Små systemer er nogle gange de sværeste at drive. Ikke nødvendigvis fordi de er komplicerede, men fordi de har meget lidt at give af. Det gælder også færgefarten til Fejø, Femø og Askø. Lolland Kommunes færgestrategi er drevet af ønsket om at lave besparelser og effektiviseringer. Men der er en grundlæggende forskel på at effektivisere et stort system og et lille system. Det vil jeg gerne uddybe her.
Store infrastruktursystemer har volumen. De har mange busser, mange tog, mange skibe/færger, mange medarbejdere og mange afgange. Derfor kan man ofte fjerne lidt kapacitet, uden at brugerne mærker den store forskel. Systemerne har en indbygget robusthed. Det er det, som ingeniører med et fint ord kalder redundans.
Små systemer fungerer anderledes. Når tre øer som Fejø, Femø og Askø betjenes af tre færger, er der tale om et meget lille system. Hver færge er en nødvendig del af helheden. Fjerner man én færge fra den daglige drift, reducerer man ikke blot kapaciteten med en tredjedel. Man ændrer selve systemets karakter.
Pludselig skal tre øer deles om to faste færger. Ruterne bliver afhængige af hinanden. Afgange samles. Antallet af ledige pladser på færgen reduceres. Ventetider vokser. En forsinkelse på én rute kan brede sig til de øvrige. Hele systemet bliver mere sårbart. Man kan sige, at systemet passerer en kritisk grænse.
En reservefærge ved siden af de to faste færger ændrer ikke ved dette. Jo, den kan være en hjælp ved spidsbelastninger eller særlige situationer, men den skaber ikke den daglige robusthed, som en fast færge gør. Hvis den først skal bemandes og gøres klar, er den heller ikke en øjeblikkelig løsning, når uheldet pludselig er ude. Derfor er forskellen mellem tre faste færger og to færger med en reservefærge langt større, end man umiddelbart tror.
Vi har en tendens til at tro, at alle systemer kan effektiviseres efter den samme logik. Men små systemer har ikke de samme frihedsgrader som store.
Det svarer til at fjerne ét hjul fra en 18-hjulet lastbil og ét hjul fra en cykel. I begge tilfælde er ét hjul væk. Men lastbilen har mulighed for at fortsætte et stykke vej, mens cyklen slet ikke kan fungere mere. Det er forskellen mellem store og små systemer. Små systemer har ingen overflødig kapacitet. Når man fjerner en lille del, risikerer man at ændre hele systemets funktion. Det er den erkendelse, der bør ligge til grund, når man skal vurdere ændringer i færgedriften til Fejø, Femø og Askø.
Tre helårsbeboede øer har brug for tre færger i fast drift, og gerne også en reservefærge, som vi havde tidligere, og som kan tages i brug, hvis der sker noget med en af de faste færger. Grunden er ikke at øboerne skal have særlige fordele, men at små transportsystemer kun fungerer, når de har den nødvendige robusthed. Under den kritiske grænse er der ikke længere noget at give af.
Det er dér, besparelser holder op med at være effektiviseringer og i stedet bliver til afvikling.
Vi lever i et samfund, hvor alting kun måles i kroner og ører. Men et transportsystem skal også måles på sin robusthed. For det er robustheden i infrastrukturen, der afgør, om et samfund kan modstå hverdagens uforudsete hændelser, og om mennesker tør bygge deres liv op i fx et øsamfund. Den robusthed er ikke opstået tilfældigt. Den er resultatet af mange års erfaringer og prioriteringer, og den bør vi værne om også i fremtiden.