ny bølge af skolelukninger i landdistrikterne.

Så lad os bede om hjælp til begge dele: 331 millioner kroner til den økonomiske situation – og en straks-pakke, der holder hånden under Søllested og Østofte, indtil de nye nationale rammer er kendt. Det vil være mere ansvarligt end at lukke først og opdage mulighederne bagefter.

Hvilket Lolland vil vi skabe?

Den større diskussion handler om mere end to skoler. Den handler om, hvilket Lolland vi ønsker om ti eller tyve år.

På den ene side taler vi om Femern, nye arbejdspladser, investeringer og behovet for at tiltrække arbejdskraft. På den anden side overvejer vi at afvikle noget af den infrastruktur, som familier ser på, når de vælger, hvor de vil bo. Det hænger dårligt sammen. Formuleringen om, at »børnetallet taler sit tydelige sprog«, bliver derfor for passiv. Tal fortæller os, hvad der er sket. Politik handler også om at påvirke det, der skal ske i fremtiden.

Måske er tiden kommet til, at Lolland holder op med kun at administrere tilbagegangen og i højere grad indretter sig efter den udvikling, vi ønsker. Hvis vi vil have et andet Lolland om ti år, må vi også begynde at træffe nogle andre beslutninger i dag.